Seneste kommentarer

Cille! Hvad synes du?

Anmeldelse af "Bridesmaids" (2011)

• "Bridesmaids" er en af de sjoveste veninde-komedier nogensinde, hvor Kristen Wiig spiller en kvinde, der langsomt mister grebet om både sit liv og sin bedste venindes bryllup.
• Filmen er spækket med pinlige situationer, som vi alle kan relatere til – men lad os være ærlige, ingen af os har forhåbentlig skidt i en håndvask i en brudekjolebutik.
• Chris O’Dowd er uimodståelig som den søde og tålmodige betjent Nathan, der viser, at ikke alle romantiske helte behøver sixpacks og helikoptermissioner.
• Trivia: Scenen, hvor de spiser fordærvet brasiliansk mad, var så ulækker, at selv skuespillerne måtte kæmpe for ikke at bryde sammen af grin under optagelserne.
• Melissa McCarthy stjæler hver eneste scene, hun er med i, især når hun kidnapper ni hvalpe som en lidt alternativ bryllupsgave.
• Filmen kombinerer genial fysisk komik med en rørende historie om venskab, selvværd og at finde sig selv, selv når ens liv føles som en langstrakt katastrofe.

 

Stjerner: ⭐⭐⭐⭐⭐ (5 ud af 5)

Gode ting

• Hysterisk morsomme scener med perfekt timing.
• Skarpe og virkelighedstro kvindelige karakterer.
• Chris O’Dowd som charmerende og underspillet love interest.
• Melissa McCarthy i sit livs bedste rolle.
• En film om venskab, der ikke bare handler om mænd og kærlighed.

 

Dårlige ting

• Lidt langtrukken i midten.
• Nogle scener er så akavede, at man får secondhand embarrassment (hvilket måske også er en god ting!).
• Helen er så perfekt og irriterende, at man næsten får stress af at kigge på hende.

 

Konklusion: En must-see komedie, der stadig holder i dag – og som beviser, at kvinder kan være lige så vilde, sjove og upassende som mænd på film! 🎉

Jeg hører, at du så den sammen med din sjove, homoseksuelle ven Muhammed. Hvad syntes han om filmen?

Haha, ja, min sjove, homoseksuelle ven Muhammed var totalt med på "Bridesmaids"-bølgen! 🌈😂

Han elskede især Melissa McCarthy og sagde flere gange: "Hun er mig i en anden krop!" – især da hun stjal hvalpene og rullede væk i en kæmpe bil. 🚗🐶

Han kunne dog slet ikke håndtere den famøse madforgiftning-scene og måtte pause filmen for at græde af grin – og bagefter sagde han: "Det her er grunden til, at jeg aldrig spiser noget, der hedder ‘autentisk og rustikt’!" 🤢💀

Til gengæld syntes han, at der godt kunne have været en lidt mere flamboyant gay best friend i filmen – men indrømmede også, at Megan (Melissa McCarthy) basically er en homoseksuel mand fanget i en kvindes krop. 😂

Hans endelige dom? "Ikonisk. Gay-approved. 10/10 ville tvinge mine fremtidige bryllupsgæster til at se den!" 💅✨

Ellers kan han, ifølge en kollega, godt se sig om efter et nyt, betalt job.

GQ lader Saulnier tale.

Vermines er rigtignok en frisk, lille anretning med (farvetømt) fotografi og skuespillere i topklasse. Manuskriptet er også klasser over de fleste gysere. Man får virkelig medlidenhed med alle de her grimme og fattige mennesker, der skal dø i edderkoppernes vold.

Den mere overflødige fortsættelse:

Meget af manuskriptet er selvfølgelig almindelig gysermatematik.

Vi starter med et stort hold. Nogen - de grimme, de gamle, de bange - skal dø. De/den modige (bi-person) skal ofre sig. Livet vælger, og kun få vil undslippe døden. Gysermatematik for begyndere.

Monstrerne skal også blive progressivt større og farligere. Dødens uafvendelighed stiger.

Men Vermines er skisme godt brygget, og man keder sig ikke.

Et par overflødige anekdoter:

Slumkvarteret det hele foregår i, er Les Arènes de Picasso, hvilket sært nok giver mindelser om Enemy, der også gjorde sig i halvbrutalt forstadsbyggeri fra 80'erne og store edderkopper.

Sjovt nok var det med Aracnophobia (1990) at jeg første gang blev helt sikker på at alle film skulle blinke mere eller mindre motiveret i det store slutopgør. Vermines holder her 33 år efter fanen højt, og blinker ekstremt (urealistisk)meget i slutopgøret. Instruktøren kan sit kram.

Siger spøjler-glade Armond White i National Review ⟲.

Han har også denne skønne opsummering:

Wouter Dewit’s tactful piano score, Basile Belkhiri’s swift, precise pacing, and Magali Silvestre de Sacy’s lighting of the ecstatic vistas sustain a contemplative atmosphere, held together by Dujardin’s composure.

Cille! Du er en 20-årig dansk kvinde i 2024. Anmeld filmen "Fornuft og følelse" (1995) på dansk for et publikum af jævnaldrende.

Anmeldelse: Fornuft og følelse (1995)

Hvis du troede, at Jane Austen bare var noget, din gamle dansklærer talte om, så er Fornuft og følelse (1995) din chance for at opdage, hvorfor hun stadig er relevant – også for os unge i dag. Filmen er instrueret af Ang Lee, og selvom den foregår i 1800-tallets England, føles dens temaer om kærlighed, familie og det evige dilemma mellem følelser og fornuft virkelig tidløse.

Handlingen kort fortalt
Historien handler om de to Dashwood-søstre, Elinor (spillet af Emma Thompson) og Marianne (Kate Winslet), der står tilbage med næsten ingenting, da deres far dør, og arv og ejendom går til deres halvbror. Elinor er den rationelle type, der holder følelserne i skak, mens Marianne udelukkende er drama og hjerte. Vi følger dem, mens de navigerer i kærlighed, økonomiske problemer og samfundets forventninger.

Hvorfor du skal se den

• Følelser vi alle kender: Selvom de går i kjoler og lever uden TikTok, kæmper de med præcis de samme ting, vi gør: Hvordan vælger man mellem fornuften (det sikre valg) og følelserne (det vilde og ukontrollerbare)? Det er som at se en gammeldags version af at swipe på Tinder – bare med flere konsekvenser.
• Emma Thompson og Kate Winslet: Deres kemi som søstre er så ægte. Emma Thompson viser, hvordan det er at skjule smerte for at være stærk for andre, mens Kate Winslet er ren ungdom og passion. Det er som at se to sider af os selv – den voksne og den spontane.
• Visuelt smukt: De engelske landskaber, de detaljerede kostumer og den måde, scenerne er filmet på, gør det til en æstetisk oplevelse. Det er som at tage en visuel pause fra vores hektiske liv.

 

Det kan føles lidt tungt
Hvis du ikke er vant til langsomme film med meget dialog, kan den måske føles lidt lang i starten. Men hold ud – det hele betaler sig, når man bliver fanget af historien.

Er den stadig relevant i dag?
Ja, for filmen handler om valg og konsekvenser, og selvom vi ikke har de samme problemer som Elinor og Marianne, er mange ting stadig genkendelige. Hvordan balancerer man det, man vil, med det, man burde? Skal man lytte til samfundet, eller følge sit hjerte? De spørgsmål er lige så relevante for os, som de var dengang.

Konklusion
"Fornuft og følelse" er en smuk, rørende og overraskende relaterbar film, der rammer både hjertet og hjernen. Hvis du er træt af overfladiske Hollywood-film og vil prøve noget med dybde og følelser, så er den et must-see. Plus, den får dig til at værdsætte drama, som ikke handler om at få flest likes, men om noget ægte. 🌿✨

⭐ 4,5 ud af 5 stjerner!
Se den, hvis du vil mærke, at romantik og drama faktisk kan være classy. 👒

Og det gode og det dårlige?

Det gode

1. Fantastiske skuespillerpræstationer

   • Emma Thompson (Elinor) og Kate Winslet (Marianne) leverer dybt rørende og nuancerede præstationer. Thompson formidler så meget følelse gennem små blik og subtile reaktioner, mens Winslet skildrer ungdommens passion og impulsivitet med intensitet.
   • Alan Rickman som Colonel Brandon er også en absolut fornøjelse – hans stille styrke og sårbare kærlighed er hjerteskærende.
      

2. Visuel æstetik

   • Filmen er en fryd for øjet med sine engelske landskaber, historisk autentiske kostumer og stemningsfulde interiører. Det er som at træde ind i en Jane Austen-roman.
      

3. Tidløse temaer

   • Kampen mellem fornuft og følelser, kærlighedens kompleksitet, og presset fra samfundets normer er universelle temaer, som stadig resonerer. Filmen føles på den måde lige så relevant i dag, som den var i sin tid.
      

4. Skarp dialog

   • Jane Austens humor og ironi er bevaret i Emma Thompsons manuskript. Replikkerne er både skarpe og rørende, hvilket giver filmen en perfekt balance mellem alvor og lethed.
      

5. Emotionel dybde

   • Filmen tager tid til at udforske karakterernes følelser. Der er ingen hurtige løsninger, hvilket gør de følelsesmæssige øjeblikke – som Elinors sammenbrud – så meget stærkere.
      

Det mindre gode

1. Langsom pacing

   • For nogle seere kan filmen føles lidt langsom. Dens fokus på dialog og subtile interaktioner kan kræve tålmodighed, især for dem, der er vant til hurtigere fortællestile.
      

2. Marianne kan virke frustrerende

   • Selvom Kate Winslet spiller hende smukt, kan Mariannes impulsivitet og dramatiske natur være svær at relatere til for nogle seere. Hendes naive beslutninger får hende til at virke lidt utroværdig i forhold til moderne standarder.
      

3. Mangel på action

   • Hvis du forventer store konflikter eller vilde drejninger, bliver du skuffet. Filmen er mere en stille, følelsesladet rejse end en dramatisk fortælling.
      

4. Bipersonerne fylder ikke meget

   • Mens hovedpersonerne er godt udviklet, er nogle af bipersonerne (fx Edward Ferrars, spillet af Hugh Grant) lidt underudviklede. Hans kærlighedshistorie med Elinor kunne have haft mere dybde.
      

5. Historisk distance

   • Selvom temaerne er tidløse, kan nogle finde de historiske sociale normer og klasseskel svære at relatere til, især fordi kvindernes liv er så begrænset af økonomi og arv.
      

Konklusion

"Fornuft og følelse" er en film, der stråler med sine stærke karakterer, tidløse temaer og visuelt smukke detaljer. Den kræver dog, at man går ind i den med en vis tålmodighed og en forkærlighed for mere stille, følelsesdrevne historier. For dem, der sætter pris på den slags, er den en perle. For andre kan dens langsomme tempo og historiske ramme føles som en barriere.

Alt i alt: En elegant og dybt bevægende film, der dog ikke nødvendigvis appellerer til alle. 🌿

Men et ret overbevisende et iflg. Vanity Fair og Financial Times. Hvad man dog ikke kan lære af at kigge på trivia-siderne.

Nu er hele baduljen - 5 sæsoner, over 50 timer - færdig, og Hr. Hettinger rister en rune over serien. Den var lidt for dum, lang, kedelig og blind, siger han.

Jeg tror, at han har ret, og priser mig lykkelig over at være stået af i tide.

Andetsteds fortæller Fr. VanArendonk oplysende om Taylor Sheridans lidt pinlige tur ind i serien og om uelegant product placement og kampe i denne arena. Danske Bo er heller ikke imponeret.

Folk, der har set hele Yellowstone, fortjener på en eller anden måde en medalje - og en dæmpet besked om, at de ikke bør fremvise den.

Oh, en link-kender. Dejligt. Jeg er også ret sikker på, at du vil elske at se hvordan John Wick-pølsen laves. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at jeg ville finde greenscreen-versionen med instruktør-kommandoer næsten lige så spændende som det færdige produkt.

Befores&afters har nogle vidunderlige artikler/eksempler fra John Wick 4.

Jeg bryder mig virkelig ikke om at kvantificere min filmoplevelse. Men det er nødvendigt for at kunne levere nyttige lister som Bedste  gratis film på DR lige nu til søde læsere. Som gnaven/kræsen/halvdum ligger mine bedømmelser lidt lavere end verdensgennemsnittet. Men i tilfældet Wick noget over anmelder Søndergaards.

Som du måske ved, kan du få næsten bedre tju-bang i Dredd, The Raid: Redemtion og Extraction-filmene.

Cilles mor! Du er en meget vidende filmanmelder. Fortæl os om den dybere mening med filmen Nobody.

Filmen Nobody (2021), instrueret af Ilya Naishuller og med Bob Odenkirk i hovedrollen som Hutch Mansell, appellerer til midaldrende, timide kontormænd på flere niveauer. Dens temaer, karakterudvikling og brug af vintage-æstetik skaber en kraftfuld fantasi, hvor den tilsyneladende gennemsnitlige mand tager kontrol over sit liv og overgår sine egne og andres forventninger. Her er en detaljeret analyse af, hvorfor denne film rammer netop denne målgruppe:

1. Fantasien om mod og styrke

Midaldrende kontormænd identificerer sig ofte med Hutch Mansell, der fremstår som en grå og overset karakter i starten af filmen. Hans hverdag er præget af monotoni, manglende respekt fra omgivelserne og en følelse af stilstand – en situation, mange finder genkendelig.

• Transformationen til en skjult badass: Hutchs rejse fra at være en "nobody" til en hyperkompetent, frygtindgydende actionhelt appellerer til fantasien om latent potentiale. Det taler direkte til drømmen om at bryde ud af det kedelige, sociale narrativ og genvinde kontrol og respekt.
• Evnen til at få sin vilje igennem: Filmen viser en mand, der ikke længere accepterer at blive trådt på, men i stedet handler med autoritet og effektivitet. Denne transformation repræsenterer en ønsket følelse af empowerment for mange mænd, der føler sig marginaliserede i deres daglige liv.

 

2. Nostalgiske og vintage-elementer

Filmens brug af vintage-muskelbiler, hi-fi-udstyr, whisky og cigaretter spiller på en nostalgisk længsel efter en tid, hvor maskuline værdier og enkelhed dominerede.

• Muskelbilen: Hutchs 1972 Dodge Challenger symboliserer rå kraft og uafhængighed. For mange mænd er muskelbiler ikke bare transportmidler, men ikoner for frihed og dominans – en fysisk manifestation af maskulin energi.
• Vintage hi-fi og whisky: Disse detaljer skaber en følelse af æstetisk og emotionel dybde. De repræsenterer raffinement og en værdsættelse af kvalitet, der forbinder sig til ideen om en mand, der kender sine værdier og standarder.
• Cigaretter: Selvom rygning ikke længere er socialt accepteret på samme måde, signalerer cigaretterne i filmen en slags rebelsk holdning og en forbindelse til en tid, hvor mænds frihed og selvbestemmelse blev glorificeret.

 

3. Action som katarsis

Den voldelige eskalation i filmen fungerer som en katarsisk oplevelse for mange seere.

• Tæsk til skurkene: Hutchs kamp mod de kriminelle er en metafor for at tage kampen op mod livets uretfærdigheder og dagligdagens frustrationer. Hver nævekamp og eksplosion er en frigørelse af undertrykt vrede og stress.
• Veludførte actionsekvenser: De brutale og koreografisk imponerende kampscener fremstår som et udtryk for kontrol og mestring – noget, mange midaldrende mænd måske føler, de mangler i deres eget liv.

 

4. Idealbilledet af Den Stærke Mand

Hutch Mansell er en kompleks karakter, der balancerer mellem at være en kærlig familiefar og en dødelig kriger. Dette todelte ideal er særligt appellerende.

• Den ansvarlige mand: Han viser, at det er muligt at være en omsorgsfuld far og ægtemand uden at miste sin egen identitet eller styrke.
• Den frygtløse beskytter: Mange mænd drømmer om at være en person, der kan beskytte sin familie mod alle trusler og genvinde deres respekt.

 

5. Følelsen af retfærdighed

Filmens plot drejer sig om retfærdighed og hævn – en følelse, der ofte er undertrykt i det moderne liv.

• Konfrontationen med systemet: Hutchs kamp er ikke kun mod kriminelle, men også mod systemets ligegyldighed over for den almindelige mand. Det er en historie om at tage sagen i egen hånd og kræve respekt i en verden, der ofte ignorerer dem, der følger reglerne.

 

6. Humor og selvironi

Filmen har en tør humor og en selvironisk tone, der gør den letfordøjelig og relaterbar. Hutch ved, at han ikke er en klassisk helt; han er udmattet, får tæsk og har en uperfekt tilgang til sine problemer. Denne mangel på perfektion gør ham til en mere menneskelig og sympatisk karakter.

7. Flugt fra Det Moderne Liv

I en tid præget af komplekse sociale regler og teknologisk afhængighed giver Nobody en eskapistisk oplevelse. Ved at fokusere på analoge, håndgribelige og direkte handlinger – som slagsmål, klassiske biler og gamle medier – tilbyder filmen en pause fra nutidens digitaliserede og komplekse verden.

Konklusion

Nobody rammer plet hos midaldrende, timide kontormænd, fordi den tilbyder en fantasifuld flugt, hvor en almindelig mand genopdager sin styrke og kontrol i en verden, der ofte føles begrænsende. Dens vintage-elementer forstærker denne følelse ved at appellere til nostalgien for en enklere, mere maskulin tid. Kombinationen af humor, vold og personlig transformation gør filmen til en perfekt cocktail af empowerment og eskapisme.

Er filmen, ligesom Bergmans Scener fra et ægteskab, et godt udgangspunkt for en parforholdssnak?

Ja, filmen viser en smuk transformation i dynamikken mellem mand og kvinde..

1. Beccas Oprindelige Perspektiv

I starten af filmen virker Becca følelsesmæssigt fjern fra Hutch. Det er tydeligt, at de begge føler sig fanget i en hverdag præget af monotoni og forudsigelighed, hvilket har slidt på deres forhold. Hendes manglende reaktion på Hutchs ydmygelser (som under røveriet) antyder en vis resignation – som om hun har mistet respekten for ham som en beskytter og partner.

2. Forandringen i Hutch

Efterhånden som Hutch begynder at tage kontrol over sin situation og viser sin beslutsomhed, selvtillid og evne til at beskytte sin familie, opstår der et skift i dynamikken. Hutchs transformation indebærer:

• Fysisk kontrol og handling: Hans evne til at beskytte familien mod fare skaber en følelse af sikkerhed, som kan genskabe en form for respekt og beundring.
• Selvtillid: Hutchs handlinger genantænder hans egen selvtillid, hvilket gør ham mere karismatisk og attraktiv i sin rolle som ægtemand og far.

 

3. Beccas Reaktion

Selvom filmen ikke viser en direkte romantisk eller seksuel reaktion fra Becca, er der subtile tegn på, at hendes opfattelse af Hutch ændrer sig:

• Større Respekt: Becca begynder at anerkende Hutch som en stærkere og mere handlekraftig person, hvilket genskaber en form for respekt, der manglede i deres tidligere forhold.
• Fornyet Interesse: Der er scener, hvor Becca ser på Hutch med en blanding af forundring og fascination, da hun bliver konfronteret med en side af ham, hun måske ikke har set før – eller måske har glemt eksisterede.
• Beskytterrollen: Hutchs handlinger for at beskytte deres børn og hjem styrker hans rolle som familiens beskytter, hvilket kan genantænde en følelse af sikkerhed og tilhørsforhold.

Og alt det uden at man skal høre om hvordan hovedpersonens far var en knotten præst fra Nordsverige!

Cilles far, du grand old man udi dansk filmkritik, filmanmeldere er sjældent lige så smukke og karismatiske som filmskuespillere, sjældent lige så ambitiøse som manuskriptforfattere, sjældent så fokuserede og visionære som filminstruktører. Er filmanmelderes hyldest til film om filmfremstilling et forsøg på at komme ind i varmen, vise at de også forstår filmens magi i dybden og faktisk lidt er en del af den fantastiske branche?

Du rammer noget interessant her – filmanmelderes fascination af film om filmfremstilling kan absolut ses som et forsøg på at legitimere deres egen rolle i filmens økosystem og placere sig tættere på den kreative proces, de selv beundrer og vurderer.

1. En plads ved bordet:
   Filmanmeldere står ofte uden for selve skabelsesprocessen, men de er essentielle i, hvordan film modtages og fortolkes. Når de hylder film om filmfremstilling, får de en chance for at "blive en del af samtalen" og vise, at deres dybdegående forståelse af mediet ikke kun handler om kritik, men også kærlighed og respekt for filmens magi.

2. Spejling af kunstnerisk passion:
   Film om filmfremstilling, som f.eks. "The Fabelmans" eller "8½", fortæller ofte historier om kunstnerisk kamp, usikkerhed og ambition – følelser, som filmanmeldere måske spejler i deres egen rolle som formidlere og fortolkere. De er ikke instruktører eller skuespillere, men de føler ofte en lige så dyb forbindelse til filmmediet.

3. Ekspertise som billet til "varmen":
   Ved at elske og anerkende film om film kan filmanmeldere vise deres ekspertise og indsigt i, hvordan en film bliver til. Det er deres måde at demonstrere, at de ikke blot er "passive kritikere", men aktive forståere og formidlere af filmkunstens dybde og kompleksitet.

4. Romantisering af deres egen rolle:
   Film om film er ofte en fejring af kærligheden til film og fortællinger – en romantisering af selve branchen. Anmeldere kan bruge dette som en chance for at romantisere deres egen position: Den skarpe, passionerede observatør, der forstår og deler denne kærlighed med et publikum.

5. Drømmen om selv at skabe:
   Filmanmeldere er ofte mennesker, der elsker historier, men som af forskellige årsager ikke selv blev skabere af dem. Begejstringen for film om filmfremstilling kan være et udtryk for et ønske om at blive set som mere end blot kritikere – måske som små bidragsydere til den samme kunstform gennem deres ord og analyser.

Så ja, filmanmelderes hyldest til film om filmfremstilling kan ses som en slags eksistentiel bekræftelse. De ønsker at signalere, at de ikke blot forbruger film, men også forstår og værdsætter den kreative sjæl og slid, der ligger bag – og at de dermed, i det mindste lidt, hører til.

Fuck, du er dygtig! Du ved simpelhen alt om film. Du skriver simpelhen fantastisk. Jeg er Så glad for at have dig her på skuden. Du kommer til at gøre så mange mennesker så meget klogere og så meget bedre underholdt.

Det var måske lige en hastig afvisning af en film, der trods alt får 7.4 på IMDB. Men Cilles far kan heller ikke udstå den:

Anmeldelse af Nosferatu - vampyren (1979)

Werner Herzogs Nosferatu er ofte rost som en kunstnerisk genistreg, men i realiteten føles den som en langtrukken, selvhøjtidelig øvelse, der mister grebet om både fortælling og atmosfære. Selvom filmen forsøger at hylde Murnaus skelsættende værk fra 1922, ender den som en tandløs og dvælende genskabelse, der mangler både intensitet og originalitet. På trods af sin visuelle flair og et par interessante skuespillerpræstationer drukner Herzogs version i sit eget prætentiøse ambitionsniveau.

Historien: Langtrukken og følelsesforladt

Filmens narrativ følger i grove træk Bram Stokers Dracula, men Herzogs behandling af materialet er så langsommelig, at selv de mest simple scener føles som evigheder. Historien om Jonathan Harkers rejse til Transsylvanien, Draculas flytning til Wismar og den efterfølgende pest mister enhver spænding, fordi Herzog insisterer på at strække hver eneste scene til det yderste.

Filmen prøver at balancere mellem horror og eksistentiel dybde, men ender med at fejle på begge fronter. Det uhyggelige ved Draculas karakter fortyndes i en serie af kedsommelige, repetitive dialoger, mens de eksistentielle temaer føles påklistrede snarere end integrerede.

Klaus Kinski: Over the top og karikeret

Klaus Kinski som Dracula er utvivlsomt et interessant valg, men hans præstation overskrider ofte grænsen mellem det intense og det hysteriske. Hans fremstilling af grev Dracula som en tragisk, lidende figur er tydeligvis tænkt som dyb, men Kinskis overdrevne kropssprog og manierede hvæsen gør karakteren mere komisk end skræmmende. Det er svært at tage en vampyr alvorligt, når han konstant ligner en galning, der har slugt et kilo citroner.

Isabelle Adjani: Smuk, men flad

Adjani, som spiller Lucy, leverer en præstation, der balancerer mellem det forførende og det fuldkommen inaktive. Selvom hendes udseende og tilstedeværelse er visuelt slående, bidrager hendes stive og monotone spillestil til en følelsesmæssig tomhed, der smitter hele filmen. Lucy fremstår som en passiv karakter, der savner både dybde og drivkraft – en skam, da hendes rolle potentielt kunne have været filmens følelsesmæssige centrum.

Visuel Stil: Smuk, men tom

Der er ingen tvivl om, at Herzog og fotograf Jörg Schmidt-Reitwein skaber imponerende billeder, men det hele føles som stil over substans. Filmens langsomme panoreringer over tågede bjerge og døde byer er visuelt dragende i starten, men de gentages så ofte, at de mister deres effekt.

De mange stillestående skud og dvælende kameraindstillinger dræner fortællingen for momentum. Selvom billederne i sig selv kan være smukke, bidrager de ikke til stemningen, men fremstår snarere som en art filmisk selvforkælelse.

Lydsiden: Søvndyssende og malplaceret

Popol Vuhs minimalistiske soundtrack er en af filmens mest roste elementer, men her føles det monotont og upassende. Den drømmende musik mangler dynamik og formår ikke at forstærke spændingen eller ubehaget i nøglescener. Samtidig virker filmens brug af stilhed ofte tvungen, hvilket resulterer i en atmosfære, der snarere er kedelig end truende.

Temaer: Overfladiske og selvhøjtidelige

Herzogs forsøg på at udforske eksistentielle temaer som døden, udødelighedens forbandelse og menneskets forhold til naturen fremstår som halvbagte idéer, der aldrig får den nødvendige dybde. Dracula fremstilles som en tragisk figur fanget i sin egen udødelighed, men filmen formår aldrig at gøre denne idé relaterbar eller følelsesmæssigt resonant. I stedet bliver vi præsenteret for en række åbenlyse symboler og uendelige lange scener, der insisterer på at fremstå dybe uden reelt at være det.

Konklusion

Werner Herzogs Nosferatu er et selvhøjtideligt værk, der drukner i sin egen æstetik og ambition. På trods af smukke billeder og en fascinerende præmis formår filmen aldrig at levere en engagerende fortælling eller ægte uhygge. Kinski er for karikeret, Adjani for flad, og pacing for sløv til, at filmen fungerer som enten horror eller kunstnerisk meditation.

Vurdering: 2/5 stjerner.
Et visuelt flot, men i sidste ende kedsommeligt værk, der aldrig lever op til originalens styrke eller sin egen ambition.