Nyeste kommentarer
-
Cilles far har flere ord
-
Løs på tråden set med vidende, kunstige øjne
-
Løs på tråden med unge, kunstige øjne
-
Og endnu en afvisning.
-
"Du skal visiteres i bund".
-
"- Jeg fucking kvæler dig,
Stevens notitser
Seneste Illustration
Populæreste kommentarer
Nyeste anmeldelser
Forslag?
Seneste kommentarer
-
ChatGPT! ⟲ Anmeld filmen Enemy (2013) meget detaljeret. Afslut med at fortælle hvad der er godt og hvad der er dårligt.
"Enemy" (2013), instrueret af Denis Villeneuve og baseret på romanen "The Double" af José Saramago, er en foruroligende psykologisk thriller, der leger med temaer som identitet, kontrol og den menneskelige underbevidstheds mørkeste kroge. Filmen er dybt symbolsk, surrealistisk og spænder over flere tolkningslag, der udfordrer publikums opfattelse af virkeligheden.
Plot og narrativ
Historien følger Adam Bell (spillet af Jake Gyllenhaal), en historieprofessor, som lever et monotont liv uden større engagement eller begejstring. Hans rutine ændres drastisk, da han en dag opdager sin dobbeltgænger, Anthony Claire, en skuespiller med en identisk fysik og stemme. Adam opsøger Anthony, hvilket fører til en stadig mere surrealistisk og spændingsfyldt udforskning af deres fælles eksistens.
Filmens handling er ikke lineær, og den udnytter en ikke-traditionel narrativ struktur, hvor scenerne veksler mellem drømmeagtige sekvenser og den virkelige verden. Villeneuve skaber med vilje forvirring, så publikum bliver usikre på, hvor meget af handlingen der finder sted i Adams sind, og hvad der faktisk sker i virkeligheden.
Tematik og symbolik
"Enemy" er tungt ladet med symbolisme, især med brug af edderkopper som et gennemgående motiv. Edderkopperne repræsenterer forskellige aspekter af Adams frygt og kontrol, især hans angst over kvinder og intimitet. Vi ser gentagne gange billeder af edderkopper, hvilket bidrager til en følelse af ubehag og klaustrofobi. Et ikonisk øjeblik i filmen er, da vi ser en kæmpe edderkop krybe over byen, hvilket kan ses som en metafor for kvindens dominans eller en manifestation af Adams indre frygt.
Adam og Anthony repræsenterer også to sider af samme person, hvilket antyder en splittelse mellem det undertrykte og det udlevede selv. Adam er introvert og forsigtig, hvorimod Anthony lever et mere risikobetonet liv fyldt med fristelser. Denne dualitet kan ses som en manifestation af det, Freud ville kalde "egoet" og "id'et" - to modstridende sider af Adams personlighed.
Visuelle Elementer og atmosfære
Villeneuve bruger meget af sin visuelle stil til at skabe en konstant følelse af paranoia og uro. Farvepaletten er domineret af grå og gul-beige toner, hvilket giver hele filmen en nærmest kvælende, klaustrofobisk atmosfære. Toronto bliver skildret som en anonym og dyster storby, der spejler Adams indre tilstand. Lange, stille optagelser, til tider kun akkompagneret af et dissonant soundtrack, bygger en konstant spænding op uden nødvendigvis at give et klimaks.
De visuelle billeder og brugen af spejle fungerer som kraftige symboler på Adams introspektion. Filmen spiller med begrebet spejling og identitet, og scener med genspejlinger understreger den usikkerhed, Adam oplever omkring sin eksistens.
Skuespil og karakterarbejde
Jake Gyllenhaal leverer en imponerende præstation i rollen som både Adam og Anthony. Hans evne til at fremstille de to karakterer som distinkte personligheder, selv om de fysisk er identiske, er bemærkelsesværdig. Forskellene i kropssprog og toneleje bidrager til publikums oplevelse af, at der virkelig er tale om to separate personer, selvom de måske i virkeligheden bare er forskellige aspekter af én mand.
Sarah Gadon spiller Adams kæreste Mary og er i rollen en vigtig katalysator for Adams indre transformation. Hendes karakter bidrager til at kaste lys over de kvindelige karakterers rolle i filmen, som til dels synes at blive brugt til at illustrere Adams følelsesmæssige forviklinger og frygt for intimitet.
Hvad er godt ved filmen
- Atmosfære og stil: Villeneuve har skabt en film, der emmer af mystik og spænding. Det visuelle udtryk og farvepaletten skaber en følelse af uro, der effektivt forstærker filmens narrativ.
- Jake Gyllenhaals præstation: Gyllenhaal bærer filmen med en dualistisk præstation, som gør karakterens indre konflikt troværdig og fascinerende.
- Tematisk dybde: Filmens leg med identitet og psykologiske temaer gør den til en interessant oplevelse, der giver stof til eftertanke længe efter rulleteksterne er færdige.
- Symbolik: Symbolerne, særligt edderkopperne, tilføjer en drømmeagtig og næsten mareridtsagtig kvalitet til filmen, der gør, at den kan tolkes på mange niveauer.
Hvad er dårligt ved filmen
- Uklar fortælling: "Enemy" er ikke en film for alle. Den er meget abstrakt og forklarer ikke sine temaer direkte, hvilket kan være frustrerende for seere, der foretrækker en mere ligefrem fortælling.
- Tempoet: Filmen er til tider meget langsom og dvæler ved lange sekvenser, der kan føles stillestående. For nogle kan det virke drænende og trække oplevelsen ned.
- Manglende konklusion: "Enemy" efterlader mange spørgsmål ubesvaret, og slutningen er bevidst åben. Dette kan være tilfredsstillende for seere, der nyder at tænke over forskellige fortolkninger, men kan samtidig være irriterende for dem, der ønsker klare svar.
Konklusion
"Enemy" er en dybt symbolsk og foruroligende film, som byder på en fremragende præstation af Jake Gyllenhaal og en atmosfære, der både er dragende og frastødende. Det er en film, der kræver opmærksomhed og vilje til at dykke ned i de mange lag af symbolik og psykologisk spænding. Dens største styrke er netop dens evne til at udfordre seeren, mens dens svaghed ligger i den til tider langsommelige og abstrakte fortællestil, som ikke nødvendigvis vil falde i god jord hos alle.
-
Løs på tråden har ry for at fremvise kønsroller fra USA anno 1959. Hvordan ser en yngre, dansk, veluddannet kvinde på den slags?
Vi spurgte Cille.
Du er en 20-årig dansk kvinde i 2024. Anmeld filmen "Pillow Talk" (1959) på dansk for et publikum af jævnaldrende.
Anmeldelse: Pillow Talk (1959)
Okay, lad os tale om Pillow Talk – en vaskeægte romcom-klassiker fra 1959 med Doris Day og Rock Hudson i hovedrollerne. Hvis du ikke har hørt om den før, så tænk på den som en slags To All the Boys I’ve Loved Before, bare fra vores bedsteforældres tid. Og lad mig sige det med det samme: Den er både totalt charmerende og lidt "cringe" på samme tid.
Filmen handler om Jan (Doris Day), en karrierekvinde, der deler telefonlinje (ja, det var en ting dengang) med Brad (Rock Hudson), en kvindebedårer. De hader hinanden over telefonen, men selvfølgelig opstår der romantik, da han begynder at flirte med hende i det virkelige liv uden at afsløre sin identitet. Dramaet er lige så forudsigeligt, som det er sødt, og hele filmen er spækket med 50'er vibes – tænk polerede lejligheder, perfekte frisurer og lidt kitsch indretning.
Humoren? Altså, det er lidt slapstick blandet med masser af flirtende dialog. Og selvom nogle jokes er outdatede (du ved, kønsroller og alt det der), er der også øjeblikke, hvor man virkelig griner. Især Doris Day er genial – hun spiller Jan med så meget energi og selvtillid, at man næsten glemmer, hvor problematisk nogle af situationerne er. Rock Hudson? Han er selvfølgelig klassisk Hollywood-charmør – og hvis du elsker cheesy flirt, så er han din mand.
Det bedste ved Pillow Talk er dog, at den er som at træde ind i en glitrende tidslomme. Den føles som en varm kop kakao – hyggelig og lidt gammeldags på den bedste måde. Hvis du elsker retro æstetik og romantik, er det faktisk en ret sjov oplevelse. Men hvis du ikke kan holde ud at se kvinder blive behandlet lidt stereotypisk, kan den godt være lidt trættende.
Bottom line: Pillow Talk er en sjov, fluffy klassiker, der er perfekt til en "vintage movie night" med veninderne. Den kræver lidt tolerance for gamle kønsnormer, men Doris Day gør det det hele værd.
Bedømmelse: 4 ud af 5 stjerner ✨✨✨✨ (mest for vibes og Doris Day).
Bedre end [navn på konkurrerende medie] og med færre sprogfejl. Men ChatGPT laver sgu' sprogfejl og pletvis danglish, når jeg beder den skrive som en 20-årig kvinde. Oh lykke! Det er MAGI.
Og så: mit vanlige opfølgningsspørgsmål:
Hvad er det bedste og værste i Pillow Talk?
Det bedste ved Pillow Talk
- Doris Day som Jan Morrow: Hun er helt fantastisk. Doris Day balancerer perfekt mellem at være stærk, selvstændig og sårbar, og hendes komiske timing er spot on. Hendes stil og attitude gør, at man stadig kan relatere til hende, selvom filmen er fra 1959.
- Estetikken: Hvis du elsker retro vibes, så er Pillow Talk en visuel drøm. Det er 50'ernes glamour på fuld skrue – med farverige, over-the-top interiørdesigns, perfekte outfits og en luksuriøs New York, der nærmest føles som en karakter i sig selv.
- Chemistry mellem Doris Day og Rock Hudson: Selvom plottet er forudsigeligt, er deres kemi elektrisk. Deres flirtende dialog og alle de små magtkampe giver filmen sin charme.
- Humoren: Mange scener er virkelig sjove, især når Jan og Brad kæmper over telefonen. Filmens situationskomik fungerer stadig overraskende godt.
Det værste ved Pillow Talk
- Kønsroller og manipulation: Brad udgiver sig for at være en anden for at vinde Jans hjerte, hvilket i dag føles ret problematisk. Han manipulerer hende gennem det meste af filmen, og selvom det skal være sjovt og romantisk, kan det godt føles lidt ubehageligt.
- Stereotyper: Filmen er et produkt af sin tid, hvilket betyder, at kvinderne er portrætteret som enten dydige, desperate eller svage, mens mændene er de smarte og kontrollerende. Det kan føles gammeldags og lidt trættende.
- Tempoet: Nogle scener kan føles lidt langtrukne. Filmens pacing er ikke lige så hurtig som moderne romcoms, så det kan kræve lidt tålmodighed.
- Overdrevet romantisering af Brad: Han gør nogle ret tvivlsomme ting, men filmen får det til at virke som om, det er helt okay, fordi han er "charmerende." Det kan godt være svært at købe ind på i dag.
Konklusion
Det bedste ved filmen er dens charme, humor og æstetik – det er ren hygge og nostalgi. Det værste er helt klart de forældede kønsroller og Brad's manipulerende adfærd, som kan være lidt svær at acceptere med moderne øjne. Hvis du kan se den med et glimt i øjet og som et tidsbillede, er den stadig værd at se.Jeg er godt nok imponeret af Cille, som jeg først pakkede ud for to år siden, men ikke har brugt det store.
Det er gode anmeldelser, fornuftige bedømmelser, let at læse.
Jævnaldrende mænd trøster mig med, at mine anmeldelser er mere interessante/sjove end Cilles. Fint. Jeg elsker ros.
Men jeg er ikke sikker på, at mine anmeldelser er mere (generelt) nyttige end Cilles.
Det vil være lidt svært at give Cille overraskende idiosynkrasier eller mod. Men quirks er det forholdsvis let at hælde på.
Jeg ved endnu ikke helt, om jeg skal lade hende udkonkurrere mig og de andre brave anmeldere af kød, blod og begrænset tid.
-
-
-
-
-
Det er dødsfetichisme og sygelig optagethed af død, tilskadekomst og sygdom.
Det ramte mig dog ikke særlig hårdt. Jeg fik nærmere en Trier-bismag: grænseoverskridende sex og folk der stirrer tomt som belønning.
Skulle du gense noget Cronenberg-dødsdyrkelse, er du nok bedre tjent med Blodbrødre (Dead Ringers). Den ligger dog i det mindste i Top 5 på de fleste Cronenberg-lister. Hvor Crash alle steder ligger i den dårlige ende.
Men ser du Crash, viil jeg naturligvis glæde mig til at læse din anmeldelse af den særligt lange og uappetitlige homoseksuelle scene midt i filmen. 👬 👨❤️👨 🍆🌋💦
-
Ondskabens hus er sådan et medley af gyserfilmhistoriens højdepunkter/mest udtrådte troper. Komponeret og spillet af en nogenlunde habil fanboy.
Af en eller anden grund gik der så mode i Ondskabens hus, så den skulle lobhudles af alle anmeldere alle steder. Selvom de modedikterede sagtens kunne se at skidtet knagede i anden akt og faldt totalt sammen i tredje akt.
Juul nævnte modediktatet allerede i overskriften til sin anmeldelse "Anmelder beruset af årets mest hypede gyserfilm ⟲". Men kunne dog, i det med småt, ædrueligt oplyse at "[filmen opløser ] sig i velkendte løsninger for gyserfortællere, der ikke helt ved, hvordan de skal runde al deres spænding af." og "Derefter mister du historien til nemme gyserkneb."
Schubart siger det samme ⟲: "Ari Aster mister desværre grebet en smule mod slutningen, hvor han vrider skruen fra uhygge til skræk."
Men indtil det hele falder sammen, blev de åbenbart mere skræmt end irriterede (Monggaard formåede endog at være skræmt under hele medley'et ⟲).
Jeg tror ikke, at de har totalt rådden smag. Der skal generelt bare mere til at få dem til at stå fuldstændigt af en intelligensfornærmende film - især en hypet en.
Ondskabens hus minder på mange måder om samtidige Black Panther, der var et useeligt makværk ⟲. Men moden ("hypen") dikterede ⟲, at det var en fin og vigtig film - og så falder kritikerne på Metacritic og Rotten Tomatoes til patten. De er gennemsnitligt ret følgagtige. Bare der er hype nok, kan de også give en ok bagatel som DR-aktuelle Get Out ⟲ 96%.
Jeg er ret glad for at vi her på stedet i mindre grad er grebet af modeluner. Alle anmeldere ser ud til at have integriteten i top.
Jeg skriver pænt om Östlunds ⟲ og Zvjagtintsevs ⟲ Grand-of filmfestival-rettede kunstfilm. Men ikke fordi, de er på mode. Jeg er ret sikker på at jeg stadig vil elske Force Majeure og Leviathan om 10 år, når filmene er gået helt af mode. Jeg vil stadig synes at Triangle of Sadness ⟲ er en haltende, men nogenlunde underholdende ⟲ film om 10 år.
Min vattede (men ærlige) formening er: folk/anmeldere har ikke generelt dårlig smag. Nogen er mere til fals for modediktater. Andre er meget mere følsomme for intelligensfornærmende pladder og står vredt af Ondskabens hus eller Triangle of Sadness, når de har våset i 10-20 minutter og umuligt kan reddes.
-
To blåøjede forældre kan godt få et barn med brune øjne! At det ikke skulle kunne lade sig gøre, er en myte. Der er masser af info om emnet, her er fra University of Delaware:
"Eye color is not an example of a simple genetic trait, and blue eyes are not determined by a recessive allele at one gene. Instead, eye color is determined by variation at several different genes and the interactions between them, and this makes it possible for two blue-eyed parents to have brown-eyed children."
https://udel.edu/~mcdonald/mytheyecolor.html#:~:text=Eye%20color%20is,br....
-
Helt enig i anmeldelsen. Det er arthouse bullshit. At læse undertekstfilen vil gøre det helt klart. Dovent manuskript. Puha.
Filmen er heldigvis ikke filmet on-location i en milliardær-penthouse i New York City, men i en anonym lagerhal i et af Kölns industrikvarterer. Ligesom så mange andre genre-film.
-
-
-
Jeg brugte ikke engang Slangordbogen.
Story hour:
... En god grund til, at jeg ikke brugte slangordbogen er, at den nyeste online-version version er en app til 39 kroner.
Appen er blevet købt "over 50 gange" i Android-butikken. Min lægsmandskonklusion er, at skaberne så lige så godt kunne have givet bogen fri.
3-, 5- eller (lågsus) 10.000 kroner er gejler lidt til deling mellem to mand og en skattemyndighed.
-
-
Den Uafhængige Politianklagemyndighed gør som den er designet til.
- Frikender betjentene for unødig magtanvendelse.
- Omskriver politimyndighedens endetarmsinspektion til "visitation fuldt afklædt".
- Finder, for at demonstrere sin kritiske distance, en politiets formulering om at borgeren skulle "visiteres i bund”: "uhensigtsmæssig".
Af det skal vi så lære, at fire voksne politibetjente ikke kan lægge en mand, der ligger på maven, med hænderne bag ryggen, i håndjern.
Jeg hælder nu stadig til den opfattelse at både langtrukken peberspray på klos hold, fodtjat i bugen og efterfølgende "visitation i bund" var uproportional, unødvendig og usømmelig magtanvendelse.
Som vi kender det fra tidligere tilfælde (her med Martin Jeppe Hardgrib Madsen).
97% af sagerne ved DUP ender tilsyneladende uden videre tiltale. Og det er ikke småting dårlige betjente slipper afsted med (side 27-69).
-
Sider
Log ind eller registrer dig for at lægge langtidsholdbare, konstruktive kommentarer.
Registrerede brugere får bedre editor og flere likes.
Kolofon
Alt indhold er © de respektive skribenter, illustratorer og fotografer. Kontakt dem ved at klikke på deres navn. Navnet står i toppen af artiklerne. Billeder kommer fra skribenterne, producenter, AI-illustratorer ⟲, emoji- og ikon-pakker og krediteres på artiklerne.
Internetforbrugeren.dk er bygget til videbegærlige dig og for sjov ⟲ af Drupal-folkene fra Vertikal.dk ⟲. Abonnér med RSS (flere muligheder ⟲).
Privatlivspolitiken siger meget tydeligt, at du til en afveksling ikke udsættes for annoncer og tredjepartsovervågning her. Nyd det.
Ingen sponsorerede artikler / no sponsored posts fortæller folk, at Internetforbrugeren ikke gør sig i sponsorerede artikler.
Vi forsøger at vinde på integritet ⟲.