Nyeste kommentarer
-
Rigdomsserierne er en ventil
-
Hvordan forholder vi os til falske tissemænd?
-
Numse!
-
Den lattervækkende penis
-
En tolkning af Antichrist
-
Måske en moderne klassiker?
Stevens notitser
Seneste Illustration
Populæreste kommentarer
Nyeste anmeldelser
Forslag?
Seneste kommentarer
-
siger Bodil Skovgaard Nielsen i Nordsjællandsdramaet ’Reservatet’ er en af de eneste tv-serier om rigdom, hvor man ikke skal føle med de rige svin
Overklassen må være den samfundsklasse, vi andre tilbringer mest tid sammen med [...] Succession og The White Lotus fungerer på den måde, karneval fungerede på i middelalderen: Én dag om året kunne man grine af kongen i gaderne. Næste dag regerede han fra tronen igen. De er ventiler, der lader dampen slippe ud, så systemets rør kan holdes tiptop.
-
Katrine, Cilles mor, psykolog og anmelder, du har før skrevet om den blottede penis' funktion i amerikanske tv-serier. Nærmere research viser at langt over halvdelen af de fremviste penisser er falske (cgi eller silikone). Har det nogen betydning for publikum?
Produktionen af The Righteous Gemstones benytter både ægte og protetiske penisser afhængigt af scenens krav:
-
Protetiske penisser: Anvendes i scener, hvor karakterer er involveret i seksuelle handlinger eller fysisk kontakt, som f.eks. onani eller slagsmål. Dette sikrer skuespillernes komfort og opretholder en vis æstetisk distance.
-
Ægte penisser: I visse tilfælde vælger skuespillere at optræde uden protetiske hjælpemidler for at opnå en højere grad af autenticitet og komisk effekt.
Denne blanding af ægte og falsk nøgenhed skaber en kompleks visuel oplevelse, hvor grænsen mellem virkelighed og fiktion bevidst udviskes.
Chokeffekt og publikumsopfattelse
Brugen af protetiske penisser kan både forstærke og dæmpe chokværdien:
-
Forstærkning: Overdrevne eller uventede visuelle elementer kan intensivere den komiske effekt og chokværdien.
-
Dæmpning: Bevidstheden om, at det sete ikke er "ægte", kan skabe en psykologisk distance, hvilket gør det lettere for publikum at grine af situationen uden ubehag.
Publikum er i stigende grad bevidste om brugen af protetik i film og tv, hvilket kan påvirke deres reaktioner og fortolkninger af scenerne.
Kulturelle implikationer
Brugen af mandlig nøgenhed i The Righteous Gemstones afspejler en bredere tendens i moderne tv-produktioner, hvor mandekroppen i stigende grad eksponeres og bruges som komisk eller dramatisk element. Dette udfordrer traditionelle kønsnormer og repræsentationer af maskulinitet.
Ved at kombinere ægte og falsk nøgenhed kommenterer serien på autenticitet, skam og kropsopfattelse, hvilket giver anledning til refleksion over, hvordan vi som samfund forholder os til mandlig nøgenhed og seksualitet.
Konklusion
The Righteous Gemstones bruger en bevidst blanding af ægte og protetiske penisser for at skabe komiske, chokerende og tankevækkende øjeblikke. Denne tilgang udfordrer publikums forventninger og bidrager til en nuanceret diskussion om mandlig nøgenhed i moderne medier.
Du lod selv en bemærkning falde om Jason Isaacs' blottede penis i The White Lotus sæson 3. Nu hvor grundig research peger på en silikoneattrap, hvad betyder det for din opfattelse?
Som en heteroseksuel kvinde, der har haft et godt øje til Jason Isaacs siden hans tid som Lucius Malfoy, må jeg indrømme, at nyheden om, at hans nøgenscene i The White Lotus sæson 3 involverede en silikoneattrap, vakte blandede følelser hos mig.
Først og fremmest: Der var en umiddelbar skuffelse. Efter at have set scenen og måske ladet fantasien løbe lidt, føltes det næsten som at opdage, at en lækker dessert var lavet af plastik. Det var ikke det ægte, og det ændrede oplevelsen en smule.
Men så: Jeg begyndte at reflektere over, hvorfor det egentlig betød noget. Jason Isaacs er stadig den samme talentfulde og karismatiske skuespiller, uanset om scenen involverede en protese eller ej. Desuden er det forståeligt, at skuespillere vælger at bruge proteser af hensyn til privatliv og komfort.
Følelsesmæssigt: Jeg føler en vis respekt for Isaacs' beslutning og hans humoristiske tilgang til situationen. Han har selv udtalt, at han tog scenen med et glimt i øjet og endda "omfattede protesen med stolthed". Det viser en selvironisk og professionel tilgang, som kun øger min beundring for ham.
Konklusion: Selvom det ikke var hans ægte "tryllestav", ændrer det ikke på min tiltrækning til Jason Isaacs. Hans talent, charme og selvironi gør ham stadig utrolig tiltrækkende. Og måske er det netop denne kombination af professionalisme og humor, der gør ham endnu mere fascinerende.
-
-
Katrine, Cilles mor, psykolog og anmelder: numse i amerikanske tv-serier?
Traditionelt har det været kvindekroppen, der blev udstillet. Men The Righteous Gemstones vender blikket mod mandekroppen, og siger: "Hey, I er sgu også pinlige!"
Det bliver sjovt fordi:
-
Mænd i serien tager sig selv alt for seriøst.
-
En numse er automatisk sårbar og latterlig, især hvis det er midt i en action-scene eller en religiøs tale.
-
Serien viser ikke-ideelle kroppe: lidt buttet, lidt bleg, lidt normal. Det gør det genkendeligt, og vi griner af os selv.
Der er noget næsten befriende i at se karakterer, der forsøger at være hellige og perfekte, blive reduceret til bare numser og flatulens. Det er symbolsk afklædning.
I et miljø hvor:
-
der prædikes om synd og renhed,
-
men alle bedrager og synder i smug...
... er den nøgne røv en visuel sandhed: Alle er bare mennesker. Kød og forfængelighed.
Numsen i The Righteous Gemstones er ikke bare en røv. Det er en komisk nål, der prikker hul på ego, patriarkat og religiøst hykleri.
Læs også gerne min lærde afhandling om Den lattervækkende penis.
-
-
Katrine, Cilles mor, psykolog og anmelder, fortæl mig om den lattervækkende penis i amerikanske tv-serier.
Den lattervækkende penis: Hvorfor er den lille, og hvorfor er den sjov?
I serier som The Righteous Gemstones bruges den "lille penis" ofte som et visuelt og psykologisk komisk greb. Det er en genkendelig trope i moderne (og særligt amerikansk) komik, og det virker af flere grunde:
1. Penis som symbol på magt - og latter når magten forsvinder
Penissen - særligt den store, potente møbelbanker - forbindes kulturelt med maskulinitet, dominans og kontrol. Når man så ser en lille, uinspireret og lidt sørgelig penis, især på en stor, bombastisk mand, opstår der en komisk kontrast mellem selvbillede og realitet. Publikum griner af spændingsfeltet.
Eksempel fra Gemstones: En karakter kan være en højtråbende, Jesus-forkyndende alfahan - og så ser vi ham nøgen med en lille penis. Det punkterer hans magt. Det er slapstick møder symbolske kastration.
2. Tabu + overraskelse = grin
Penis i sig selv er stadig et tabu - især når den er slap, hverdagsagtig og sårbar. Hollywood har traditionelt fremstillet kvindekroppen nøgen, men mandens lem er forblevet skjult. Når det så dukker op, og endda som en uheroisk "lille fætter", opstår en chokværdi, der slår over i latter.
3. Skam og selvbillede - en dybere psykologisk lag
Mange mænd bærer en indre usikkerhed om deres penisstørrelse, noget medier og porno har fodret i årtier. Når en karakter udstilles med en lille penis, bliver det en form for spejling af publikums egne frygt og usikkerheder - men i en ramme hvor det er tilladt at grine. Det er katarsis gennem komedie.
4. Komedie som social kontrol
Ved at latterliggøre penisstørrelse - især hos arrogante eller magtfulde karakterer - fungerer humoren også som en social korrektion. Det siger i virkeligheden: “Hey, du kan spille stor i munden, men vi ved alle, du ikke er større end os andre.”
5. Kropskomikkens renaissance
I nyere komedier - især dem fra HBO - er der opstået en ny æra for "kropskomik", hvor kroppen (inkl. dens pinlige sider) bruges til at vise det absurde i mennesket. Den lille penis bliver her bare endnu et redskab i værktøjskassen, ligesom lort, sved og fodvorter.
Afslutning:
Den lille penis i komedier er ikke kun et billigt grin - det er en lille psykologisk bombe. Den blander tabu, kønsroller, magt, skam og slap humor i ét billede. Og The Righteous Gemstones bruger det med kirurgisk præcision: Den hellige alfahan får et uhelligt reality check. Publikum griner - og måske mærker de et lille stik af genkendelse.
Hvordan adskiller det sig fra europæisk komik?
Der er nogle ret interessante kulturelle forskelle mellem amerikansk og europæisk humor - især når det gælder penis-komik og kropsbaseret latter.
Lad os dykke ned i det:
Amerikansk komik: Penis som punktering af magt
I USA - især i moderne satire som The Righteous Gemstones eller Eastbound & Down - bruges den lille penis som en bevidst dekonstruktion af maskulinitet og hykleri. Det er ofte de store egoer, der udstilles. Kropskomikken er derfor lidt kynisk og rettet mod at tage magten fra nogen.
Det er også en relativt ny ting i USA - i 90'erne var nøgen mandekrop slet ikke normalt. Derfor bliver effekten stærk: Den lille penis er et våben mod patriarkatet, i humoristisk forklædning.
Europæisk komik: Penis som naturlig absurditet
I Europa - især i Skandinavien, Tyskland og Frankrig - er der en meget mere afslappet tilgang til nøgenhed og genitalier. Den lille penis er ikke nødvendigvis pinlig eller et symbol på falleret magt. Den kan bare være... der. Og det er dér, humoren ligger.
Eksempler:
-
Norsk og svensk TV har længe vist almindelige mænd nøgne i saunaer, skove og svømmehaller - uden stor dramatik.
-
Dansk film og satire (Klovn, fx) bruger nøgenhed og penis mere som naturlig forlegenhed end som kastration.
-
I fransk komik bruges den lille penis ofte som en del af kærlighedsforviklinger eller absurd social satire - ikke som noget, der nødvendigvis skal latterliggøre en person, men mere som en detalje i et kaotisk liv.
Psykologisk forskel: Skam og selvironi
Amerikansk komik:
-
Penis = magt, derfor lille penis = mistet magt → vi griner for at punktere egoet.
Europæisk komik:
-
Penis = krop, derfor lille penis = bare en detalje → vi griner over den menneskelige absurditet og forlegenhed.
Visuel forskel: Censur vs. frisind
-
Amerikanske shows har længe været begrænset af netværkscensur, så når man endelig ser en penis, er det et kæmpe chokmoment → grin følger overraskelsen.
-
Europæiske produktioner (særligt offentligt TV i Norden og Tyskland) har traditionelt haft mere nøgenhed, hvilket gør at chok-effekten er mindre - men til gengæld kan humoren være mere nærværende og hverdagsagtig.
Kort sagt:
Træk Amerikansk komik Europæisk komik Penisens rolle Symbol på punkteret magt Del af menneskelig absurditet Formål Satire og latterliggørelse Akavethed og eksistenshumor Stil Chokerende og ironisk Nøgtern og til tider poetisk Eksempler The Righteous Gemstones, Girls, Eastbound & Down Klovn, Naken (Sverige), Le Grand Bain (Frankrig) Handler komedieserien Dave også om den latterlige penis?
Ja, Dave handler faktisk meget direkte og dybt om den "latterlige penis" - men på en måde, der både er sjov, sårbar og ret banebrydende.
Hvad er Dave?
Dave er en amerikansk komedieserie skabt af og med rapperen Lil Dicky (David Burd), som spiller en semi-fiktiv version af sig selv: En neurotisk, hvid, jødisk fyr med store ambitioner om at blive en legendarisk rapper.
Men under det hele gemmer sig én grundlæggende skam:
Hans penis er deform og lille - og han taler konstant om det.
Penis som omdrejningspunkt - men ikke kun som joke
I Dave er hans penis ikke bare et punchline. Det er et gennemgående traume, en identitetskamp og en drivkraft. Serien leger med publikums forventninger og bruger den "latterlige penis" til at spørge:
-
Kan en mand med en "grim pik" stadig være en sexsymbol?
-
Hvor meget af maskulinitet er faktisk psykisk?
-
Er det muligt at vende sin skam til styrke?
Komik + psykologisk dybde
Det starter med pinlige, selvironiske jokes om hans deformitet (han har en sjælden lidelse hvor urinrøret sidder forkert, hvilket er ægte og baseret på hans rigtige liv). Men serien udvikler sig til en meget rørende fortælling om selvbillede, ego, seksualitet og præstationsangst.
På den måde skiller Dave sig faktisk ud:
-
Hvor The Righteous Gemstones bruger lille penis som et latterligt "gotcha!"-moment...
-
... bruger Dave det som sjælens akilleshæl.
Eksempler fra serien:
-
Pilotafsnittet: Han forklarer detaljeret til sin kæreste, hvordan hans penis fungerer (eller ikke fungerer) - det er både hylende morsomt og helt vildt akavet.
-
Rapsange: Lil Dicky bruger sin penis som materiale i sine sange - han "own’er" sin skam og gør det til sin superkraft. Det er modsat skamkultur - det er skam som humorbrand.
-
Terapi-afsnit: Der er hele episoder dedikeret til hvordan hans fysiske skam påvirker hans kreativitet og parforhold.
Dave er ikke bare endnu en serie med små tissemænd som sjov gimmick. Det er en fortælling om, hvordan kroppen kan være en kilde til både skam og styrke, og hvordan ærlig, ufiltreret humor kan skabe forbindelse.
Så ja - Dave handler om den latterlige penis.
Men det handler endnu mere om hvordan man holder op med at være bange for at være latterlig.
-
-
-
The Critical Drinker kan heller ikke lide den, af alle de samme, rigtige grunde. A Minecraft Movie - Pure Mindless Slop, And It'll Make A Billion Dollars.
Men i kommentarsporet berettes der om gang i den i biografen:
Jeg er 54. så filmen med min 23 år gamle datter (tidligere Junior High Minecraft spiller) og hendes kæreste, et spilentusiast. IMAX-biografen var fuld af teenagedrenge. Filmen var ganske forglemmelig, men det sjove var at se hoben af Minecraft-elskere huje og klappe, hver gang filmen berørte et "meme." Det mindede mig om at se Rocky Horror Picture Show i 1989.
-
Cilles far! Jeg bad ChatGPT forklare din overskrift Luxus aeterna. Den svarede:
"Luxus aeterna" er et satirisk udtryk, der bruges i The White Lotus sæson 3 som en parodi på konceptet "lux aeterna" (evigt lys), men omformet til at betyde "evig luksus".
I serien bliver det brugt som et slogan for en eksklusiv wellness-behandling eller retreat på resorten, der lover de velhavende gæster en form for transcendent luksusoplevelse eller evig ungdom gennem dyre behandlinger.Det fungerer som et perfekt eksempel på seriens satire over rigmandskultur, hvor noget så overfladisk som luksus bliver ophøjet til noget nærmest religiøst eller spirituelt. Udtrykket parodierer hvordan velhavende mennesker søger mening gennem forbrug og eksklusive oplevelser, som om de kan købe sig til noget evigt eller dybere meningsfuldt.
Seriens skabere bruger "luxus aeterna" til at udstille tomheden i den evige jagt efter statusmarkører og hvordan de privilegerede karakterer ofte forveksler materiel overflod med ægte livsopfyldelse.
Var det det, du mente?
Ikke helt. Den møgmaskine hallucinerer! Det er overhovedet ikke nævnt i serien!
"Lux aeterna" er et latinsk udtryk, der direkte oversættes til "evigt lys". Udtrykket har dybe rødder i flere kontekster:
I katolsk liturgi kommer det fra requiemmessen (dødsmessen), hvor det indgår i bønnen: "Lux aeterna luceat eis, Domine" ("Lad det evige lys skinne på dem, Herre"). Dette er en bøn for de afdøde, hvor man beder om at de må hvile i evigt lys eller i Guds nærvær.
I bredere kulturel kontekst symboliserer "lux aeterna" ofte oplysning, udødelighed, eller en transcendent tilstand hinsides det jordiske liv. Det bruges som metafor for guddommeligt lys, åndelig indsigt eller evig sandhed.
Jeg brugte bare "Luxus aeterna" som en morsom overskrift til seriens blanding af attråværdig jordisk luksus og affinden sig med uafvendelig død.
Stol ikke på alt maskinen fortæller dig!
Hvad tror du fx. den mener med "ægte livsopfyldelse"?
Vi kan spørge. ChatGPT 4o:
"Ægte livsopfyldelse er efter min mening noget dybt personligt, men jeg tror det handler om at finde en balance mellem flere elementer:
Det handler om meningsfulde relationer - de dybe forbindelser vi skaber med andre mennesker, som giver os følelsen af at høre til og blive set for den vi virkelig er.
Det indebærer at have et formål - noget der driver os og giver vores handlinger betydning, hvad enten det er gennem arbejde, kreativitet, at hjælpe andre, eller at skabe forandring.
Personlig vækst er også vigtig - følelsen af at udvikle sig, lære nyt og overvinde udfordringer, som giver os en følelse af progression i livet.Autenticitet spiller en stor rolle - at leve i overensstemmelse med vores egne værdier og ikke konstant forsøge at leve op til andres forventninger eller samfundets definition af succes.
Jeg tror ægte livsopfyldelse ofte findes i øjeblikke af tilstedeværelse og taknemmelighed, hvor vi fuldt ud mærker og værdsætter det vi har, snarere end konstant at jagte det næste.
Modsat karaktererne i The White Lotus kan vi nok ikke købe os til ægte livsopfyldelse gennem luksus eller materielle goder - den kommer oftere gennem oplevelser, forbindelser og personlig udvikling."
-
Cille! Hvad synes du?
Serien balancerer perfekt mellem satire og spænding, som hvis Paradise Hotel og Big Little Lies fik et barn på et spa-resort.
Patrick Schwarzenegger er med – og ja, han er lige så smuk, som man forestiller sig en genetisk jackpot.
Mange af figurerne forsøger at finde sig selv – men ender mest med at finde cocktails og dårlige beslutninger.
Trivia: Skaberen Mike White har bekræftet, at sæson 3 skulle være “en satirisk og spirituel rejse,” men den føles mest som en dyr terapi-session med fantastisk udsigt.
Castet inkluderer flere kendte ansigter og endnu flere skjulte dagsordener, så hold øje – både med plottet og med Patrick.
Undskyld, at jeg afbryder. Hvad er forskellen på The White Lotus og Paradise hotel?
Ligheder mellem The White Lotus og Paradise Hotel:
- Luksuriøse feriesteder: Begge serier foregår på eksklusive resorts, der danner rammen om handlingen.
- Fokus på relationer: De udforsker komplekse interaktioner og relationer mellem karaktererne under deres ophold.
- Intriger og drama: Begge serier er præget af intriger, alliancer og konflikter, der opstår blandt deltagerne.
Forskelle mellem The White Lotus og Paradise Hotel:
- Genre og tone: The White Lotus er en satirisk dramaserie, der kommenterer sociale dynamikker og privilegier, mens Paradise Hotel er et realityprogram med fokus på romantik og konkurrence.
- Karakterfokus: The White Lotus følger fiktive karakterer med dybdegående baggrundshistorier, mens Paradise Hotel præsenterer virkelige personer i en konkurrencesituation.
- Fortællestruktur: The White Lotus har en sammenhængende narrativ struktur med en klar begyndelse, midte og slutning, hvorimod Paradise Hotel er episodisk med elimineringsrunder og nye deltagere, der løbende introduceres.
Hm. Man kunne kalde det sidste afsnit af The White Lotus for elimineringsrunden. Det er efterhånden nogen med pistoler og 5-6 dødsfald som de trænede tv-seere nyder både som drama og som skriveteknik/leveringsmekanisme (spøjlers!).
Nuvel. Det bedste og det værste?
Det bedste ved The White Lotus sæson 3:
- Thailand som location – Den tropiske setting er både smuk og symbolsk, og skaber en perfekt kulisse for drama og eksistentielle kriser.
- Skarp satire og sociale kommentarer – Serien udstiller overklassen med både humor og bid, så man griner, krummer tæer og føler sig lidt bedre end dem.
- Nye, stærke karakterer – Særligt flere af de kvindelige roller har fået dybde og kompleksitet, og Patrick Schwarzenegger (suk) skinner i sin rolle.
Det værste ved sæsonen:
For mange karakterer: Nogle karakterer, især de lokale ansatte, mangler dybde og får ikke tilstrækkelig opmærksomhed.
Langsom fortællestil: Seriens tempo er langsommere end tidligere sæsoner, hvilket kan gøre den mindre engagerende for nogle seere. Mine forældre kan godt lide at se på perfekt fotograferede bølgeskvulp og vand på åkandeblade. Jeg vil hellere have action.
Et stort twist, der er brugt efterhånden mange gange før. Min far sagde "Næh, I Manon og kilden, der rammer det hårdt og udforskes. Her virker det lidt påklistret og forhastet."
Du valgte, igen tids-atypisk at se samtlige otte afsnit med dine forældre. Hvordan var det?
Det var ret akavet at se The White Lotus sæson 3 med mine forældre på grund af de mange eksplicitte sexscener og nøgenhed! Min mor spurgte temmelig naivt, "Er det sådan unge mennesker opfører sig på ferie nuomdage?" og jeg løj og sagde "Nej, det er vildt overdrevet" selvom jeg kunne nævne mindst tre veninder, der har været i lignende situationer.
Min far var - selvfølgelig - optaget af at diskutere velstandskløften mellem personalet og gæsterne. Ikke uventet fra den kant. Vi har taget på øko-ferier så længe, jeg kan huske.
Jeg forsøgte ihærdigt at undgå at kommentere på Patrick Schwarzeneggers scener, for jeg vidste, at min vurdering af hans "skuespiltalent" ville afsløre lidt for meget om mine egentlige tanker!
-
Cilles far! Hvorfor slutter sidste afsnit altid med en salme?
I HBO-serien The White Lotus anvendes kristne salmer som "Jesus bleibet meine Freude" og "A Great and Mighty Wonder" i de afsluttende episoder, hvor karakterer møder døden. Denne musikalske beslutning tjener flere formål, både tematisk og psykologisk, og forstærker seriens udforskning af eksistentielle temaer.
Symbolik og tematik
Brugen af disse salmer kan tolkes som en kommentar til karakterernes søgen efter mening og forløsning. "Jesus bleibet meine Freude", komponeret af Johann Sebastian Bach, er en del af kantaten Herz und Mund und Tat und Leben (BWV 147) og udtrykker en dyb hengivenhed til Jesus som en kilde til glæde og trøst . Ved at inkludere denne salme i scener med død, understreges kontrasten mellem menneskelig forgængelighed og ønsket om evig fred.Ligeledes er "A Great and Mighty Wonder" en traditionel julesalme, der fejrer Kristi fødsel og det mirakel, det repræsenterer. Dens anvendelse i dødsøjeblikke kan tolkes som en ironisk kommentar til livets cyklus og de uventede måder, hvorpå begyndelser og afslutninger flettes sammen.
Psykologisk perspektiv
Fra et psykologisk synspunkt kan disse salmer fremkalde en følelse af trøst og refleksion hos seeren. Musik har en stærk indvirkning på vores følelser, og kendte religiøse melodier kan vække følelser af nostalgi, fred eller endda uro, afhængigt af konteksten. I The White Lotus bruges disse salmer til at skabe en stemning, der både er højtidelig og dybt personlig, hvilket forstærker karakterernes indre konflikter og deres konfrontation med døden.Kulturel og æstetisk effekt
Desuden tilfører brugen af klassiske kristne salmer en kulturel og æstetisk dybde til serien. Det skaber en forbindelse mellem moderne fortællinger og historiske musiktraditioner, hvilket kan give en følelse af tidløshed og universelle temaer. Denne musikalske strategi kan også tjene til at fremhæve seriens kritik af privilegium og moral ved at kontrastere karakterernes ofte overfladiske livsstil med den dybde og alvor, som disse salmer repræsenterer.Samlet set fungerer anvendelsen af kristne salmer i The White Lotus som et kraftfuldt narrativt værktøj, der forstærker seriens temaer om liv, død, moral og menneskets søgen efter mening.
Dertil byder sæson 3 også på hende den lækre mor fra Ghostbusters med babserne i fri dressur!
Cilles mor brød her ind:
Vi må heller ikke glemme, at meget maskuline Jason Isaacs i afsnit 4 lige lod medisteren smutte ud af badekåben. Vi har et lille tv, men den var ikke til at overse, Mads.
Deruodver har du dog ret:
Seriens luksuøse feriesteder er templer for moderne materialisme, hedonisme og selvoptagethed - alt sammen værdier, der står i skarp kontrast til de kristne idealers ydmyghed, selvopofrelse og åndelig refleksion.
Psykologisk funktion af kristen musik ved døden
Fra et psykologisk perspektiv tjener denne musikalske beslutning flere formål:- Transcendens i det verdslige: Midt i seriens sekulære verden fungerer de kristne hymner som en påmindelse om eksistensen af noget større end karakterernes jordiske bekymringer. Døden bliver dermed vist som et transcendent øjeblik, hvor alle sociale konstruktioner og materielle besiddelser mister betydning.
- Ironisk kommentar: Kristne temaer om ydmyghed og næstekærlighed står i skarp kontrast til karakterernes selvcentrerede livsførelse. Musikken understreger derfor det ironiske i, at selv de mest privilegerede og selvoptagede mennesker til sidst møder samme skæbne som alle andre.
- Katarsis og forløsning: Religiøs musik har traditionelt været forbundet med følelsesmæssig renselse og åndelig forløsning. I "The White Lotus" tilbyder disse øjeblikke med sakral musik seeren en form for katarsis efter sæsonens spændingsopbygning.
Kulturel arv og dødelighed
De valgte kristne hymner trækker på århundreders kulturel arv og kollektiv forståelse af døden. Ved at inkorporere denne musik i en moderne fortælling, skaber serien en bro mellem fortid og nutid, og minder os om, at uanset hvor meget samfundet har ændret sig, forbliver døden en universel konstant.
Cilles far igen, bedrevidende:
Men husk, at sæson 2 faktisk slutter med "Un bel dì, vedremo" fra Puccinis opera Madama Butterfly. Sangen er ikke religiøs. Men varsler dog livets afslutning!
En sang, der kan få de fleste til at finde lommetørklædet frem.
"Un bel dì, vedremo" betyder "En skønne dag vil vi se". I operaen synges arien af Cio-Cio San (kendt som Butterfly), der udtrykker sin urokkelige tro på, at hendes elskede, Pinkerton, vil vende tilbage til hende. Hun forestiller sig den dag, hvor hans skib dukker op ved horisonten, og de bliver genforenet. Denne drøm er dog tragisk, da Pinkerton ikke deler hendes loyalitet, hvilket fører til hendes undergang.
I The White Lotus sæson 2 udforskes temaer som illusioner, selvbedrag og de komplekse dynamikker i menneskelige relationer. Brugen af "Un bel dì, vedremo" understreger karakterernes egne vildfarelser og forhåbninger, især i forhold til kærlighed og loyalitet. Ligesom Butterfly klamrer sig til en urealistisk drøm om genforening, ser vi figurer i serien, der holder fast i illusioner, der ikke nødvendigvis afspejler virkeligheden.
- Transcendens i det verdslige: Midt i seriens sekulære verden fungerer de kristne hymner som en påmindelse om eksistensen af noget større end karakterernes jordiske bekymringer. Døden bliver dermed vist som et transcendent øjeblik, hvor alle sociale konstruktioner og materielle besiddelser mister betydning.
-
Jeg blev umiddelbart slået af hvor god søgningen var, at filtre og sortering virkede, og at det afsatte sig oppe i URL'en så man også kan linke præcist til sine søgninger. Det er noget ALT for mange medier forsømmer - inklusive DR.
Med det sagt. Ja! Der mangler emneord.
Mit gæt/håb er at de fuldtekstindekserer hele baduljen (AI, 50.000 kroner? ) og får maskinen til at lave emneord (AI, 25.000 kroner?), der så både kan bladres rundt i og vægtes, når der søges.
DR-Arkivet har allerede åbnet ballet ved at have en Oversigt-knap på søgesiden hvor man kan se thumbnails fra programmet (hvis det er tv). Men her er en af de overraskende fejl.
Hvis vi gerne vil se indslaget om orienteringsløb fra 5. maj 2007, kan vi på søgesiden - ud fra oversigten - gætte os til at, at indslaget begynder efter ca. 10 minutter, Den mulighed har man ikke på selv udsendelsen, fordi de der hellere vil pushe relateret indhold. ... Der så ikke er en tøddel relateret. Jeg ser tre programmer fra Flemmings helte-serien, der intet har med hverken orienteringsløb eller sport at gøre.
Puuuuh.
Ansæt en bibliotekar!
Projektet fortjener helt klart også en prioriteret forside og en egentlig redaktør. Det ville, som med DR Gensyn, kunne mangedoble brugen.
I forhold til Bonanza fik DR Gensyn dobbelte så meget og dobbelt så godt på hylderne - og overgik så Bonanza 21 gange.
En redaktør kunne så også hjælpe alle publicistiske medier med at linke korrekt til deres kilder. Indlejring kommer nok ikke til at ske på hverken kommercielle eller ikke-kommercielle sider. Men links, der består til evig tid, er også finere. Især hvis de anstrenger sig lidt mere med forhåndsvisningen af dem.
Jeg har, som du, været til "Hjælp DR en eftermiddag"-arrangementer. Jeg har også kastet ubetalte arbejdstimer efter DMI.
Min konklusion er: de kan kun høre, hvad man siger, hvis de betaler for det. Ellers er det bare brugermumlen. Selvom pointerne er så skarpe, som de kan være.
-
Med fare for at tage troldemadding (opviglende sprog) og stjæle Niels' torden:
Niels er ikke verdens eneste uimponerede Adolescence-seeer (se fx. de utilfredse MDB-anmeldere) og giver 50 der hvor Rotten-publikummet giver 74.
Dertil tror jeg ikke, at Niels søger konsensuskonfrontation. Her på stedet bedømmer vi film "som vi føler lige nu" uden skelen til det ene eller andet.
Derudover kan du ikke forlade dig på Rotten-konsensus. Usandsynligt mange film og tv-serier er der BEDSTE! FILM! NOGENSINDE! iflg. Rotten (skal ses på desktop).
Men du kan selvfølgelig forlade dig på din egen oplevelse!
Jeg glæder mig selv til at se Adolescence og være uenig med Niels.
Modsat Niels slubrer jeg nemlig Ken Loach og Mike Leigh i mig med fornøjelse. Niels og jeg har før diskuteret røvsyg socialrealisme med udgangspunkt i The Lost Daughter. Den diskussion vil du sikkert sætte pris på.
-
"Derudover prøver han halvhjertet at kompensere for klichéparaden ved at skabe et kompliceret og traumatisk forhold mellem de to tvillinger og (senere) en anstrengt far-barn-relation mellem Hal og hans søn Petey."
Fy for hulens! Det lyder som tilføjelser til klichéparaden. Jeg afskyr i særlig grad dovne traumer (sidste antruffet i True Detective S04) og problemerne med far (sidst paraderet dovent i The Wizard of Lies).
Min lyst til at se gyseren/leveringsmekanismen om den mekaniske avekat er nu faldet fra 0,1% til 0,001%.
-
-
-
-
Sider
Log ind eller registrer dig for at lægge langtidsholdbare, konstruktive kommentarer.
Registrerede brugere får bedre editor og flere likes.
Kolofon
Alt indhold er © de respektive skribenter, illustratorer og fotografer. Kontakt dem ved at klikke på deres navn. Navnet står i toppen af artiklerne. Billeder kommer fra skribenterne, producenter, AI-illustratorer, emoji- og ikon-pakker og krediteres på artiklerne.
Internetforbrugeren.dk er bygget til videbegærlige dig og for sjov af Drupal-folkene fra Vertikal.dk. Abonnér med RSS (flere muligheder).
Privatlivspolitikken siger meget tydeligt, at du til en afveksling ikke udsættes for annoncer og tredjepartsovervågning her. Nyd det.
Ingen sponsorerede artikler / no sponsored posts fortæller folk, at Internetforbrugeren ikke gør sig i sponsorerede artikler. Annoncer (ingen), sponsorater (ingen), samarbejder på Internetforbrugeren (ingen) fortæller om mediets økonomi.
Vi forsøger at vinde på integritet.