The Tattooist of Auschwitz (miniserie) (2024)

Melbourne, 2003. Den jødiske Holocaust-overlever Lali Sokolov (Harvey Keitel) beretter sin livshistorie til den vordende forfatter Heather Morris (Melanie Lynskey).  Det er en fortælling om kærlighed, selvopholdelsesdrift og ufattelige lidelser.

Det begynder i 1942, da den unge Lali (Jonah Hauer-King) melder sig frivilligt til "arbejdstjeneste" for den slovakiske stat, men ender med at blive sendt til den berygtede koncentrationslejr Auschwitz, hvor de, der ikke bliver myrdet ved ankomsten, bliver tvunget til at bygge Birkenau, den nye filial til lejren. Lugten af død hænger overalt, og Lali erkender hurtigt, at han er havnet i en udryddelseslejr. Da han får tilbudt et job med at tatovere numre på fangernes arme, tager han imod det i håb om at overleve. 

Midt i dette helvede møder han en smuk slovakisk kvinde ─ fange nummer 4562 (Anna Próchniak). For Lali er det kærlighed ved første blik, og inden længe er det tanken om "Gita", som han kommer til at kalde hende, der opretholder hans vilje til at overleve. Via SS-vagten Baretzki (Jonas Nay) finder Lali frem til Gitas opholdssted i kvindeafdelingen i den gigantiske lejr, men den store risiko, han løber ved at opsøge hende og holde dem begge i live, truer med at give bagslag.

Hvad der gør historien ekstra medrivende er, at den er autentisk. Lali Sokolov fortalte faktisk sin historie til Heather Morris, som var 11 år om at finde en forlægger, der ville udgive den. Til gengæld endte den som international bestseller.

Filmatiseringen lægger på ingen måde fingrene imellem i sin skildring af nazisternes grusomheder, og serien rummer ubærlige scener. Ja, vi har allerede set "Schindlers liste", "Sofies valg" og "Drengen i den stribede pyjamas", og nu får vi altså en omgang til og overvejer måske at feje det hele ind under gulvtæppet og se en god popcornfilm i stedet, men vi må huske, at det er vigtigt at blive mindet om, hvad der kan ske (og skete dengang), når man lader stå til og lader verdens ondskab få frit løb.

Den indbyggede kærlighedshistorie er godt og sobert fortalt uden at kamme over i følelsesporno, alle spiller eksemplarisk, og både teknik, scenografi og musik (af bl.a. Hans Zimmer) er tiptop.

Min eneste anke er, at serien er lovlig lang. Der var et par steder, hvor jeg greb mig selv i at kigge på uret. Men alt i alt er det en gribende oplevelse.