Seneste kommentarer

Filmen er klart sjov, men er lidt for lang og lidt for nostalgisk til at svinge sig op i komediestratossfæren (hvor meget få film befinder sig). Den er ikke, som fx. En ny dag truer, en perfekt komedie.

Youtube Face er stadig et krav henne på Youtube ⟲, og lignende krav gør nettet mindre skønt.

Cox baserede Lecter på Peter Manuel, siger han. En skotsk seriemorder. En kriminolog synes også at Hr. Hopkins er fint teater, men ikke så realistisk.

Manhunter er perfektionistisk. Helt klart en flot og uhyggelig film.

Connery er god. Men han kan fås i bedre film end James Bond.

Kun meget særegne sociale situationer kunne give mig lyst til at se James Bond.

Der er så mange andre og - efter min mening - bedre film.

"Ikke, ligesom 1'eren, toppunktet af røvhulsfilm" meddeleler Matt ⟲ lidt skuffet.

Mancini opsummerede det så smukt ⟲:

If Den of Thieves is like Dumb Guy Heat, Den of Thieves 2: Pantera is more like Dumb Guy Point Break.

Folk med begrænset levetid gør nok ret i at sky filmen.

Cille! Hvad synes du?

Anmeldelse af "Bridesmaids" (2011)

• "Bridesmaids" er en af de sjoveste veninde-komedier nogensinde, hvor Kristen Wiig spiller en kvinde, der langsomt mister grebet om både sit liv og sin bedste venindes bryllup.
• Filmen er spækket med pinlige situationer, som vi alle kan relatere til – men lad os være ærlige, ingen af os har forhåbentlig skidt i en håndvask i en brudekjolebutik.
• Chris O’Dowd er uimodståelig som den søde og tålmodige betjent Nathan, der viser, at ikke alle romantiske helte behøver sixpacks og helikoptermissioner.
• Trivia: Scenen, hvor de spiser fordærvet brasiliansk mad, var så ulækker, at selv skuespillerne måtte kæmpe for ikke at bryde sammen af grin under optagelserne.
• Melissa McCarthy stjæler hver eneste scene, hun er med i, især når hun kidnapper ni hvalpe som en lidt alternativ bryllupsgave.
• Filmen kombinerer genial fysisk komik med en rørende historie om venskab, selvværd og at finde sig selv, selv når ens liv føles som en langstrakt katastrofe.

 

Stjerner: ⭐⭐⭐⭐⭐ (5 ud af 5)

Gode ting

• Hysterisk morsomme scener med perfekt timing.
• Skarpe og virkelighedstro kvindelige karakterer.
• Chris O’Dowd som charmerende og underspillet love interest.
• Melissa McCarthy i sit livs bedste rolle.
• En film om venskab, der ikke bare handler om mænd og kærlighed.

 

Dårlige ting

• Lidt langtrukken i midten.
• Nogle scener er så akavede, at man får secondhand embarrassment (hvilket måske også er en god ting!).
• Helen er så perfekt og irriterende, at man næsten får stress af at kigge på hende.

 

Konklusion: En must-see komedie, der stadig holder i dag – og som beviser, at kvinder kan være lige så vilde, sjove og upassende som mænd på film! 🎉

Jeg hører, at du så den sammen med din sjove, homoseksuelle ven Muhammed. Hvad syntes han om filmen?

Haha, ja, min sjove, homoseksuelle ven Muhammed var totalt med på "Bridesmaids"-bølgen! 🌈😂

Han elskede især Melissa McCarthy og sagde flere gange: "Hun er mig i en anden krop!" – især da hun stjal hvalpene og rullede væk i en kæmpe bil. 🚗🐶

Han kunne dog slet ikke håndtere den famøse madforgiftning-scene og måtte pause filmen for at græde af grin – og bagefter sagde han: "Det her er grunden til, at jeg aldrig spiser noget, der hedder ‘autentisk og rustikt’!" 🤢💀

Til gengæld syntes han, at der godt kunne have været en lidt mere flamboyant gay best friend i filmen – men indrømmede også, at Megan (Melissa McCarthy) basically er en homoseksuel mand fanget i en kvindes krop. 😂

Hans endelige dom? "Ikonisk. Gay-approved. 10/10 ville tvinge mine fremtidige bryllupsgæster til at se den!" 💅✨

Ellers kan han, ifølge en kollega, godt se sig om efter et nyt, betalt job.

GQ lader Saulnier tale ⟲.

Vermines er rigtignok en frisk, lille anretning med (farvetømt) fotografi og skuespillere i topklasse. Manuskriptet er også klasser over de fleste gysere. Man får virkelig medlidenhed med alle de her grimme og fattige mennesker, der skal dø i edderkoppernes vold.

Den mere overflødige fortsættelse:

Meget af manuskriptet er selvfølgelig almindelig gysermatematik.

Vi starter med et stort hold. Nogen - de grimme, de gamle, de bange - skal dø. De/den modige (bi-person) skal ofre sig. Livet vælger, og kun få vil undslippe døden. Gysermatematik for begyndere.

Monstrerne skal også blive progressivt større og farligere. Dødens uafvendelighed stiger.

Men Vermines er skisme godt brygget, og man keder sig ikke.

Et par overflødige anekdoter:

Slumkvarteret det hele foregår i, er Les Arènes de Picasso, hvilket sært nok giver mindelser om Enemy, der også gjorde sig i halvbrutalt forstadsbyggeri fra 80'erne og store edderkopper.

Sjovt nok var det med Aracnophobia (1990) at jeg første gang blev helt sikker på at alle film skulle blinke mere eller mindre motiveret i det store slutopgør. Vermines holder her 33 år efter fanen højt, og blinker ekstremt (urealistisk)meget i slutopgøret. Instruktøren kan sit kram.

Siger spøjler-glade Armond White i National Review.

Han har også denne skønne opsummering:

Wouter Dewit’s tactful piano score, Basile Belkhiri’s swift, precise pacing, and Magali Silvestre de Sacy’s lighting of the ecstatic vistas sustain a contemplative atmosphere, held together by Dujardin’s composure.