Mordet i Venedig (2023)

Noget tyder på, at den tredje film i Branaghs Poirot-serie måske bliver den sidste. I modsætning til forlægget, den mindre kendte "Hallowe'en Party" fra 1969, foregår den ikke i England, men Venedig i 1947, hvor mysteriets mester en del år efter "Døden på Nilen" er gået på pension og konsekvent nægter at løse mordgåder længere. Men en gammel bekendt, krimiforfatteren Ariadne Oliver (Tina Fey), får ham dog lokket med til en spiritistseance for at prøve at afsløre det angiveligt clairvoyante medie (Michelle Yeoh) som fupmager. Under seancen bliver der begået et mord, og så kører detektivekspressen igen. Tilbage er måske kun (men forhåbentlig ikke) en filmatisering af "Curtain: Poirot's Last Case".

Det skal siges til Branaghs ros, at han gør fint brug af de stemningsfulde venetianske lokaliteter, der er smukt fotograferet af Haris Zambarloukos. Her stopper instruktøren dog ikke, men prøver at supplere det smukke bagtæppe af eksotisk forfald med noirklicheer (konstant underbelysning og skæve kameravinkler) samt umotiverede og malplacerede horrorfilmklicheer ─ for det meste ufrivilligt komiske jumpscares, der overhovedet ikke virker. Med undtagelse af hans inspirerede noir-romance "Dead Again" ender det aldrig godt, når han går den vej. Branaghs forsøg på at lave en gyser falder tungt til jorden, men fylder til gengæld så meget, at den afsluttende afsløring af morderen næsten kommer til at virke som en eftertanke, og på det tidspunkt keder vi os så meget, at vi er ret ligeglade med, hvem den skyldige er, for de medvirkende er alligevel stort set kun med som papstatister i den stillestående anden akt, der domineres af snak, snak, snak og nærbilleder af Poirot. Hvorfor Branagh insisterer på selv at instruere og gentage denne rolle, som er udført så meget bedre af samtlige forgængere, kan vist kun forklares med, at han udelukkende bruger figuren til at sætte sig selv i fokus. Branagh, som faktisk har lavet mange gode ting i tidens løb, fremtræder i Poirot-serien konstant som ulidelig filmfrikadelle.

"Mordet i Venedig" er en bragende antiklimaks i en dødfødt franchise. Se den fremragende tv-serie med David Suchet i stedet.

Anmeldelse: Dead Again

4 ud af 5 sakse. Denne perle skinner stadig godt 30 år efter. Branaghs forsøg på en Hitchcock/Welles-agtig thriller er i bund og grund god, sund underholdning for folk med en IQ over du-ved-nok.