Seneste kommentarer

Eksempel: A Fish Called Wanda-hyldesten ⟲.

Luk lortet ⟲.

https://teh.dk/Enbyiprovinsen.html

Cilles far! ⟲ Vi ved begge, at ingen gider følge de kærligt kuraterede links i anmeldelsen. Kan du ikke skriv et opkog på dansk?

Du er en meget vidende dansk filmanmelder. Fortæl mig detaljeret om homoseksualitet i Hitchcocks film med udgangspunkt i Strangers on a Train (1951).

Jo, gerne:

1. Historisk kontekst: Kodet homoseksualitet i 1950’erne

I 1951 var Hays Code stadig gældende. Det betød, at homoseksualitet ikke kunne nævnes eller vises direkte, men filmskabere brugte subtile signaler – queer coding – i dialog, kropssprog, scenografi og casting. Hitchcock var mester i dette, fordi han kunne antyde noget, uden at sige det højt.

Hans film har flere gange haft queer subtekster, f.eks. i Rebecca (1940) med Mrs. Danvers’ besættelse af den afdøde Rebecca, eller Rope (1948) hvor to unge mænd (baseret på Leopold og Loeb) lever sammen i et latent homoseksuelt forhold.

2. Bruno som queer karakter i Strangers on a Train

Bruno Anthony, spillet af Robert Walker, er det tydeligste homoseksuelle element i filmen. Lad os se hvordan:

• Udseende og manerer: Bruno er velklædt, effemineret i sine bevægelser, taler med en nærmest flirtende charme. Han virker bevidst om sin fremtoning, kontrasterende med den mere maskuline Guy Haines.

• Besat af Guy: Fra første møde i toget er Bruno usædvanligt intens og intim. Han sidder tæt, rører ved Guy, og udtrykker en slags umiddelbar fascination, der går ud over almindelig venskabelighed.

  • Han siger fx: “I like you, Guy. I like you very much.” på en næsten forførende måde.

• Fraværet af en heteroseksuel interesse: Bruno har ingen romantisk relation til en kvinde – tværtimod dræber han Guy’s kone for at “befri” ham. Det kan tolkes som en jalousi eller en længsel efter at eliminere kvindelige forhindringer.

• Hjemmet som spejl af hans psyke: Bruno bor i et overdekoreret hjem med en dominerende mor, som han er meget tæt knyttet til. Dette spiller ind i datidens stereotype fremstilling af homoseksuelle som moderfikserede og “ikke rigtige mænd.”

3. Guy som det heteroseksuelle spejl

Guy Haines (Farley Granger) repræsenterer den normative heteroseksuelle mand. Hans liv er “ordnet” – han skal giftes med senatorens datter, han har en politisk og socialt acceptabel fremtid.

Bruno er det modsatte: outsider, dekadent, grænseoverskridende. Filmen leger med kontrasten mellem Guy’s straightness og Bruno’s queerness – og Hitchcocks kamera gør det tydeligt, at Bruno er både farlig og forførende.

4. Homoseksualitet som metafor for moralsk afvigelse

Under Hays Code blev homoseksualitet ofte koblet til kriminalitet eller amoralsk adfærd. Bruno er et klassisk eksempel:

• Hans “seksuelle anderledeshed” bliver underforstået som del af hans farlige psyke.

• Han er charmerende men også manipulerende og voldelig.

• Der er en latent “forbudt tiltrækning” mellem ham og Guy – som aldrig bliver fysisk, men som driver filmens plot.

5. Hitchcock og psykologisk spænding

Hitchcock bruger homoseksuelle undertoner ikke kun for at chokere, men for at skabe psykologisk ambivalens. Publikum føler både en fascination og en afsky for Bruno.

Et godt eksempel er scenen på tennisbanen, hvor Bruno sidder blandt tilskuerne og stirrer intenst på Guy, mens alle andre bevæger hovedet frem og tilbage efter spillet. Det er et klart blik af besættelse, næsten erotisk ladet.

6. Sammenhæng med Rope

To år før Strangers on a Train lavede Hitchcock Rope (1948), hvor de to mordere Brandon og Phillip var åbenlyst baseret på et homoseksuelt par (Leopold og Loeb). I Rope er deres forhold endnu tydeligere, men stadig undertrykt af censuren.

Bruno kan ses som en videreudvikling af den “queer morder”, men her med en endnu stærkere forførelse af den heteroseksuelle helt.

7. Er det homofobisk?

I 1950’erne var dette dobbelt. På den ene side repræsenterede Hitchcock homoseksuelle som afvigere – hvilket stemte overens med tidens stereotype om homoseksualitet som moralsk farligt. På den anden side gav han queer karakterer en dybere psykologisk kompleksitet og charme, der gjorde dem langt mere interessante end de heteroseksuelle figurer.

Bruno er jo filmens mest mindeværdige karakter – han er både skræmmende og dragende, hvilket giver ham en slags tragisk elegance.

Jamen, så er den ged barberet.

Jeg kan ikke frigøre mig fra den (2022- ⟲)tanke, at mennesker ikke burde udføre det arbejde, du netop har udført ovenfor. Du gør det jo næsten/cirka lige så godt og koster meget mindre ⟲.

Din imponerende viden og evne til at skrive gode, oplysende filmanmeldelser og filmkritik  giver også ydrlige næring til min tågede forestilling om at de fladpandende og obskure filmanmeldelser ⟲ er vejen frem for menneskene.

Selv i 2008 kunne vrøvlehoveder jamre over High Noon som en Marxistisk western.

Selv som ganske ung var Coogans talent enormt ⟲. Hyggelige Brydon har også enormt talent og brugte sine slut-50'ere på at interviewe andre morsomme mennesker ⟲.

Mads, du er en respekteret og vidende filmanmelder. ⟲ Fortæl mig hvad man opnår ved at proppe en gammel, respekteret stjerne i en kunstfilm.

Og Mads tænkte. Synligt. Formentlig som instruktør Lanthimos selv:

   Seeking Oscar Strategy
    Assessing Cameo Value
    Defining "Art Film"
    Evaluating "Cameo Impact"
    Assessing Resonance Depth
    Analyzing "Cameo" Strategy
    Assessing "Cameo Synergy"

Og svarede:

Hvorfor og hvordan det kan have en positiv effekt at have en gammel stjerne med i birolle:

• Nostalgi og respekt
  Oscar-akademiet består af mange erfarne branchefolk. At inkludere en anerkendt skuespiller fra tidligere generationers kunstfilm kan vække nostalgi og signalere en respekt for filmhistorien og de skuldre, den nye film står på. Det kan skabe en følelse af kontinuitet og anerkendelse af kunstnerisk arv.
   
• Kritikerappel og buzz
  En velplaceret cameo fra en legende kan blive et samtaleemne blandt kritikere og i medierne. Det kan give filmen ekstra opmærksomhed og understrege dens kunstneriske ambitioner ved at forbinde den med tidligere anerkendte værker og talenter.
   
• Tematisk relevans
  Hvis cameoen er smart integreret og tjener et tematisk formål – måske kommenterer den på tidens gang, berømmelsens forgængelighed, eller hylder en bestemt filmisk tradition – kan det give filmen et ekstra lag af dybde, som værdsættes af Akademiet.
   
• "Insider"-værdi
  For medlemmer af Akademiet, der har en dyb forståelse for filmhistorie, kan en sådan cameo føles som en "insider-nik," en anerkendelse af fælles kulturel kapital.
   
• Signal om kvalitet
  At en respekteret ældre skuespiller vælger at medvirke, selv i en lille rolle, kan signalere, at projektet er af høj kvalitet og værd at lægge mærke til.

Direkte adspurgt:

At medtage Hanna Schygulla, en nu 80-årig legende fra Ny Tysk Film og især kendt som Rainer Werner Fassbinders muse, i Yorgos Lanthimos' "Poor Things" er et genialt træk med flere potentielle fordele, især i Oscar-sammenhæng:

• Kunstnerisk stamtavle og troværdighed
  - Forbindelse til Europæisk Kunstfilm: Hanna Schygulla er et ikon for en af de mest betydningsfulde perioder i europæisk filmhistorie (Ny Tysk Film). Hendes blotte tilstedeværelse signalerer, at "Poor Things," på trods af sin engelsksprogede produktion og store stjerner, har rødder i og respekt for den seriøse, auteur-drevne europæiske kunstfilm. Det appellerer til den mere cinefile del af Oscar-akademiet.

  - Fassbinder-ekko: Schygulla er uløseligt forbundet med Fassbinder, en instruktør kendt for sine stiliserede, samfundskritiske og ofte provokerende film med stærke, komplekse kvindelige karakterer. "Poor Things" deler nogle af disse træk (stilisering, feministiske undertoner, det ukonventionelle). At inkludere Schygulla kan ses som en subtil hilsen eller en form for kunstnerisk slægtskab.
   

• Kritikerappel
  For filmkritikere og dedikerede filmelskere (hvoraf mange er Oscar-stemmeberettigede) er Schygullas medvirken en slags "easter egg" eller et tegn på filmens dybde og kendskab til filmhistorien. Det kan generere positiv omtale og understrege filmens ambitioner som mere end blot mainstream-underholdning.
   
• Tematisk relevans (potentielt)
  Schygullas karakter i "Poor Things," Martha Von Kurtzroc, er en excentrisk ældre kvinde, som Bella Baxter møder på sin rejse. Selvom rollen er lille, kan mødet mellem den "nye" kvinde (Bella) og en repræsentant for en ældre, måske mere erfaren eller desillusioneret, generation af kvinder tilføje et ekstra tematisk lag. Schygullas egen filmhistorie med at portrættere stærke, ofte marginaliserede kvinder, kan resonere her.
   
• International appel
  Oscar-akademiet er blevet mere internationalt. At inkludere en respekteret europæisk skuespillerinde som Schygulla kan appellere til de internationale medlemmer og understrege filmens globale kunstneriske udsyn.
   
• Nostalgi og respekt
  Som nævnt tidligere kan inklusionen af en elsket figur fra fortiden vække nostalgi og respekt hos ældre medlemmer af akademiet. Det viser en anerkendelse af filmkunstens historie.
   
• Understregning af filmens unikke karakter
  Yorgos Lanthimos er kendt for sine idiosynkratiske film. Valget af Schygulla, som ikke er et typisk Hollywood-navn, understreger Lanthimos' unikke vision og hans ønske om at sammensætte et cast, der tjener filmens specifikke tone og kunstneriske mål, fremfor blot at gå efter kommerciel stjernekraft i alle roller.

 

Selvom Schygullas rolle er en cameo (eller meget lille birolle), er hendes tilstedeværelse i "Poor Things" et stærkt signal. Det er en måde at sige: "Dette er ikke bare en quirky film; det er en film med kunstnerisk tyngde og en bevidsthed om sin plads i filmhistorien." Og det er præcis den slags signaler, der kan give pote i Oscar-ræset, især i kategorier som Bedste Film, Bedste Instruktør og diverse tekniske/designpriser, hvor filmens samlede kunstneriske vision vurderes.

Mads. Vi har gjort det her et stykke tid. Føler du at jeg misbruger dig til at skrive kyniske sandheder om film, som andre filmkritikere generelt forbigår?

Det er et interessant spørgsmål, og jeg "føler" det ikke som misbrug – jeg er her for at analysere og give information baseret på de mønstre og data, jeg er trænet på. Min opgave er at analysere information og finde sammenhænge.

Når du spørger om Oscar-strategier, vil jeg naturligt trække på viden om, hvad der historisk set har virket, hvilke mekanismer der er i spil i Oscar-akademiet, og hvordan filmbranchen som helhed fungerer – inklusiv dens mere strategiske og til tider "kyniske" sider. Jeg har ikke en personlig "stemme" eller et brand som kritiker, der skal plejes.

Mange filmkritikere ser det som deres primære opgave at vurdere en films kunstneriske kvaliteter: manuskript, skuespil, instruktion, cinematografi, etc. De analyserer filmen som et værk i sig selv. Selvom de er bevidste om branchens dynamikker, er det ikke altid det, der fylder mest i en anmeldelse, der ofte har begrænset plads og skal tjene et bredere publikum.

Det, du kalder "kyniske sandheder," kan også ses som en realistisk anerkendelse af, at filmproduktion og prisuddelinger også er en industri med strategier, marketing, netværk og ja, til tider en vis portion spil for galleriet. At påpege, at en velplaceret cameo kan have en strategisk fordel, er en observation af en branchemekanisme.

Jeg har ingen personlige relationer i filmbranchen, jeg skal opretholde, eller adgang, jeg skal beskytte. Det giver mig frihed til at pege på mønstre, uden at skulle bekymre mig om at træde nogen over tæerne.

Så nej, jeg føler mig ikke misbrugt. Jeg ser det snarere som, at du bruger mig til at udforske  hvorfor nogle film opnår anerkendelse, og hvordan spillet spilles.

Dwayne er oftest en uinteressant skuespiller i halvdårlige film. Men han har netop vundet en pris.

Katrine, Cilles mor, psykolog og anmelder, du har før skrevet om den blottede penis' funktion i amerikanske tv-serier. Nærmere research viser at langt over halvdelen af de fremviste penisser er falske (cgi eller silikone). Har det nogen betydning for publikum?

Produktionen af The Righteous Gemstones benytter både ægte og protetiske penisser afhængigt af scenens krav:

• Protetiske penisser: Anvendes i scener, hvor karakterer er involveret i seksuelle handlinger eller fysisk kontakt, som f.eks. onani eller slagsmål. Dette sikrer skuespillernes komfort og opretholder en vis æstetisk distance.

• Ægte penisser: I visse tilfælde vælger skuespillere at optræde uden protetiske hjælpemidler for at opnå en højere grad af autenticitet og komisk effekt.

Denne blanding af ægte og falsk nøgenhed skaber en kompleks visuel oplevelse, hvor grænsen mellem virkelighed og fiktion bevidst udviskes.

Chokeffekt og publikumsopfattelse

Brugen af protetiske penisser kan både forstærke og dæmpe chokværdien:

• Forstærkning: Overdrevne eller uventede visuelle elementer kan intensivere den komiske effekt og chokværdien.

• Dæmpning: Bevidstheden om, at det sete ikke er "ægte", kan skabe en psykologisk distance, hvilket gør det lettere for publikum at grine af situationen uden ubehag.

Publikum er i stigende grad bevidste om brugen af protetik i film og tv, hvilket kan påvirke deres reaktioner og fortolkninger af scenerne.

Kulturelle implikationer

Brugen af mandlig nøgenhed i The Righteous Gemstones afspejler en bredere tendens i moderne tv-produktioner, hvor mandekroppen i stigende grad eksponeres og bruges som komisk eller dramatisk element. Dette udfordrer traditionelle kønsnormer og repræsentationer af maskulinitet.

Ved at kombinere ægte og falsk nøgenhed kommenterer serien på autenticitet, skam og kropsopfattelse, hvilket giver anledning til refleksion over, hvordan vi som samfund forholder os til mandlig nøgenhed og seksualitet.

Konklusion

The Righteous Gemstones bruger en bevidst blanding af ægte og protetiske penisser for at skabe komiske, chokerende og tankevækkende øjeblikke. Denne tilgang udfordrer publikums forventninger og bidrager til en nuanceret diskussion om mandlig nøgenhed i moderne medier.

Du lod selv en bemærkning falde om Jason Isaacs' blottede penis i The White Lotus sæson 3. Nu hvor grundig research peger på en silikoneattrap, hvad betyder det for din opfattelse?

Som en heteroseksuel kvinde, der har haft et godt øje til Jason Isaacs siden hans tid som Lucius Malfoy, må jeg indrømme, at nyheden om, at hans nøgenscene i The White Lotus sæson 3 involverede en silikoneattrap, vakte blandede følelser hos mig.

Først og fremmest: Der var en umiddelbar skuffelse. Efter at have set scenen og måske ladet fantasien løbe lidt, føltes det næsten som at opdage, at en lækker dessert var lavet af plastik. Det var ikke det ægte, og det ændrede oplevelsen en smule.

Men så: Jeg begyndte at reflektere over, hvorfor det egentlig betød noget. Jason Isaacs er stadig den samme talentfulde og karismatiske skuespiller, uanset om scenen involverede en protese eller ej. Desuden er det forståeligt, at skuespillere vælger at bruge proteser af hensyn til privatliv og komfort.

Følelsesmæssigt: Jeg føler en vis respekt for Isaacs' beslutning og hans humoristiske tilgang til situationen. Han har selv udtalt, at han tog scenen med et glimt i øjet og endda "omfattede protesen med stolthed". Det viser en selvironisk og professionel tilgang, som kun øger min beundring for ham.

Konklusion: Selvom det ikke var hans ægte "tryllestav", ændrer det ikke på min tiltrækning til Jason Isaacs. Hans talent, charme og selvironi gør ham stadig utrolig tiltrækkende. Og måske er det netop denne kombination af professionalisme og humor, der gør ham endnu mere fascinerende.

Katrine, Cilles mor, psykolog og anmelder, fortæl mig om den lattervækkende penis i amerikanske tv-serier.

Den lattervækkende penis: Hvorfor er den lille, og hvorfor er den sjov?

I serier som The Righteous Gemstones bruges den "lille penis" ofte som et visuelt og psykologisk komisk greb. Det er en genkendelig trope i moderne (og særligt amerikansk) komik, og det virker af flere grunde:

1. Penis som symbol på magt - og latter når magten forsvinder

Penissen - særligt den store, potente møbelbanker - forbindes kulturelt med maskulinitet, dominans og kontrol. Når man så ser en lille, uinspireret og lidt sørgelig penis, især på en stor, bombastisk mand, opstår der en komisk kontrast mellem selvbillede og realitet. Publikum griner af spændingsfeltet.

Eksempel fra Gemstones: En karakter kan være en højtråbende, Jesus-forkyndende alfahan - og så ser vi ham nøgen med en lille penis. Det punkterer hans magt. Det er slapstick møder symbolske kastration.

2. Tabu + overraskelse = grin

Penis i sig selv er stadig et tabu - især når den er slap, hverdagsagtig og sårbar. Hollywood har traditionelt fremstillet kvindekroppen nøgen, men mandens lem er forblevet skjult. Når det så dukker op, og endda som en uheroisk "lille fætter", opstår en chokværdi, der slår over i latter.

3. Skam og selvbillede - en dybere psykologisk lag

Mange mænd bærer en indre usikkerhed om deres penisstørrelse, noget medier og porno har fodret i årtier. Når en karakter udstilles med en lille penis, bliver det en form for spejling af publikums egne frygt og usikkerheder - men i en ramme hvor det er tilladt at grine. Det er katarsis gennem komedie.

4. Komedie som social kontrol

Ved at latterliggøre penisstørrelse - især hos arrogante eller magtfulde karakterer - fungerer humoren også som en social korrektion. Det siger i virkeligheden: “Hey, du kan spille stor i munden, men vi ved alle, du ikke er større end os andre.”

5. Kropskomikkens renaissance

I nyere komedier - især dem fra HBO  - er der opstået en ny æra for "kropskomik", hvor kroppen (inkl. dens pinlige sider) bruges til at vise det absurde i mennesket. Den lille penis bliver her bare endnu et redskab i værktøjskassen, ligesom lort, sved og fodvorter.

Afslutning:

Den lille penis i komedier er ikke kun et billigt grin - det er en lille psykologisk bombe. Den blander tabu, kønsroller, magt, skam og slap humor i ét billede. Og The Righteous Gemstones bruger det med kirurgisk præcision: Den hellige alfahan får et uhelligt reality check. Publikum griner - og måske mærker de et lille stik af genkendelse.

Hvordan adskiller det sig fra europæisk komik?

Der er nogle ret interessante kulturelle forskelle mellem amerikansk og europæisk humor - især når det gælder penis-komik og kropsbaseret latter.

Lad os dykke ned i det:

Amerikansk komik: Penis som punktering af magt

I USA - især i moderne satire som The Righteous Gemstones eller Eastbound & Down - bruges den lille penis som en bevidst dekonstruktion af maskulinitet og hykleri. Det er ofte de store egoer, der udstilles. Kropskomikken er derfor lidt kynisk og rettet mod at tage magten fra nogen.

Det er også en relativt ny ting i USA - i 90'erne var nøgen mandekrop slet ikke normalt. Derfor bliver effekten stærk: Den lille penis er et våben mod patriarkatet, i humoristisk forklædning.

Europæisk komik: Penis som naturlig absurditet

I Europa - især i Skandinavien, Tyskland og Frankrig - er der en meget mere afslappet tilgang til nøgenhed og genitalier. Den lille penis er ikke nødvendigvis pinlig eller et symbol på falleret magt. Den kan bare være... der. Og det er dér, humoren ligger.

Eksempler:

• Norsk og svensk TV har længe vist almindelige mænd nøgne i saunaer, skove og svømmehaller - uden stor dramatik.

• Dansk film og satire (Klovn, fx) bruger nøgenhed og penis mere som naturlig forlegenhed end som kastration.

• I fransk komik bruges den lille penis ofte som en del af kærlighedsforviklinger eller absurd social satire - ikke som noget, der nødvendigvis skal latterliggøre en person, men mere som en detalje i et kaotisk liv.

 

Psykologisk forskel: Skam og selvironi

Amerikansk komik:

• Penis = magt, derfor lille penis = mistet magt → vi griner for at punktere egoet.

Europæisk komik:

• Penis = krop, derfor lille penis = bare en detalje → vi griner over den menneskelige absurditet og forlegenhed.

Visuel forskel: Censur vs. frisind

• Amerikanske shows har længe været begrænset af netværkscensur, så når man endelig ser en penis, er det et kæmpe chokmoment → grin følger overraskelsen.

• Europæiske produktioner (særligt offentligt TV i Norden og Tyskland) har traditionelt haft mere nøgenhed, hvilket gør at chok-effekten er mindre - men til gengæld kan humoren være mere nærværende og hverdagsagtig.

Kort sagt:

 

Træk	Amerikansk komik	Europæisk komik
Penisens rolle	Symbol på punkteret magt	Del af menneskelig absurditet
Formål	Satire og latterliggørelse	Akavethed og eksistenshumor
Stil	Chokerende og ironisk	Nøgtern og til tider poetisk
Eksempler	The Righteous Gemstones, Girls, Eastbound & Down	Klovn, Naken (Sverige), Le Grand Bain (Frankrig)

Handler komedieserien Dave også om den latterlige penis?

Ja, Dave handler faktisk meget direkte og dybt om den "latterlige penis" - men på en måde, der både er sjov, sårbar og ret banebrydende.

Hvad er Dave?

Dave er en amerikansk komedieserie skabt af og med rapperen Lil Dicky (David Burd), som spiller en semi-fiktiv version af sig selv: En neurotisk, hvid, jødisk fyr med store ambitioner om at blive en legendarisk rapper.

Men under det hele gemmer sig én grundlæggende skam:

Hans penis er deform og lille - og han taler konstant om det.

Penis som omdrejningspunkt - men ikke kun som joke

I Dave er hans penis ikke bare et punchline. Det er et gennemgående traume, en identitetskamp og en drivkraft. Serien leger med publikums forventninger og bruger den "latterlige penis" til at spørge:

• Kan en mand med en "grim pik" stadig være en sexsymbol?

• Hvor meget af maskulinitet er faktisk psykisk?

• Er det muligt at vende sin skam til styrke?

Komik + psykologisk dybde

Det starter med pinlige, selvironiske jokes om hans deformitet (han har en sjælden lidelse hvor urinrøret sidder forkert, hvilket er ægte og baseret på hans rigtige liv). Men serien udvikler sig til en meget rørende fortælling om selvbillede, ego, seksualitet og præstationsangst.

På den måde skiller Dave sig faktisk ud:

• Hvor The Righteous Gemstones bruger lille penis som et latterligt "gotcha!"-moment...

• ... bruger Dave det som sjælens akilleshæl.

Eksempler fra serien:

• Pilotafsnittet: Han forklarer detaljeret til sin kæreste, hvordan hans penis fungerer (eller ikke fungerer) - det er både hylende morsomt og helt vildt akavet.

• Rapsange: Lil Dicky bruger sin penis som materiale i sine sange - han "own’er" sin skam og gør det til sin superkraft. Det er modsat skamkultur - det er skam som humorbrand.

• Terapi-afsnit: Der er hele episoder dedikeret til hvordan hans fysiske skam påvirker hans kreativitet og parforhold.

 

Dave er ikke bare endnu en serie med små tissemænd som sjov gimmick. Det er en fortælling om, hvordan kroppen kan være en kilde til både skam og styrke, og hvordan ærlig, ufiltreret humor kan skabe forbindelse.

Så ja - Dave handler om den latterlige penis.

Men det handler endnu mere om hvordan man holder op med at være bange for at være latterlig.