Se det på nettet

Englen og den lovløse

Englen og den lovløse (stream/optag) (7,0 IMDB). Den slemme pistolmands hjerte smeltes af en ejegod skønhed. Med John Wayne og en 23-årig fotomodel.

FEI World Cup i ridning Göteborg

World Cup i hest (stream/optag). Daniel Bachmann Andersen har Zack og Don Olymbrio med og klarer sig udmærket.

Der er sikkert også noget på Cliphorsetv og FEI TV.

Radio 24/7

Den sidste rejse (stream/optag). Radio 24/7 er vistnok dødsmærket i sin nuværende form. Man kan ikke være sikker på at de mange gode podcasts overlever.

Men så kan man jo optage dem med TV4ever!

TV4ever kan faktisk klare de fleste Podcasts. Så man kan også smutte ud i verden og lære lidt af Charlie Brooker, Derren Brown, Michael Pollan, Jordan Peterson, Johann Hari, Geoff Dyer, Jules Evans og hvad de ellers hedder.

Detour

Detour (stream/optag) (7,4 IMDB). Klassisk film noir (mørk krimi). Kluntet lavet på lavbudget for lang tid siden. Kun 1 time og 7 minutter lang.

Men alligevel en film, man viser på Cinemateket i marts 2019 introduceret af Jakob Stegelman.

En film man restaurerer, giver 100% og analyserer, analyserer og analyserer i et væk.

Fordi den antænder fantasien for de fleste, der ser den. Ikke ulig instruktør Ulmers andet store værk, Den sorte kat, der såmænd kommer i biografen om en uges tid.

Scarlet Street

Scarlet Street (stream/optag) (7,9 IMDB).

Næsten for ond film noir (mørk krimi) af Fritz Lang med enormt smukke Joan Bennet som femme fatale.

Den starter ond og så bliver den bare ondere og ondere i et ganske nydeligt manuskript. Anmelderne brød sig ikke om den, da den kom i biograferne første gang og censorerne forbød visningen af den flere steder i USA.

Anses i dag for en klassikker.

Coldplay, Pet Shop Boys og soul fra 67

Coldplay - live i São Paulo, Pet Shop Boys: live i London, Soul fra 67 med bla. Otis Redding og Sam&Dave. Freddie Mercury: The great pretender, Robyn - live i Stockholm.og snak om det, Diana Ross og ABBA.

Der er masser af rytmisk musik på de gamle kanaler.

Jeg svigter mine patienter

Jeg svigter mine patienter (stream/optag). Noget der tit overrasker folk er hvor billigt  det egentlig er at gøre verden til et bedre sted.

Skal t-shirt syersken have en løn hun kan leve af? Det koster 4 kroner pr. t-shirt. Skal flypersonalet være i stand til at eje et (lille) hus? 37 kroner pr. rejse. Udfasning af fossile brændstoffer? 150 kr. pr. person. pr måned.

Prisen for at redde sygehusene? Formentlig mindre end en ligegyldig jernbane eller omfartsvej.

Men nu er vi i en situation hvor vi betaler for at blive svigtet.

Hvem sætter pris på kunst?

Hvem sætter pris på kunst? (stream/optag) (7,1 IMDB). Det hurtige svar er: velklædte og til dels veluddannede fuskere. Hvor de velklædte fuskere i fx. GoldmanSachs mest snyder penge fra meget uvillige mennesker med almindelig indkomst (umoralsk) handler kunstverdenene mest om at rige mennesker snyder hinanden og taler arbitrære objekter op i pris.

Hvem sætter pris på kunst? er en tur til New York for at se de charmerende fupmagere i aktion og tabe kæben over deres umådelige rigdom og gavtyveagtige frækhed. Alt i alt fin underholdning. Dog kan man, som skabs-rindalist, savne et opgør det offentliges kunstindkøb, der mest understøtter og opmuntrer fupmagerne. Rige mennesker bruger også kunst til simpel skattefusk: køb et værk til 1 million, få det vurderet til 10 millioner, afskriv 10 millioner i skat.

Men herlig dokumentar, trods alt.

Mig ejer ingen

Mig ejer ingen (stream/optag) (6,8 IMDB). Rørende drama om den stærke mand med de svage punkter. Set fra den lille og senere ældre datters synspunkt.

En perfekt svensk tåreperser med skuespil i absolut verdensklasse.

The Nice Guys

The Nice Guys (stream/optag) (7,4 IMDB). En klassisk action-komedie. Charmerende hovedrolleindehavere afgiver skud, sjove replikker og der foranstaltes både biljagter og eksplosioner. Der er også bare bryster, nostalgi og maskulin skønhed og handlekraft. Og bandeord!

En film, der har det hele!

I skyggen af stjernerne

I skyggen af stjernerne (stream/optag) (7,4 IMDB). Det er ikke sådan at være korsanger. Man får ikke rigtig den samme respekt, tilbedelse og løncheck som stjernerne.

I skyggen af stjernerne fortæller om korsangere i rock og pop i USA 1967-2007.

Det er ikke en dokumentar på højde med hyper-velskrevne og -vellydende Muscle Shoals. Men klart niveauer over The Two Killings of Sam Cooke og bras som Cadillac Records.

En del af DRs spontan-tema med Oscar-vindende dokumentarfilm.

Leaving Neverland

Leaving Neverland (stream/optag DK) (stream/optag NRK) (stream/optag SE) (6,7 IMDB). Man kan med rette misunde Michael Jackson hans store musikalske talent og umådelige rigdom. Og føle medlidenhed med hans forvirrede liv omgivet af vampyrer og ja-sigere.

Leaving Neverland er et partsindlæg hvor den afdøde popsanger for gud ved hvilken gang opmales som den stygge, pædofile mandsling, han måske var. Tre timers rørende underholdning om seksuelle overgreb begået mod børn.

Hele sandheden? Den bliver ingen nogensinde klog på. Hovedpersonerne i Leaving Neverland forsøger sammenlagt at få næsten 10 milliarder kroner ud af boet efter popsangeren mens Jacksons forsvarere heller ikke er helt troværdige. Der er blevet storløjet om Michael J i årtier (godt ægteskab, skidt ægteskab) og ikke engang Wikipedia er til nogen stor hjælp for lænestolsdetektiverne.

Men der vil være uendelig fascination af Den Gale Kong Jackson, hans kongerige og hans anklagere i mange år endnu.

Magic Mike

Magic Mike (stream/optag) (6,1 IMDB). Steven Soderbergh plejer at lave udmærkede film og Channing Tatums fysik fejler ikke noget. Det er næppe sublim schlock som Showgirls. Men lidt har også ret.

Man kan fortsætte med Høj på strip, hvis man vil se mere mandekød og simple dilemmaer udspille sig på fladskærmen.

Saturday Night Fever

Saturday Night Fever (stream/optag) (6,8 IMDB). De har ikke mange penge, nyder ikke respekt nogen steder og verden kan på 5 minutter brænde sammen i et atomragnarok. Men de er unge, smukke og danser.

Svensk tv tripper i discoens fodspor i I Will Survive. Men det er højst halvgodt.

Det er straks langt bedre i FONK! Det er lørdag: Saturday Night Fever 40th Anniversary Box Set, 2 timers udsendelse om Saturday Night Fever fortalt af entusiastiske og vidende folk. Og ja, selvfølgelig kan TV4ever optage podcasts!

Yes No Maybe

Yes No Maybe (stream/optag) (6,5 IMDB). Du sidder måske og er lidt nysgerrig på det der Tinder-stads, men du er for bundet af tv, parforhold og alt mulig andet til at prøve det.

Intet problem!

DR har lavet en serie om det. Og for at vi skal se noget værdifuldt, er hovedpersonen en smuk ung mand, der vælter sig i unge, (næsten) nøgne damer.

"Men hov!" siger du. "Det så jeg da dengang i 90'erne hvor jeg var næsten ung. Alle de uendelige, amerikanske komedieserier var i høj grad leveringsmekanismer for seksuel spænding og drømmeindfrielse foran skærmen!"

Sofa-kvinderne kunne drømme om en interesseret Tom Selleck eller Brad Pitt mens sofa-mændene kunne sidde og overveje deres svar på fx. Tyra Banks og Amy Brennemans kåde interesse.

Korrekt. Men der er gode nyheder.

Yes No Maybe klarer jobbet hurtigere.

Det hele er kogt ned til 13 minutter pr. afsnit og der er sex-garanti!

Det er moderne og det er godt.

Og hvis det ikke er godt nok, så prøv Doggystyle (stream/optag) (IMDB 6,5) med en ung, smuk kvinde som fikspunkt for sofa-længslerne.

Gentle (Den sagtmodige)

Gentle (stream/optag) (7,3 IMDB). Vietnamesisk udgave af Dostojevskis fremragende novelle Den Sagtmodige.

Den sagtmodige opføres i øvrigt i ny og næ i København.

Soning, Ghost in the Shell, Vicky Christina Barcelona

Soning DRK Live 28.02.2019 kl. 21:15 (stream/optag) (7,8 IMDB). Ordentligt manuskript, Keira Knightly og smukt fotograferet.

Ghost in the Shell DR3 Live 28.02.2019 kl. 21:30 (stream/optag) (6,4 IMDB). Dårligt manuskript. Dårlig instruktion. Slow-mo som gravitasunderstøtter. Dårlig kung-fu. Kedelige kampe (men mange). Pilou Asbæk som burly space marine. Scarlett Ingrid Johansson som smuk. John Wick med tyk numse. Bør højst ses af folk, der er design- eller Scarlett-interesserede.

Vicky Christina Barcelona DRK Live 28.02.2019 kl. 23:10 (stream/optag) (7,1 IMDB). Scarlett Johansson (24), Rebecca Hall (26) og Penelope Cruz (34) [host] tiltrækkes [host] allesammen af Javier Bardem (39). Både solo og på en gang. Han er kunstner og eksotisk og rig. Han har en sportvogn og kan flyve et fly. Mad, vin og arkitektur er i topklasse. Sommeren vil ingen ende tage og alle er rige og lever i lediggang. De bor også på flotte hoteller og får dejlig mad serveret hele tiden. Så: standard Woody Allen.

Badehotellet

Badehotellet (stream/optag) (7,3 IMDB). Indtil videre 35 timers solbeskinnet underholdning fra det jyske badehotel. På TV2. Som TV4ever vistnok kan optage fra.

"Badehotellet er hyggelig og eskapistisk og tegner et billede af et univers, hvor der ikke er større problemer, end om det er sikkert, vi får kylling til frokost. Alting har sin plads i Badehotellets univers, og der er ikke noget, der ændrer sig. Det kan folk godt lide. Det siger jeg ikke for at se ned på folk, men vi kan godt lidt universer, der er uforanderlige – det giver os et sted, hvor vi kan være trygge." sagde Henrik Palle fra Politiken.

"Langsomheden er et andet bevidst stiltræk, som har medvirket til at gøre Badehotellet så tiltrækkende for de mange seere som en fornøjelig oase midt i vrimlen af mere action-prægede krimier." følger Kristen Bjørnkær op med i Information.

Du kan nok lavet dit eget bokssæt i bedre end dvd-kvalitet på et kvarter og dermed evigt eje denne af 1.6 millioner danskere elskede serie - helt som du allerede ejer Matador (2017 Remaster).

Du kan få de første 30 dage gratis på TV2 Play hvis du vælger Basispakken til 69 kr. pr. måned og så IKKE lader dig lokke af andet i løbet af købsprocessen. Falder TV2 ikke i din smag, kan du altid droppe det inden første måned er gået.

Before Midnight

Before Midnight (stream/optag) (7,9 IMDB). Et nydeligt ægtepar i 40'erne skændes på en ferie i Grækenland. Højt, højt elsket af alle anmeldere.

De udenlandske læger

De udenlandske læger (stream/optag). Vi har ikke uddannet nok læger. Provinsen er for modbydelig at bo i (til trods for at der er fiberforbindelser, smuk udsigt, høj lægeløn, lave leveomkostninger og fred og ro). Så vi importerer læger fra udlandet.

Nogle af disse læger er inkompetente.

Nogle af disse har bestukket sig til deres eksamensbevis fra universiteter i fx. Rumænien (der er kendt som et voldsomt korrupt land - med rigtig gode film om korruptionen som fx. Mor&søn og Prøven).

Det går ud over alle.

Disse triste forhold har Rikke Dyrberg og Nikolaj Venge lavet en ganske sober dokumentarserie om. Og som et særligt morsomt indslag dukker hospitalsdirektør Ricco op på et tidspunkt og giver en en enorm lyst til at gense mesterværket The Square.

Sider

Log ind eller registrer dig for at lægge konstruktive kommentarer.