Den tredje mand (1949)

'The Third Man' følger Holly Martins (Joseph Cotten), en pulpwestern-forfatter, der i kølvandet på Anden Verdenskrig er rejst til Wien for at besøge sin ven Harry Lime. Desværre ankommer Martins lige i tide til at opdage, at Lime er død under mystiske omstændigheder.

Martins er mistænksom og bliver i Wien for at udspørge dem, der var tættest på Lime. Beretningerne om Limes død varierer, og Martins graver dybt og finder ud af, at Lime ikke var helt så hæderlig en ven, som han troede. Han stjal penicillin fra byens militærhospitaler og solgte det på det sorte marked i en stærkt fortyndet udgave, der gjorde præcis det modsatte af, hvad der var hensigten, og nu har Lime hundredvis af syge børns blod på samvittigheden.

Martins er chokeret. Før han kom til Wien, var hans kære ven i live og havde det godt. Nu er han død og afsløret som forbryder. Men rygterne om Harry Limes død er stærkt overdrevne, for Martins støder pludselig på Harry (Orson Welles), der viser sig at leve i bedste velgående.

Harry Limes uventede tilbagevenden er med rette et af filmhistoriens mest ikoniske øjeblikke ─ perfekt understreget af Welles' skæve smil ─ men det er kun ét af adskillige visuelle højdepunkter fra filmfotografen Robert Krasker, som fortjent modtog en Oscar for sin indsats. Krasker indfangede det moralske ingenmandsland i efterkrigstidens Wien med ekspressionistiske sort-hvide billeder og skæve vinkler.

Martins' følelser slår en kolbøtte, da han forelsker sig i vennens smukke kæreste, Anna (Alida Valli) og samtidig konfronteres med Limes ufølsomhed og kynisme. Harry Lime ser dog ikke sig selv som skurk, blot som pragmatiker. Nogen skal tjene på elendigheden, så hvorfor ikke ham? Hans berømte tale i Praters pariserhjul er efter sigende improviseret: I Italien var der i 30 år under Borgia-slægten krig, terror, mord og blodsudgydelser, men deraf udsprang Michelangelo, Leonardo da Vinci og renæssancen. I Schweiz havde man broderkærlighed og fem hundrede år med demokrati og fred. Og hvad kom der ud af det? Kukuret.

Graham Greenes manuskript er stadig et mesterværk uden Welles' finurlige tilføjelse, men den bidrager til den forunderlige mosaik fra det sønderbombede Wien, der kulminerer med en menneskejagt gennem byens kloakker, akkompagneret af Anton Karas' inciterende zithermusik.

I en nylig afstemning om, hvilke britiske film der er bedst, kom "The Third Man" ind på andenpladsen efter Nicolas Roegs "Don't Look Now" ("Rødt chok"), men vi må lige huske, hvem der lavede hvad først. Den uhyggelige nattestemning i Roegs film, der forvandler det forfaldne Venezia til en mareridtsagtig kulisse, er tydeligvis inspireret af Carol Reeds portræt af efterkrigstidens Wien.

Under alle omstændigheder er "The Third Man" et ubestridt mesterværk og en af de bedste films noirs, der nogensinde er lavet.