Dette er filmen, der med ét slag gjorde debutanten Edward Norton til superstjerne i rollen som messedreng sigtet for mord på ærkebispen, godt støttet af en djævelsk god historie med Richard Gere i topform som den smarte, arrogante stjerneadvokat, der kan vende nederlag til sejr.

Hvis du ikke har set denne fremragende retssalsthriller, så gør det i aften. Den ligger på Netflix.

Jeg vil godt slå et slag for instruktøren, Gregory Hoblit, som også debuterede på biografmarkedet med dette værk. Inden da havde han øvet sig på tv-serier, og efter “Primal Fear” fulgte et par fremragende spillefilm, der har anbragt ham på min personlige instruktør-topti. Jeg taler her om mesterværkerne “Frequency” (med Dennis Quaid og Jim Caviezel) og “Fallen” (med Denzel Washington og John Goodman)), der blev fulgt af den knap så bemærkelsesværdige krigsfilm “Hart's War” (med Bruce Willis og Colin Farrell), før han igen slog overbevisende til med “Fracture” (med Ryan Gosling og Anthony Hopkins). Hans seneste spillefilm er “Untraceable” (med Diane Lane) fra 2008, og noget tyder på, at hans ballroom days are over. Men det er en flot perlekæde, han har efterladt sig, og jeg håber stadig på, han vender tilbage. Du kan trygt se enhver af hans få film. Han har aldrig for alvor jokket i spinaten.