Det er en meget amerikansk film om en helt almindelig far, der til sidst går op imod autoriteterne, redder verden og bliver genforenet med familien.

Man tror næsten, det er løgn, men der er både dad-issues mellem far og datter og mellem far og bedstefar. Hele vejen. Fra start til slut.

Man tror næsten, det er endnu mere løgn, men bedstefar siger faktisk i allersidste øjeblik (lige inden han er ved at dø, men heldigvis bliver reddet af sønnen): at han undskylder for alt, hvad han nogensinde har gjort. 

Så kan far-drømmen ikke gå mere i opfyldelse.

Familien er uden tvivl det vigtigste tema i hele filmen. Alt det med sci-fi og aliens er bare en undskyldning for at lokke dig i biografen.

Chris Pratt spiller i øvrigt ualmindeligt uengageret i alle scener; inklusive dem, hvor han skal være det modsatte.

Eller måske er det bare musikken, der trækker tæppet væk under ham. Den lægger med sine fanfare-akkorder ligesom en dyne af ligegyldighed og distance over store dele af filmen.

Det hjælper heller ikke, at realismen ofte er totalt fraværende.

På et tidspunkt kan en almindelig skoledreng med nørdet interesse for vulkaner lynhurtigt udregne komplicerede forhold om tusind år gamle askeaflejringer dybt nede i permafrosten.

På et lidt senere tidspunkt - afledt af ovenstående - flyver vores hovedpersoner uden videre på ulovlig mission i et kæmpestort, formodentlig sjålet, Herkules-fly; hele vejen fra USA til Rusland - uden at nogen i de to lande opdager det.

Alt det med sci-fi og aliens kan kun fungere, hvis resten af historien er troværdig.

Hvis du derfor gerne vil spise popcorn, bør du - i dette tilfælde - gøre det med lukkede øjne. Derhjemme. Med tv'et slukket.