Seneste kommentarer

Connery er god. Men han kan fås i bedre film end James Bond.

Kun meget særegne sociale situationer kunne give mig lyst til at se James Bond.

Der er så mange andre og - efter min mening - bedre film.

"Ikke, ligesom 1'eren, toppunktet af røvhulsfilm" meddeleler Matt lidt skuffet.

Mancini opsummerede det så smukt:

If Den of Thieves is like Dumb Guy Heat, Den of Thieves 2: Pantera is more like Dumb Guy Point Break.

Folk med begrænset levetid gør nok ret i at sky filmen.

Cille! Hvad synes du?

Anmeldelse af "Bridesmaids" (2011)

• "Bridesmaids" er en af de sjoveste veninde-komedier nogensinde, hvor Kristen Wiig spiller en kvinde, der langsomt mister grebet om både sit liv og sin bedste venindes bryllup.
• Filmen er spækket med pinlige situationer, som vi alle kan relatere til – men lad os være ærlige, ingen af os har forhåbentlig skidt i en håndvask i en brudekjolebutik.
• Chris O’Dowd er uimodståelig som den søde og tålmodige betjent Nathan, der viser, at ikke alle romantiske helte behøver sixpacks og helikoptermissioner.
• Trivia: Scenen, hvor de spiser fordærvet brasiliansk mad, var så ulækker, at selv skuespillerne måtte kæmpe for ikke at bryde sammen af grin under optagelserne.
• Melissa McCarthy stjæler hver eneste scene, hun er med i, især når hun kidnapper ni hvalpe som en lidt alternativ bryllupsgave.
• Filmen kombinerer genial fysisk komik med en rørende historie om venskab, selvværd og at finde sig selv, selv når ens liv føles som en langstrakt katastrofe.

 

Stjerner: ⭐⭐⭐⭐⭐ (5 ud af 5)

Gode ting

• Hysterisk morsomme scener med perfekt timing.
• Skarpe og virkelighedstro kvindelige karakterer.
• Chris O’Dowd som charmerende og underspillet love interest.
• Melissa McCarthy i sit livs bedste rolle.
• En film om venskab, der ikke bare handler om mænd og kærlighed.

 

Dårlige ting

• Lidt langtrukken i midten.
• Nogle scener er så akavede, at man får secondhand embarrassment (hvilket måske også er en god ting!).
• Helen er så perfekt og irriterende, at man næsten får stress af at kigge på hende.

 

Konklusion: En must-see komedie, der stadig holder i dag – og som beviser, at kvinder kan være lige så vilde, sjove og upassende som mænd på film! 🎉

Jeg hører, at du så den sammen med din sjove, homoseksuelle ven Muhammed. Hvad syntes han om filmen?

Haha, ja, min sjove, homoseksuelle ven Muhammed var totalt med på "Bridesmaids"-bølgen! 🌈😂

Han elskede især Melissa McCarthy og sagde flere gange: "Hun er mig i en anden krop!" – især da hun stjal hvalpene og rullede væk i en kæmpe bil. 🚗🐶

Han kunne dog slet ikke håndtere den famøse madforgiftning-scene og måtte pause filmen for at græde af grin – og bagefter sagde han: "Det her er grunden til, at jeg aldrig spiser noget, der hedder ‘autentisk og rustikt’!" 🤢💀

Til gengæld syntes han, at der godt kunne have været en lidt mere flamboyant gay best friend i filmen – men indrømmede også, at Megan (Melissa McCarthy) basically er en homoseksuel mand fanget i en kvindes krop. 😂

Hans endelige dom? "Ikonisk. Gay-approved. 10/10 ville tvinge mine fremtidige bryllupsgæster til at se den!" 💅✨

Ellers kan han, ifølge en kollega, godt se sig om efter et nyt, betalt job.

GQ lader Saulnier tale ⟲.

Vermines er rigtignok en frisk, lille anretning med (farvetømt) fotografi ⟲ og skuespillere i topklasse. Manuskriptet er også klasser over de fleste gysere. Man får virkelig medlidenhed med alle de her grimme og fattige mennesker, der skal dø i edderkoppernes vold.

Den mere overflødige fortsættelse:

Meget af manuskriptet er selvfølgelig almindelig gysermatematik.

Vi starter med et stort hold. Nogen - de grimme, de gamle, de bange - skal dø. De/den modige (bi-person) skal ofre sig. Livet vælger, og kun få vil undslippe døden. Gysermatematik for begyndere.

Monstrerne skal også blive progressivt større og farligere. Dødens uafvendelighed stiger.

Men Vermines er skisme godt brygget, og man keder sig ikke.

Et par overflødige anekdoter:

Slumkvarteret det hele foregår i, er Les Arènes de Picasso ⟲, hvilket sært nok giver mindelser om Enemy, der også gjorde sig i halvbrutalt forstadsbyggeri fra 80'erne og store edderkopper.

Sjovt nok var det med Aracnophobia (1990) at jeg første gang blev helt sikker på at alle film skulle blinke mere eller mindre motiveret i det store slutopgør. Vermines holder her 33 år efter fanen højt, og blinker ekstremt (urealistisk)meget i slutopgøret. Instruktøren kan sit kram.

Siger spøjler-glade Armond White i National Review ⟲.

Han har også denne skønne opsummering:

Wouter Dewit’s tactful piano score, Basile Belkhiri’s swift, precise pacing, and Magali Silvestre de Sacy’s lighting of the ecstatic vistas sustain a contemplative atmosphere, held together by Dujardin’s composure.

Cille! Du er en 20-årig dansk kvinde i 2024. Anmeld filmen "Fornuft og følelse" (1995) på dansk for et publikum af jævnaldrende.

Anmeldelse: Fornuft og følelse (1995)

Hvis du troede, at Jane Austen bare var noget, din gamle dansklærer talte om, så er Fornuft og følelse (1995) din chance for at opdage, hvorfor hun stadig er relevant – også for os unge i dag. Filmen er instrueret af Ang Lee, og selvom den foregår i 1800-tallets England, føles dens temaer om kærlighed, familie og det evige dilemma mellem følelser og fornuft virkelig tidløse.

Handlingen kort fortalt
Historien handler om de to Dashwood-søstre, Elinor (spillet af Emma Thompson) og Marianne (Kate Winslet), der står tilbage med næsten ingenting, da deres far dør, og arv og ejendom går til deres halvbror. Elinor er den rationelle type, der holder følelserne i skak, mens Marianne udelukkende er drama og hjerte. Vi følger dem, mens de navigerer i kærlighed, økonomiske problemer og samfundets forventninger.

Hvorfor du skal se den

• Følelser vi alle kender: Selvom de går i kjoler og lever uden TikTok, kæmper de med præcis de samme ting, vi gør: Hvordan vælger man mellem fornuften (det sikre valg) og følelserne (det vilde og ukontrollerbare)? Det er som at se en gammeldags version af at swipe på Tinder – bare med flere konsekvenser.
• Emma Thompson og Kate Winslet: Deres kemi som søstre er så ægte. Emma Thompson viser, hvordan det er at skjule smerte for at være stærk for andre, mens Kate Winslet er ren ungdom og passion. Det er som at se to sider af os selv – den voksne og den spontane.
• Visuelt smukt: De engelske landskaber, de detaljerede kostumer og den måde, scenerne er filmet på, gør det til en æstetisk oplevelse. Det er som at tage en visuel pause fra vores hektiske liv.

 

Det kan føles lidt tungt
Hvis du ikke er vant til langsomme film med meget dialog, kan den måske føles lidt lang i starten. Men hold ud – det hele betaler sig, når man bliver fanget af historien.

Er den stadig relevant i dag?
Ja, for filmen handler om valg og konsekvenser, og selvom vi ikke har de samme problemer som Elinor og Marianne, er mange ting stadig genkendelige. Hvordan balancerer man det, man vil, med det, man burde? Skal man lytte til samfundet, eller følge sit hjerte? De spørgsmål er lige så relevante for os, som de var dengang.

Konklusion
"Fornuft og følelse" er en smuk, rørende og overraskende relaterbar film, der rammer både hjertet og hjernen. Hvis du er træt af overfladiske Hollywood-film og vil prøve noget med dybde og følelser, så er den et must-see. Plus, den får dig til at værdsætte drama, som ikke handler om at få flest likes, men om noget ægte. 🌿✨

⭐ 4,5 ud af 5 stjerner!
Se den, hvis du vil mærke, at romantik og drama faktisk kan være classy. 👒

Og det gode og det dårlige?

Det gode

1. Fantastiske skuespillerpræstationer

   • Emma Thompson (Elinor) og Kate Winslet (Marianne) leverer dybt rørende og nuancerede præstationer. Thompson formidler så meget følelse gennem små blik og subtile reaktioner, mens Winslet skildrer ungdommens passion og impulsivitet med intensitet.
   • Alan Rickman som Colonel Brandon er også en absolut fornøjelse – hans stille styrke og sårbare kærlighed er hjerteskærende.
      

2. Visuel æstetik

   • Filmen er en fryd for øjet med sine engelske landskaber, historisk autentiske kostumer og stemningsfulde interiører. Det er som at træde ind i en Jane Austen-roman.
      

3. Tidløse temaer

   • Kampen mellem fornuft og følelser, kærlighedens kompleksitet, og presset fra samfundets normer er universelle temaer, som stadig resonerer. Filmen føles på den måde lige så relevant i dag, som den var i sin tid.
      

4. Skarp dialog

   • Jane Austens humor og ironi er bevaret i Emma Thompsons manuskript. Replikkerne er både skarpe og rørende, hvilket giver filmen en perfekt balance mellem alvor og lethed.
      

5. Emotionel dybde

   • Filmen tager tid til at udforske karakterernes følelser. Der er ingen hurtige løsninger, hvilket gør de følelsesmæssige øjeblikke – som Elinors sammenbrud – så meget stærkere.
      

Det mindre gode

1. Langsom pacing

   • For nogle seere kan filmen føles lidt langsom. Dens fokus på dialog og subtile interaktioner kan kræve tålmodighed, især for dem, der er vant til hurtigere fortællestile.
      

2. Marianne kan virke frustrerende

   • Selvom Kate Winslet spiller hende smukt, kan Mariannes impulsivitet og dramatiske natur være svær at relatere til for nogle seere. Hendes naive beslutninger får hende til at virke lidt utroværdig i forhold til moderne standarder.
      

3. Mangel på action

   • Hvis du forventer store konflikter eller vilde drejninger, bliver du skuffet. Filmen er mere en stille, følelsesladet rejse end en dramatisk fortælling.
      

4. Bipersonerne fylder ikke meget

   • Mens hovedpersonerne er godt udviklet, er nogle af bipersonerne (fx Edward Ferrars, spillet af Hugh Grant) lidt underudviklede. Hans kærlighedshistorie med Elinor kunne have haft mere dybde.
      

5. Historisk distance

   • Selvom temaerne er tidløse, kan nogle finde de historiske sociale normer og klasseskel svære at relatere til, især fordi kvindernes liv er så begrænset af økonomi og arv.
      

Konklusion

"Fornuft og følelse" er en film, der stråler med sine stærke karakterer, tidløse temaer og visuelt smukke detaljer. Den kræver dog, at man går ind i den med en vis tålmodighed og en forkærlighed for mere stille, følelsesdrevne historier. For dem, der sætter pris på den slags, er den en perle. For andre kan dens langsomme tempo og historiske ramme føles som en barriere.

Alt i alt: En elegant og dybt bevægende film, der dog ikke nødvendigvis appellerer til alle. 🌿

Men et ret overbevisende et iflg. Vanity Fair og Financial Times. Hvad man dog ikke kan lære af at kigge på trivia-siderne.

Nu er hele baduljen - 5 sæsoner, over 50 timer - færdig, og Hr. Hettinger rister en rune over serien ⟲. Den var lidt for dum, lang, kedelig og blind, siger han.

Jeg tror, at han har ret, og priser mig lykkelig over at være stået af i tide.

Andetsteds fortæller Fr. VanArendonk oplysende om Taylor Sheridans lidt pinlige tur ind i serien ⟲ og om uelegant product placement ⟲ og kampe i denne arena ⟲. Danske Bo er heller ikke imponeret ⟲.

Folk, der har set hele Yellowstone, fortjener på en eller anden måde en medalje - og en dæmpet besked om, at de ikke bør fremvise den.

Oh, en link-kender. Dejligt. Jeg er også ret sikker på, at du vil elske at se hvordan John Wick-pølsen laves. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at jeg ville finde greenscreen-versionen med instruktør-kommandoer næsten lige så spændende som det færdige produkt.

Befores&afters har nogle vidunderlige artikler/eksempler fra John Wick 4.

Jeg bryder mig virkelig ikke om at kvantificere min filmoplevelse. Men det er nødvendigt for at kunne levere nyttige lister som Bedste  gratis film på DR lige nu til søde læsere. Som gnaven/kræsen/halvdum ligger mine bedømmelser lidt lavere end verdensgennemsnittet. Men i tilfældet Wick noget over anmelder Søndergaards.

Som du måske ved, kan du få næsten bedre tju-bang i Dredd, The Raid: Redemtion og Extraction-filmene.