Hvad er egentlig moralen i 'East of Eden'? At vi selv kan vælge, om vi vil være gode eller onde? At forældrenes synder går i arv til børnene? Eller bare at familier er noget frygteligt rod, og at en hel masse ulykkelige mennesker kan bruge årtier på at gøre hinanden endnu mere ulykkelige?

Historien begynder med brødrene Adam (Christopher Abbott) og Charles Trask (Mike Faist), der vokser op hos en brutal far (Tracy Letts). Deres rivalisering bliver den første variation over Kain og Abel.

Og så kommer Cathy Ames (Florence Pugh) ind i deres liv.

Den unge kvinde har myrdet sine forældre, drevet en pædofil skolelærer til selvmord og er siden blevet prostitueret og forsøgt dræbt af sin skinsyge ruffer. Hun søger hjælp hos brødrene. Adam forelsker sig i hende, men Charles gennemskuer hende straks. Cathy gifter sig med Adam, gør ham til hanrej med Charles, føder tvillingerne Cal og Aron og gør derefter det, hun altid gør, når nogen forsøger at holde hende fast: Flygter. Men først skyder og sårer hun sin mand, da han prøver at stoppe hende.

Senere gentager Cal og Aron Kain og Abel-mønstret, mens Cathy under navnet Kate vender tilbage til et liv som sexarbejder.

Steinbecks roman blev filmatiseret i 1955 af Elia Kazan med James Dean som Cal, men filmen koncentrerede sig næsten udelukkende om romanens sidste del. Hans barnebarn Zoe Kazan går med manuskriptet til denne syv timer lange version tilbage til begyndelsen – og gør Cathy til fortællingens egentlige centrum.

Det er både seriens største styrke og dens mest diskutable valg.

Steinbecks Cathy er et monster. Hun manipulerer, bedrager og dræber uden større anfægtelser. Da bordelværtinden gør hende til sin universalarving, myrder Cathy hende kort efter med koldt blod og overtager forretningen.

Zoe Kazan spørger, hvordan sådan et menneske bliver til. Serien giver Cathy en barndom præget af overgreb, vold og mænd, der igen og igen forsøger at eje hende. Hendes ekstreme behov for frihed bliver ikke en undskyldning, men en forklaring.

Og her bliver det interessant, for grænsen mellem forklaring og hvidvaskning er hårfin. Cathy bliver ikke uskyldig, men hun bliver forståelig. Mister man dermed noget af det ubehagelige ved Steinbecks figur? Må et monster ikke bare være et monster?

Tvivlen fandtes allerede hos Steinbeck selv. Han blev efterhånden mindre sikker på sin dom over Cathy og begyndte at spørge, om han overhovedet havde forstået hende.

Zoe Kazan bygger sin feministiske fortolkning på denne tvivl. Og vidundermidlet hedder Florence Pugh.

Det er næsten snyd.

Pugh er ganske enkelt sindssygt god. Hun kan på få sekunder bevæge Cathy fra sårbarhed til iskold dominans. Hendes spil er så overbevisende, at man undertiden griber sig selv i at føle både forståelse og sympati for Steinbecks inkarnerede psykopat.

De øvrige spillere er også stærke. Især Ciarán Hinds tilfører varme som naboen Samuel Hamilton. Men efter Pugh er Hoon Lee som familiens kinesisk-amerikanske faktotum seriens stærkeste kort. Han bliver dens moralske og følelsesmæssige centrum og i praksis en bedre opdrager af Cal og Aron end deres biologiske far. Lee lærer dem Toraens 'timshel': 'Du kan vælge.' Dermed bliver 'East of Eden' mindre en fortælling om medfødt ondskab end om fri vilje. Ingen er nødvendigvis dømt til at gentage den foregående generations fejl.

'East of Eden' er indimellem mere kulørt slægtsroman end dybsindig analyse af menneskets natur. Og i sidste afsnit går den ellers stramme historie en smule i opløsning med stilbrydende surreelle sekvenser og et påklistret 'Alice i Eventyrland'-motiv.

Men det ændrer ikke på, at Florence Pugh leverer en præstation, der med statsgaranti udløser en Emmy.