Seneste kommentarer

"Deltagerens ansigt skal være vendt mod kameraet og i billedet gennem hele videoen, dog er korte følelsesudbrud, som får deltagerens ansigt til at vende væk fra kameraet, tilladt. Deltageren skal tale højt på engelsk gennem hele videoen. Indsendte videoer, hvor deltagernes ansigt ikke er synligt i billedet, eller hvor det talte sprog ikke er engelsk, vil ikke være berettiget til præmier i Fase To." hedder det i en Reality-kontrakt citeret i Sådan fyldte de truget til de vagt politisk korrekte mellemlagsdanskere ⟲.

Her 10 år efter, blev jeg dog, ansporet af anmeldelsen, interesseret i mekanikken. I stedet for at researche i timevis (som i gamle dage), spurgte jeg ChatGPT, der havde et virkelig godt og omfattende svar til os:

Hvordan sikrer Reality-tv- programmer at deltagerne viser spontante og tydelige følelser hele tiden. Fx. under udvælgelse af deltagere og direkte krav i kontrakten? Er der skrevet artikler om det?

Ja. Og det interessante er, at reality-tv ikke primært skaber følelser ved at sige til deltagerne: “Nu skal du være følelsesladet.” Systemet er langt mere sofistikeret. Man udvælger mennesker, som naturligt reagerer tydeligt, lærer deres følelsesmæssige knapper at kende, konstruerer situationer der presser på disse knapper, interviewer dem intensivt bagefter — og vælger derefter de 1–2 % af optagelserne, hvor reaktionen er stærkest.

Medieforskere Laura Grindstaff og Susan Murray kalder ligefrem reality-tv en “emotion economy”: rå, synlige følelser er selve råvaren. De beskriver casting “to maximize the potential for conflict” og produktion af stressende eller volatile situationer, fordi emotionelle reaktioner fungerer som bevis på, at det, seeren ser, er “ægte”.

1. Det begynder meget tydeligt allerede ved castingen

Her er dokumentationen næsten komisk direkte. Reality-casting director Mike Lush forklarer, at han leder efter mennesker med stor energi, stærke personligheder og sårbarhed. Han siger bl.a., at hvis et følsomt emne kommer op under audition, er det helt fint, hvis ansøgeren begynder at græde, fordi han gerne vil se emotion.

Derfor vil to ellers lige interessante personer ikke nødvendigvis have samme chance. Personen der fortæller:

“Min skilsmisse var hård, men jeg er kommet videre.”

er langt mindre attraktiv for denne type casting end en person, der under interviewet spontant bliver vred, griner, græder, gestikulerer og fortæller detaljeret om konflikten.

Grindstaff og Murray beskriver faktisk idealet som den “unfiltered” deltager: en person uden særlig meget selvredigering, som “amps it up”, når andre ser på. Det er ikke nødvendigvis skuespil; pointen er snarere at finde mennesker, hvis virkelige personlighed producerer godt fjernsyn.

2. De laver en enorm psykologisk kortlægning inden programmet

Reality-deltagere gennemgår ofte ikke bare almindelige interviews, men baggrundstjek, medicinske undersøgelser, psykologiske vurderinger og personlighedstests. En juridisk gennemgang fra NYU beskriver eksempelvis en deltager, der gennemgik en 450-spørgsmåls psykologisk evaluering.

Det er vigtigt at være præcis her: officielt har sådanne undersøgelser bl.a. et sikkerheds- og risikoscreeningsformål. Men der findes også ret alvorlig dokumentation for, at informationen potentielt kan bruges anderledes. I materiale indsendt til det britiske parlament beskrev nogle interviewede tv-professionelle ligefrem “abuse of the screening process to manipulate contributors' on-screen reactions” — altså anvendelse af screening til at påvirke reaktioner snarere end alene at beskytte deltageren. Det betyder ikke, at alle produktioner gør det, men praksissen er tilstrækkeligt dokumenteret til, at den blev rejst som et brancheetisk problem.

Forestil dig derfor, at produktionen efter 10–20 timers casting ved, at:

A er ekstremt jaloux.

B har et stort behov for anerkendelse.

C hader konfrontationer.

D bliver vred, når vedkommende føler sig overset.

Så behøver man ikke give nogen et manuskript. Man skal bare sætte A, B, C og D i den rigtige situation.

3. Situationen produceres — reaktionen behøver ikke være produceret

Det er en af de vigtigste hemmeligheder ved reality-tv.

Hvis producenten arrangerer en middag, hvor én person føler sig udelukket, sørger for at en bestemt oplysning kommer frem, sætter rivaler ved siden af hinanden eller beder to mennesker “tage den samtale, I talte om tidligere”, kan den efterfølgende vrede være 100 % ægte, selv om situationen, der udløste den, er produceret.

En akademisk analyse af Germany's Next Top Model beskriver netop, hvordan kontrollerede udfordringer kan bruges til at fremkalde reelle kropslige og følelsesmæssige reaktioner — angst, modstand, lettelse osv.

Jelle Masts studie, baseret på 48 interviews med reality-professionelle og deltagere plus kontrakter, beskriver reality-tv som i høj grad uscriptet, men samtidig foregående i “managed and controlled situations”. Det er en ret præcis definition af teknikken.

4. “Confessionals” er et ekstremt vigtigt værktøj

Efter en hændelse bliver deltageren typisk interviewet alene af en producer.

Producenten spørger ikke nødvendigvis:

“Hvad synes du om middagen?”

Der kan i stedet komme en lang række meget specifikke spørgsmål:

“Hvad følte du, da hun sagde det?”

“Synes du, hun ydmygede dig?”

“Du så vred ud — var du vred?”

“Mindede det dig om noget, du tidligere har oplevet?”

“Hvad ville du ønske, du havde sagt til hende?”

Deltageren kan blive interviewet længe, mens programmet måske bruger syv sekunder af svaret.

Det betyder, at produceren ikke behøver at få nogen til at fake en følelse. Man leder systematisk efter den mest tydelige verbalisering af den følelse, der allerede eksisterer. Et brancheetisk studie beskriver netop, hvordan deltagere ofte kan formulere deres følelser i producentinterviews, hvorefter disse udsagn bruges til at forme historien.

5. Og så kommer det vigtigste trick: De viser selvfølgelig ikke følelser “hele tiden”

Det ser bare sådan ud.

Hvis 15 mennesker filmes i ugevis, har produktionen enorme mængder:

middagsmad, søvn, ventetid, smalltalk, tandbørstning, normale samtaler, kedelige timer osv.

Det ryger ud.

Det tilbageværende program består af:

konflikt → reaktion → confessional → ny konflikt → gråd → cliffhanger → forløsning.

Derfor kan en deltager, der var følelsesladet 20 minutter ud af 48 timer, på tv fremstå som om personen befinder sig i permanent følelsesmæssigt kaos.

Det er også her “heroes”, “villains”, romantiske historier osv. kan skabes eller forstærkes gennem selektion og narrativ redigering. Den akademiske litteratur behandler misrepresentation og narrativ styring som nogle af reality-genrens centrale etiske problemer.

Men står der direkte i kontrakten: “Du skal vise følelser”?

Normalt ikke. Og det er faktisk ikke nødvendigt.

Jeg har kigget på flere offentliggjorte reality-kontrakter og juridiske analyser. Det typiske er i stedet formuleringer, der giver produktionen meget omfattende kontrol over deltagerens tilstedeværelse, interviews, optagelser og den endelige fremstilling.

Der findes eksempelvis reality-kontrakter, hvor deltagere accepterer, at produktionen kan filme meget omfattende, kræve deltagelse i interviews, styre programmets produktion og redigere materialet efter eget skøn. RuPaul's Drag Race-kontrakten har endda haft bestemmelser om, at deltagere kan skulle “re-create” eller “re-enact” scener.

I den offentliggjorte Love Is Blind-aftale er der ekstremt omfattende producentkontrol, fortrolighedsbestemmelser og tidligere en rapporteret økonomisk sanktion knyttet til at forlade produktionen. Selve aftalen er kommet frem gennem retssager og offentlige retsdokumenter.

Harvard Law Schools Journal of Sports & Entertainment Law har analyseret samme kontrakt og andre reality-aftaler. Den peger også på kontrakter, hvor produceren har ret til at ændre, tilføje, fjerne, redigere og omformatere optagelser i meget vid udstrækning.

Så den praktiske kontraktmekanisme er mere:

“Du forpligter dig til at være til rådighed og deltage i produktionen, og vi bestemmer i meget vid udstrækning, hvad der bliver til programmet.”

end:

“Du skal græde tre gange om dagen.”

Og det første er faktisk langt stærkere.

De bedste artikler og kilder, hvis du vil grave ned i det

• Grindstaff & Murray, “Reality Celebrity: Branded Affect and the Emotion Economy”, Public Culture. Det er nok den mest præcise akademiske tekst om, hvorfor reality-tv systematisk søger stærke følelser. Læs studiet om reality-tvs “emotion economy”
• Jelle Mast, “The Dark Side of Reality TV”, baseret på 48 kvalitative interviews og reality-kontrakter. Læs The Dark Side of Reality TV ⟲
• NYU: “Signing in Glitter or Blood?” — meget omfattende juridisk gennemgang af reality-kontrakter, psykologiske tests, releases, privacy waivers osv. Læs NYU-analysen af reality-kontrakter ⟲
• Reality Blurred: Reality TV contracts samler faktiske kontrakter fra bl.a. Survivor, Big Brother, Love Is Blind, RuPaul's Drag Race og The Real World. Reality Blurred ⟲.
• Love Is Blind-kontrakten er særlig interessant, fordi den kom frem som dokumentation i en rigtig retssag og derfor ikke bare er brancheanekdoter. Participant Agreement.
• Mike Lush om reality-casting er måske den bedste praktiske kilde til selve castingdelen, fordi han meget åbent forklarer værdien af stor energi, vulnerability og synlige følelser. Casting Frontier ⟲.

Det mest interessante er derfor, at reality-tv i høj grad kan “producere” en spontan reaktion uden at producere selve følelsen. Casting + psykologisk viden + social arkitektur + producerinterviews + redigering betyder, at man kan få noget, der er både autentisk og ekstremt konstrueret på samme tid. Det er egentlig hele reality-tv-genrens genialitet.

Priset være kunstig intelligens, der sparer os for så megte tid og gør os så meget klogere. Enshittification-skruen er endu ikke drejet hårdt ned.

Trainspotting var endog endnu bedre ved gensyn.

Har man mod på at læse bogen på originalsproget, kan man gøre det gratis vi Project Gutenberg, der har Allan Quatermain og mange andre Haggard-bøger gratis.

Jeg anede ikke, før nu, at She og Quatermain mødte hinanden i en senere bog, meet hjælpsomt betitlet She and Allan.

Lille Nørd, Store Nørd, Numberphile, Tom Scott oma. er/var også sunde programmer. Nysgerrige, netusiastiske og kloge mennesker, der undersøgte interessante ting med smittende iver.

Noget af det sundeste, man kan forestille sig.

Undskyldningerne i reality-programmer er typisk meget dårligere end ChatGPTs.