Nyeste kommentarer
-
Udstilling og domfældelse
-
Se hvordan John Wick-pølsen laves
-
Jeg respekterer din ret til at tage fejl
-
Den dybere mening med Nobody
-
Generationernes kamp
-
Glæde ved film om film signalerer tilhørsforhold
Stevens notitser
Seneste Illustration
Populæreste kommentarer
Nyeste anmeldelser
Forslag?
Seneste kommentarer
-
-
Oh, en link-kender. Dejligt. Jeg er også ret sikker på, at du vil elske at se hvordan John Wick-pølsen laves. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at jeg ville finde greenscreen-versionen med instruktør-kommandoer næsten lige så spændende som det færdige produkt.
Befores&afters har nogle vidunderlige artikler/eksempler fra John Wick 4.
Jeg bryder mig virkelig ikke om at kvantificere min filmoplevelse. Men det er nødvendigt for at kunne levere nyttige lister som Bedste gratis film på DR lige nu til søde læsere. Som gnaven/kræsen/halvdum ligger mine bedømmelser lidt lavere end verdensgennemsnittet. Men i tilfældet Wick noget over anmelder Søndergaards.
Som du måske ved, kan du få næsten bedre tju-bang i Dredd, The Raid: Redemtion og Extraction-filmene.
-
Cilles mor! ⟲ Du er en meget vidende filmanmelder. Fortæl os om den dybere mening med filmen Nobody.
Filmen Nobody (2021), instrueret af Ilya Naishuller og med Bob Odenkirk i hovedrollen som Hutch Mansell, appellerer til midaldrende, timide kontormænd på flere niveauer. Dens temaer, karakterudvikling og brug af vintage-æstetik skaber en kraftfuld fantasi, hvor den tilsyneladende gennemsnitlige mand tager kontrol over sit liv og overgår sine egne og andres forventninger. Her er en detaljeret analyse af, hvorfor denne film rammer netop denne målgruppe:
1. Fantasien om mod og styrke
Midaldrende kontormænd identificerer sig ofte med Hutch Mansell, der fremstår som en grå og overset karakter i starten af filmen. Hans hverdag er præget af monotoni, manglende respekt fra omgivelserne og en følelse af stilstand – en situation, mange finder genkendelig.
- Transformationen til en skjult badass: Hutchs rejse fra at være en "nobody" til en hyperkompetent, frygtindgydende actionhelt appellerer til fantasien om latent potentiale. Det taler direkte til drømmen om at bryde ud af det kedelige, sociale narrativ og genvinde kontrol og respekt.
- Evnen til at få sin vilje igennem: Filmen viser en mand, der ikke længere accepterer at blive trådt på, men i stedet handler med autoritet og effektivitet. Denne transformation repræsenterer en ønsket følelse af empowerment for mange mænd, der føler sig marginaliserede i deres daglige liv.
2. Nostalgiske og vintage-elementer
Filmens brug af vintage-muskelbiler, hi-fi-udstyr, whisky og cigaretter spiller på en nostalgisk længsel efter en tid, hvor maskuline værdier og enkelhed dominerede.
- Muskelbilen: Hutchs 1972 Dodge Challenger symboliserer rå kraft og uafhængighed. For mange mænd er muskelbiler ikke bare transportmidler, men ikoner for frihed og dominans – en fysisk manifestation af maskulin energi.
- Vintage hi-fi og whisky: Disse detaljer skaber en følelse af æstetisk og emotionel dybde. De repræsenterer raffinement og en værdsættelse af kvalitet, der forbinder sig til ideen om en mand, der kender sine værdier og standarder.
- Cigaretter: Selvom rygning ikke længere er socialt accepteret på samme måde, signalerer cigaretterne i filmen en slags rebelsk holdning og en forbindelse til en tid, hvor mænds frihed og selvbestemmelse blev glorificeret.
3. Action som katarsis
Den voldelige eskalation i filmen fungerer som en katarsisk oplevelse for mange seere.
- Tæsk til skurkene: Hutchs kamp mod de kriminelle er en metafor for at tage kampen op mod livets uretfærdigheder og dagligdagens frustrationer. Hver nævekamp og eksplosion er en frigørelse af undertrykt vrede og stress.
- Veludførte actionsekvenser: De brutale og koreografisk imponerende kampscener fremstår som et udtryk for kontrol og mestring – noget, mange midaldrende mænd måske føler, de mangler i deres eget liv.
4. Idealbilledet af Den Stærke Mand
Hutch Mansell er en kompleks karakter, der balancerer mellem at være en kærlig familiefar og en dødelig kriger. Dette todelte ideal er særligt appellerende.
- Den ansvarlige mand: Han viser, at det er muligt at være en omsorgsfuld far og ægtemand uden at miste sin egen identitet eller styrke.
- Den frygtløse beskytter: Mange mænd drømmer om at være en person, der kan beskytte sin familie mod alle trusler og genvinde deres respekt.
5. Følelsen af retfærdighed
Filmens plot drejer sig om retfærdighed og hævn – en følelse, der ofte er undertrykt i det moderne liv.
- Konfrontationen med systemet: Hutchs kamp er ikke kun mod kriminelle, men også mod systemets ligegyldighed over for den almindelige mand. Det er en historie om at tage sagen i egen hånd og kræve respekt i en verden, der ofte ignorerer dem, der følger reglerne.
6. Humor og selvironi
Filmen har en tør humor og en selvironisk tone, der gør den letfordøjelig og relaterbar. Hutch ved, at han ikke er en klassisk helt; han er udmattet, får tæsk og har en uperfekt tilgang til sine problemer. Denne mangel på perfektion gør ham til en mere menneskelig og sympatisk karakter.
7. Flugt fra Det Moderne Liv
I en tid præget af komplekse sociale regler og teknologisk afhængighed giver Nobody en eskapistisk oplevelse. Ved at fokusere på analoge, håndgribelige og direkte handlinger – som slagsmål, klassiske biler og gamle medier – tilbyder filmen en pause fra nutidens digitaliserede og komplekse verden.
Konklusion
Nobody rammer plet hos midaldrende, timide kontormænd, fordi den tilbyder en fantasifuld flugt, hvor en almindelig mand genopdager sin styrke og kontrol i en verden, der ofte føles begrænsende. Dens vintage-elementer forstærker denne følelse ved at appellere til nostalgien for en enklere, mere maskulin tid. Kombinationen af humor, vold og personlig transformation gør filmen til en perfekt cocktail af empowerment og eskapisme.
Er filmen, ligesom Scner fra et ægteskab, et godt udgangspunkt for en parforholdssnak?
Ja, filmen viser en smuk transformation i dynamikken mellem mand og kvinde..
1. Beccas Oprindelige Perspektiv
I starten af filmen virker Becca følelsesmæssigt fjern fra Hutch. Det er tydeligt, at de begge føler sig fanget i en hverdag præget af monotoni og forudsigelighed, hvilket har slidt på deres forhold. Hendes manglende reaktion på Hutchs ydmygelser (som under røveriet) antyder en vis resignation – som om hun har mistet respekten for ham som en beskytter og partner.
2. Forandringen i Hutch
Efterhånden som Hutch begynder at tage kontrol over sin situation og viser sin beslutsomhed, selvtillid og evne til at beskytte sin familie, opstår der et skift i dynamikken. Hutchs transformation indebærer:
- Fysisk kontrol og handling: Hans evne til at beskytte familien mod fare skaber en følelse af sikkerhed, som kan genskabe en form for respekt og beundring.
- Selvtillid: Hutchs handlinger genantænder hans egen selvtillid, hvilket gør ham mere karismatisk og attraktiv i sin rolle som ægtemand og far.
3. Beccas Reaktion
Selvom filmen ikke viser en direkte romantisk eller seksuel reaktion fra Becca, er der subtile tegn på, at hendes opfattelse af Hutch ændrer sig:
- Større Respekt: Becca begynder at anerkende Hutch som en stærkere og mere handlekraftig person, hvilket genskaber en form for respekt, der manglede i deres tidligere forhold.
- Fornyet Interesse: Der er scener, hvor Becca ser på Hutch med en blanding af forundring og fascination, da hun bliver konfronteret med en side af ham, hun måske ikke har set før – eller måske har glemt eksisterede.
- Beskytterrollen: Hutchs handlinger for at beskytte deres børn og hjem styrker hans rolle som familiens beskytter, hvilket kan genantænde en følelse af sikkerhed og tilhørsforhold.
Og alt det uden at man skal høre om hvordan hovedpersonens far var en knotten præst fra Nordsverige!
-
Cilles mor! Du er en meget vidende filmanmelder. Fortæl mig om generationernes kamp i filmen John Wick 4.
I John Wick: Chapter 4 er forholdet mellem generationerne en subtil, men vigtig tematik, der afspejles i karakterernes dynamikker og deres forskellige livssyn. Filmen bruger sine karakterer til at udforske kontrasterne mellem ældre og yngre generationer inden for den voldelige underverden, og hvordan de balancerer tradition, ære og overlevelse.
Ældre generation: Tradition og ære
Den ældre generation, repræsenteret af karakterer som Winston (Ian McShane), Shimazu Koji (Hiroyuki Sanada) og selv delvist John Wick (Keanu Reeves), er dybt forankret i en kodeks af ære og loyalitet. De ser deres rolle som beskyttere af traditioner og værdier, selv når de lever i en brutal verden.
- Winston: Hans strategiske tænkning og vilje til at spille det lange spil reflekterer en mere erfaren tilgang, hvor magt opretholdes gennem intellekt og manipulation frem for rå styrke.
- Shimazu Koji: Hans relation til sin datter, Akira, viser en klassisk opfattelse af forældreansvar – han er villig til at ofre sig for at beskytte hende og deres families ære. Hans beslutning om at stå imod The High Table er rodfæstet i et principielt valg, selvom det sandsynligvis vil koste ham livet.
Disse karakterer repræsenterer en verden, der er i færd med at forsvinde – én hvor personlige forbindelser og ære er lige så vigtige som overlevelse.
Den yngre generation: Overlevelse og pragmatik
Den yngre generation repræsenteres af karakterer som Akira (Rina Sawayama) og Marquis Vincent de Gramont (Bill Skarsgård). Disse karakterer viser en mere pragmatisk og opportunistisk tilgang til magt og overlevelse, hvor ære ofte underordnes ambition og selvopholdelsesdrift.
- Akira: Hun respekterer sin fars traditioner, men hun er også bevidst om deres begrænsninger i en moderne og hensynsløs verden. Hendes drive for hævn efter sin fars død viser en yngre generations impulsive energi og nødvendigheden af at finde sin egen vej, selvom det kan føre til destruktive konsekvenser.
- Marquis Vincent de Gramont: Som en ung leder inden for The High Table repræsenterer han en brutal pragmatisme. For ham er magt ikke noget, der skal opretholdes gennem ære, men gennem frygt og manipulation. Hans handlinger demonstrerer en mangel på respekt for de ældre generationers kodeks, hvilket skaber en direkte konflikt med John Wick.
Generationernes konflikt
Konflikten mellem generationerne er central i filmen og eksemplificeres i kampen mellem Marquis og de ældre karakterer. Marquis repræsenterer en ny verdensorden, hvor brutalitet og ambition dominerer, mens John Wick og hans allierede kæmper for at opretholde en følelse af retfærdighed og personlig frihed i en verden, der konstant ændrer sig.
Konklusion
Forholdet mellem generationerne i John Wick: Chapter 4 illustrerer en kamp mellem tradition og modernitet, ære og ambition. Ældre karakterer repræsenterer en verden, hvor principper og forbindelser stadig har betydning, mens den yngre generation er mere interesseret i magt og overlevelse. John Wick selv fungerer som et symbol på den svære overgang fra den ene generation til den næste – en mand fanget i spændingsfeltet mellem det gamle og det nye.
Hvad kan du fortælle om de teknologiske/stilistike valg?
- Muskelbiler: Johns ikoniske Ford Mustang fra 1969 repræsenterer styrke, rå maskulinitet og en klassisk amerikansk actionhelt. Den understreger hans old-school tilgang til kamp og hævn, samtidig med at den symboliserer en forsvundet æra, hvor værdier som ære og individualisme var mere fremtrædende.
- LP’er og analoge elementer: Vinylplader og andre retro-objekter fremhæver filmens sans for nostalgi og giver en følelse af autenticitet. Disse ting antyder en verden, hvor historie og tradition betyder noget – ligesom de gamle kodekser, der styrer underverdenen.
-
Cilles far, du grand old man udi dansk filmkritik, filmanmeldere er sjældent lige så smukke og karismatiske som filmskuespillere, sjældent lige så ambitiøse som manuskriptforfattere, sjældent så fokuserede og visionære som filminstruktører. Er filmanmelderes hyldest til film om filmfremstilling et forsøg på at komme ind i varmen, vise at de også forstår filmens magi i dybden og faktisk lidt er en del af den fantastiske branche?
Du rammer noget interessant her – filmanmelderes fascination af film om filmfremstilling kan absolut ses som et forsøg på at legitimere deres egen rolle i filmens økosystem og placere sig tættere på den kreative proces, de selv beundrer og vurderer.
-
En plads ved bordet:
Filmanmeldere står ofte uden for selve skabelsesprocessen, men de er essentielle i, hvordan film modtages og fortolkes. Når de hylder film om filmfremstilling, får de en chance for at "blive en del af samtalen" og vise, at deres dybdegående forståelse af mediet ikke kun handler om kritik, men også kærlighed og respekt for filmens magi. -
Spejling af kunstnerisk passion:
Film om filmfremstilling, som f.eks. "The Fabelmans" eller "8½", fortæller ofte historier om kunstnerisk kamp, usikkerhed og ambition – følelser, som filmanmeldere måske spejler i deres egen rolle som formidlere og fortolkere. De er ikke instruktører eller skuespillere, men de føler ofte en lige så dyb forbindelse til filmmediet. -
Ekspertise som billet til "varmen":
Ved at elske og anerkende film om film kan filmanmeldere vise deres ekspertise og indsigt i, hvordan en film bliver til. Det er deres måde at demonstrere, at de ikke blot er "passive kritikere", men aktive forståere og formidlere af filmkunstens dybde og kompleksitet. -
Romantisering af deres egen rolle:
Film om film er ofte en fejring af kærligheden til film og fortællinger – en romantisering af selve branchen. Anmeldere kan bruge dette som en chance for at romantisere deres egen position: Den skarpe, passionerede observatør, der forstår og deler denne kærlighed med et publikum. -
Drømmen om selv at skabe:
Filmanmeldere er ofte mennesker, der elsker historier, men som af forskellige årsager ikke selv blev skabere af dem. Begejstringen for film om filmfremstilling kan være et udtryk for et ønske om at blive set som mere end blot kritikere – måske som små bidragsydere til den samme kunstform gennem deres ord og analyser.
Så ja, filmanmelderes hyldest til film om filmfremstilling kan ses som en slags eksistentiel bekræftelse. De ønsker at signalere, at de ikke blot forbruger film, men også forstår og værdsætter den kreative sjæl og slid, der ligger bag – og at de dermed, i det mindste lidt, hører til.
Fuck, du er dygtig! Du ved simpelhen alt om film. Du skriver simpelhen fantastisk. Jeg er Så glad for at have dig her på skuden. Du kommer til at gøre så mange mennesker så meget klogere og så meget bedre underholdt.
-
-
Cilles far, du grand old man udi dansk filmkritik, synes filmanmeldere bedre om film om filmfremstilling end den gennemsnitlige filmkigger og i givet fald hvorfor?
Ja, mange filmanmeldere synes ofte bedre om film om filmfremstilling end den gennemsnitlige filmkigger, og der er flere gode grunde til det:
-
Indsigt i filmkunsten:
Filmanmeldere er ofte mere bekendte med filmteknikker, æstetik og baggrundsprocesserne. Film om filmfremstilling – som "La La Land", "The Artist" eller "Once Upon a Time in Hollywood" – appellerer til deres dybe forståelse af branchen og fungerer som en hyldest til deres passion. -
Metakommentarer og intertekstualitet:
Film om film er ofte fyldt med referencer til filmhistorie og kultklassikere. Anmeldere, der kender disse referencer, oplever en ekstra dybde og glæde, som den gennemsnitlige filmkigger måske går glip af. -
Industriens indre drama:
Filmfremstilling er et glamourøst, men kaotisk miljø, og historier om kreative kampe, egoer og kompromiser (f.eks. "Sunset Boulevard" eller "8½") har en særlig appeal for anmeldere, der kan relatere til kunstnerisk ambition og kritik. -
Selvrefleksion og kritik af mediet:
Mange film om film går også kritisk til værks og stiller spørgsmål ved industrien og dens moralske gråzoner ("The Player" eller "Adaptation"). Filmanmeldere sætter pris på den selvrefleksion, som ikke altid vækker samme interesse hos et bredt publikum. -
Kærlighed til filmhistorien:
For filmanmeldere er film om film en slags kærlighedsbrev til deres yndlingsmedie. Hvor den gennemsnitlige biografgænger leder efter underholdning, søger anmeldere efter historier, der fejrer og udforsker film som kunstform.
Så kort sagt: Filmanmeldere ser ofte mere i en film om filmfremstilling, fordi de elsker og forstår det univers, filmen skildrer, og de værdsætter de skjulte lag, som måske ikke rammer den bredere målgruppe lige så stærkt.
-
-
Det var måske lige en hastig afvisning af en film, der trods alt får 7.4 på IMDB. Men Cilles far kan heller ikke udstå den:
Anmeldelse af Nosferatu - vampyren (1979)
Werner Herzogs Nosferatu er ofte rost som en kunstnerisk genistreg, men i realiteten føles den som en langtrukken, selvhøjtidelig øvelse, der mister grebet om både fortælling og atmosfære. Selvom filmen forsøger at hylde Murnaus skelsættende værk fra 1922, ender den som en tandløs og dvælende genskabelse, der mangler både intensitet og originalitet. På trods af sin visuelle flair og et par interessante skuespillerpræstationer drukner Herzogs version i sit eget prætentiøse ambitionsniveau.
Historien: Langtrukken og følelsesforladt
Filmens narrativ følger i grove træk Bram Stokers Dracula, men Herzogs behandling af materialet er så langsommelig, at selv de mest simple scener føles som evigheder. Historien om Jonathan Harkers rejse til Transsylvanien, Draculas flytning til Wismar og den efterfølgende pest mister enhver spænding, fordi Herzog insisterer på at strække hver eneste scene til det yderste.
Filmen prøver at balancere mellem horror og eksistentiel dybde, men ender med at fejle på begge fronter. Det uhyggelige ved Draculas karakter fortyndes i en serie af kedsommelige, repetitive dialoger, mens de eksistentielle temaer føles påklistrede snarere end integrerede.
Klaus Kinski: Over the top og karikeret
Klaus Kinski som Dracula er utvivlsomt et interessant valg, men hans præstation overskrider ofte grænsen mellem det intense og det hysteriske. Hans fremstilling af grev Dracula som en tragisk, lidende figur er tydeligvis tænkt som dyb, men Kinskis overdrevne kropssprog og manierede hvæsen gør karakteren mere komisk end skræmmende. Det er svært at tage en vampyr alvorligt, når han konstant ligner en galning, der har slugt et kilo citroner.
Isabelle Adjani: Smuk, men flad
Adjani, som spiller Lucy, leverer en præstation, der balancerer mellem det forførende og det fuldkommen inaktive. Selvom hendes udseende og tilstedeværelse er visuelt slående, bidrager hendes stive og monotone spillestil til en følelsesmæssig tomhed, der smitter hele filmen. Lucy fremstår som en passiv karakter, der savner både dybde og drivkraft – en skam, da hendes rolle potentielt kunne have været filmens følelsesmæssige centrum.
Visuel Stil: Smuk, men tom
Der er ingen tvivl om, at Herzog og fotograf Jörg Schmidt-Reitwein skaber imponerende billeder, men det hele føles som stil over substans. Filmens langsomme panoreringer over tågede bjerge og døde byer er visuelt dragende i starten, men de gentages så ofte, at de mister deres effekt.
De mange stillestående skud og dvælende kameraindstillinger dræner fortællingen for momentum. Selvom billederne i sig selv kan være smukke, bidrager de ikke til stemningen, men fremstår snarere som en art filmisk selvforkælelse.
Lydsiden: Søvndyssende og malplaceret
Popol Vuhs minimalistiske soundtrack er en af filmens mest roste elementer, men her føles det monotont og upassende. Den drømmende musik mangler dynamik og formår ikke at forstærke spændingen eller ubehaget i nøglescener. Samtidig virker filmens brug af stilhed ofte tvungen, hvilket resulterer i en atmosfære, der snarere er kedelig end truende.
Temaer: Overfladiske og selvhøjtidelige
Herzogs forsøg på at udforske eksistentielle temaer som døden, udødelighedens forbandelse og menneskets forhold til naturen fremstår som halvbagte idéer, der aldrig får den nødvendige dybde. Dracula fremstilles som en tragisk figur fanget i sin egen udødelighed, men filmen formår aldrig at gøre denne idé relaterbar eller følelsesmæssigt resonant. I stedet bliver vi præsenteret for en række åbenlyse symboler og uendelige lange scener, der insisterer på at fremstå dybe uden reelt at være det.
Konklusion
Werner Herzogs Nosferatu er et selvhøjtideligt værk, der drukner i sin egen æstetik og ambition. På trods af smukke billeder og en fascinerende præmis formår filmen aldrig at levere en engagerende fortælling eller ægte uhygge. Kinski er for karikeret, Adjani for flad, og pacing for sløv til, at filmen fungerer som enten horror eller kunstnerisk meditation.
Vurdering: 2/5 stjerner.
Et visuelt flot, men i sidste ende kedsommeligt værk, der aldrig lever op til originalens styrke eller sin egen ambition. -
Og Cille. Hvad syntes du om Udflugten?
-
Picnic at Hanging Rock er som en TikTok-loop af drømmeagtige billeder, hvor piger i hvide kjoler forsvinder i slowmotion – men ingen forklarer noget som helst.
-
Filmen er lidt som at tage på en mystisk skovtur uden dækning på din iPhone: smuk, men også ret frustrerende.
-
Naturen ved Hanging Rock føles så creepy og levende, at du begynder at mistænke, den vil æde dig – eller i det mindste din Volvo.
-
Hvis du kan lide mystik uden svar og vibes fra et meget stramt kostskoleliv, så er denne film lige noget for dig.
-
Soundtracket med panfløjte giver dig følelsen af at være fanget i en artsy, 70’er-agtig yoga-time med uhyggelige undertoner.
-
PS: Hvis du troede, det her var en murder mystery med et fedt twist til sidst, så... nej, bare nej.
Hvordan var det at se den sammen med dine forældre?
Altså, det var lidt af en oplevelse at se Picnic at Hanging Rock med mine forældre, for jeg tror, de så en helt anden film, end jeg gjorde.
De sad der og snakkede om symbolik, victorianske værdier og Freuds dødsdrift, mens jeg mest tænkte: "Hvorfor går de piger rundt på de klipper i små ballerina-sko uden at kigge sig for?"
Min mor blev helt opslugt af den der rektor, fru Appleyard, og begyndte at tale om magtstrukturer og kvindelig repression, mens jeg bare var sådan: "Hun er straight-up uhyggelig."
Far gik all in på at forklare, hvordan de der klipper symboliserer Australiens koloniale skyld og noget med naturens ubønhørlighed – og jeg var bare: "Det er nok bare klipper, far."
Jeg indrømmer, filmen er mega smuk at se på, men der er virkelig mange scener, hvor folk bare stirrer tomt ud i luften – jeg var nødt til at tjekke Instagram et par gange.
Til sidst sagde de begge, at de syntes, det var en "uafrystelig oplevelse," og jeg var sådan: "Cool, men jeg foretrækker film, hvor der sker lidt mere... eller i det mindste findes en forklaring!"
-
-
Cilles mor! Du er en meget vidende filmanmelder. Anmeld filmen Picnic at Hanging Rock (1975) meget detaljeret.
Advarsel: spøjlers.
Freudiansk Analyse af Temaerne i Picnic at Hanging Rock (1975)
Peter Weirs Picnic at Hanging Rock er en film, der bugner af underliggende psykologiske temaer, der kan analyseres gennem en freudiansk linse. Filmen fremstår som en labyrint af drifter, undertrykkelse og det ubevidstes magt. Ved at dykke ned i de freudianske begreber som det ubevidste, seksualitetens rolle, dødsdriften og den gådefulde natur som symbol for det det uhyggelige (das Unheimliche), bliver det klart, at Picnic at Hanging Rock kan tolkes som et psykologisk værk, der afdækker de skjulte sider af menneskets sind.
1. Det Ubevidste og Naturens Rolle
Freud beskrev naturen som en projektion af det ubevidste: kaotisk, magtfuld og uforudsigelig. I filmen bliver Hanging Rock selv et symbol på det ubevidste. De hårde, uformelige klipper, deres dybe skygger og det tilsyneladende endeløse tomrum i landskabet afspejler de områder af psyken, som er ukendte og frygtindgydende.
Forsvindingen af de unge piger repræsenterer måske ikke blot en fysisk overgang, men en psykologisk én: en nedstigning i det ubevidste. Miranda og de andre pigers mystiske forsvinden kan ses som en fuldkommen overgivelse til det ubevidste – et sted, hvor rationaliteten og samfundets regler ikke længere har nogen magt.
2. Seksualitet og Pubertetens Overgang
Freud betragtede seksualiteten som en kernekraft i menneskets psyke, og i filmen spiller undertrykt seksualitet en central rolle. Pigerne på Appleyard College lever under strenge victorianske normer, som forsøger at kontrollere deres spirende seksualitet. De hvide kjoler, pigerne bærer, symboliserer denne pålagte renhed og uskyldighed, men Hanging Rock bliver stedet, hvor denne facade begynder at krakelere.
Miranda fremstår som en næsten overjordisk figur – smuk, gådefuld og nærmest erotisk i sin tilstedeværelse. Hendes karakter er en metafor for ungdommens grænse til voksenlivet, hvor seksualitetens magt begynder at dukke op. Scenen, hvor pigerne ligger på klipperne og ser op i himlen, kan tolkes som en frigørelse af de undertrykte drifter, hvor de oplever en form for ekstase og overgivelse til naturen – en direkte udfordring til skolens stramme regler.
3. Undertrykkelse og Neurose
Skolens strenge rektor, fru Appleyard, repræsenterer over-jeget (superego) i sin mest ubønhørlige form. Hendes rigide kontrol over eleverne og hendes afvisning af at anerkende pigernes individualitet afspejler samfundets forsøg på at undertrykke naturlige drifter og lyster. Freud ville måske påpege, at Appleyards egen angst og neurose er en konsekvens af hendes forsøg på at opretholde kontrol over det, der ikke kan kontrolleres – nemlig det ubevidstes og naturens kræfter.
Som forsvindingerne destabiliserer hele skolens struktur, afsløres Appleyards skrøbelighed. Hendes gradvise sammenbrud kan tolkes som en symbolsk straf for at have undertrykt sin egen psykes mørkere sider.
4. Das Unheimliche: Det Uhyggelige
Freuds begreb om det uhyggelige beskriver det øjeblik, hvor noget velkendt bliver fremmed og foruroligende. Hanging Rock, med sin natur, der burde være smuk og inspirerende, bliver i stedet truende og mystisk. Dette spejles også i pigernes oplevelse: picnicen, en tilsyneladende uskyldig og social begivenhed, bliver pludselig en portal til noget dybt ukendt og uhyggeligt.
De små detaljer – som urenes mystiske stop og pigernes tranceagtige adfærd – skaber en følelse af uvirkelighed, som bringer det uhyggelige frem. Dette er et klassisk freudiansk træk: når grænserne mellem det rationelle og det irrationelle begynder at bryde sammen.
5. Dødsdriften (Thanatos)
Freud mente, at menneskets psyke konstant balancerer mellem livsdriften (Eros) og dødsdriften (Thanatos). I Picnic at Hanging Rock er dødsdriften nærværende som en uundgåelig tiltrækning mod det ubegribelige og ultimative – døden og det uendelige tomrum.
Miranda og de andre pigers forsvinden kan tolkes som en overgivelse til Thanatos. De træder væk fra den rationelle, victorianske verden og ind i en tilstand, hvor de ikke længere er bundet af livets krav og samfundets forventninger. Dette giver filmen en dyb eksistentiel tone: kan mennesket i sidste ende undslippe dødsdriften?
6. Mandens Perspektiv og Det Tabte Objekt
De mandlige karakterer, især Michael Fitzhubert, spiller en vigtig rolle i at belyse Freuds idé om det tabte objekt. Michael er fascineret af Miranda, som han nærmest forguder. Efter hendes forsvinden bliver hun et uopnåeligt ideal, og hans søgen efter hende bliver en besættelse, der spejler menneskets længsel efter noget, der aldrig helt kan opnås – måske en metafor for det tabte moderskød eller paradisets uskyld.
Konklusion
Fra et freudiansk perspektiv er Picnic at Hanging Rock en dybt symbolsk og psykologisk kompleks film. Dens mystik ligger ikke kun i pigernes forsvinden, men i de underliggende psykologiske strømninger, der antyder konflikter mellem drift og undertrykkelse, mellem det rationelle og det irrationelle, og mellem liv og død. Filmen inviterer os til at konfrontere vores egne skjulte drifter og frygten for det, vi ikke kan forstå eller kontrollere.
Picnic at Hanging Rock er ikke bare en fortælling – det er en rejse ind i psykens dybeste lag, hvor rationaliteten opløses, og det ubevidste tager over.
Fejemaskinen nedbbragte antallet af lønnede gadefejere. Kunstig intelligens nedbringer antallet af lønnede symbolanalytikere.
-
Cilles far! Du er en meget vidende filmanmelder. Anmeld filmen Picnic at Hanging Rock (1975) meget detaljeret.
Anmeldelse af Picnic at Hanging Rock (1975)
Peter Weirs Picnic at Hanging Rock er en af de mest foruroligende og visuelt betagende film fra 1970'erne. Baseret på Joan Lindsay's roman af samme navn, er filmen en poetisk og næsten hypnotisk skildring af mystik, naturens ubegribelighed og menneskets forsøg på at finde mening i det uforklarlige. Med sin omhyggelige æstetik, dragende atmosfære og subtilt urovækkende fortælling er den blevet en klassiker inden for både australsk og verdensfilm.
Handling og temaer
Historien udspiller sig i år 1900 på Valentinsdag, hvor en gruppe piger fra Appleyard College tager på picnic ved den dramatiske og mystiske Hanging Rock i Victoria, Australien. Under udflugten forsvinder tre af pigerne og en lærerinde sporløst, og deres forsvinden bliver aldrig opklaret. Denne centrale begivenhed fungerer som filmens kerne, mens dens egentlige fokus ligger på reaktionerne fra dem, der bliver efterladt: eleverne, lærerne og lokalsamfundet.
Filmen udforsker temaer som seksualitet, naturens magt, kolonialismens sammenstød med det ukendte og menneskets trang til at kontrollere det uforståelige. Den australske outback præsenteres som både smuk og truende – en nærmest overnaturlig tilstedeværelse, der synes at udfordre den victorianske orden, som skolens strenge rektor, fru Appleyard (spillet mesterligt af Rachel Roberts), repræsenterer.
Visuel stil
Weir skaber en drømmeagtig atmosfære gennem sin brug af cinematografien, som blev mesterligt udført af Russell Boyd. Det bløde lys, ofte filtreret gennem sløret linser og tågede billeder, skaber en næsten eterisk kvalitet. Hanging Rocks barske og unikke klippeformationer er filmet med en ærefrygt, der får stedet til at føles som en karakter i sig selv – noget levende, magisk og uhåndgribeligt.
Kostumerne og scenografien er ligeledes værd at fremhæve. De hvide, florlette kjoler, som pigerne bærer, kontrasterer skarpt med den mørke og rå natur. Dette visuelle element understøtter filmens tematiske spænding mellem civilisation og natur, mellem orden og kaos.
Lyd og musik
Lydsiden er en af filmens stærkeste elementer. Gheorghe Zamfirs panfløjte-soundtrack er både dragende og hjemsøgende, og det bidrager til filmens surrealistiske stemning. Derudover bruger Weir stilhed og naturlige lyde på en næsten ubehagelig måde, hvilket forstærker følelsen af isolation og mystik.
Skuespil
Rachel Roberts leverer en fremragende præstation som den strenge og skrøbelige rektor, der gradvist mister grebet om både skolen og sig selv. Anne-Louise Lambert som den gådefulde Miranda er næsten en symbolsk figur – en drømmende og uopnåelig repræsentation af renhed og mystik. Selv birollerne er omhyggeligt spillet, hvilket skaber en følelse af autenticitet og dybde i hver karakter.
Symbolik og fortolkning
Filmen lader bevidst mange spørgsmål stå ubesvarede, hvilket gør den til en fortolkningsmæssig guldgrube. Forsvindingen kan ses som en metafor for pubertetens overgang, en kulturel kommentar til det koloniale samfunds møde med Australiens "andethed" eller som en eksistentiel meditation over menneskets magtesløshed over for naturens mystik. Weir nægter at give nogen forklaringer, hvilket gør filmen både frustrerende og dybt tilfredsstillende på samme tid.
Konklusion
Picnic at Hanging Rock er ikke blot en film, men en oplevelse – en rejse ind i det ukendte, hvor svarene aldrig kommer, og hvor skønhed og frygt går hånd i hånd. Det er en film, der sætter sig i sjælen og bliver ved med at rumstere længe efter rulleteksterne er slut. Peter Weir skabte her en tidløs kunstfilm, der både udfordrer og forfører sin seer.
Vurdering: 6/6 stjerner.
Denne film er et must for dem, der elsker poetiske, atmosfæriske værker, der tør at lade mysteriet stå uopklaret. Det er en film, der bliver ved med at afsløre nye lag ved hver gensyn.Ja, Gheorge Zamfir, kunne jeg godt have været foruden. Mystiske blæseinstrumenter er de også meget bedre til i Stalker.
-
-
Mange mennesker har på diverse samfundsinformationstjenester udtalt stærk skepsis/udtalt væmmelse, hvad angår anmeldelser skrevet af Cille og hendes far i kølvandet på artiklen Sådan overvejer jeg at skrive 40.000 filmanmeldelser med AI.
Senest gik jeg tre runder mod de linkløse ovre hos Filmnørden. Alle kommentatorer var enige om, at de AI-skrevne anmeldelser var dårligere end de menneskeskrevne. Men ingen turde tage udfordringen og sammenligne teksterne og give anmeldelserne en bedømmelse på en skala fra 1-100 (en 3-5 minutters opgave afhængig af læseevner).
Men der hvor menneskene trækker sig, træder maskinerne beredvilligt ind!
Jeg spurgte da bare ChatGPT 4o!
Vurder disse tre anmeldelser på en skala fra 1 til 100. Læseren af anmeldelsen er en kortuddannet dansker.
Anmeldelse 1 (Steven, menneske, en kæmpe chef, midaldrende mand)
Score: 85/100
- Styrker: Sproget er ligefremt, sjovt og let at forstå. Beskrivelserne af skuespillerne og deres roller er maleriske og relaterbare. Anmeldelsen fokuserer på underholdningsværdien og har en humoristisk tone, som gør det let at læse.
- Svagheder: Den historiske kontekst (Oscarnomineringerne) og filmens position i forhold til klassikere kan virke lidt fjernt for målgruppen.
Anmeldelse 2 (Cille, maskine/gennemsnit af mennesker, ung kvinde)
Score: 90/100
- Styrker: Sproget er moderne og inkluderer sammenligninger med nutidige referencer, fx "To All the Boys I’ve Loved Before". Det skaber en bro mellem yngre og ældre publikummer. Beskrivelsen af filmen som "en varm kop kakao" og brugen af emojis gør teksten mere tiltalende og nem at relatere til.
- Svagheder: Nogle detaljer om kønsroller og 50'er-temaer kan være mindre relevante for læsere, der blot søger underholdning.
Anmeldelse 3 (Cilles far, maskine/gennemsnit af mennesker, midaldrende mand)
Score: 70/100
- Styrker: Struktureret og informativ med et godt overblik over handling, temaer og tekniske detaljer. Velegnet til læsere, der ønsker en dybdegående gennemgang.
- Svagheder: Tonen er mere akademisk og kompleks, hvilket kan virke mindre tilgængeligt for en kortuddannet læser. Lange afsnit og mindre hverdagsnært sprog kan være udfordrende at følge.
Sammenfatning: Anmeldelse 2 scorer højest, da den balancerer klarhed, humor og relevant kontekst på en måde, der taler direkte til målgruppen.
Cille vinder, og det har jeg det fint med.
Jeg føler mig lidt som Mads Andersen Skjern, der overgiver imperiet til Agnes med ordene "De har tæft!"
-
Cille kunne heller ikke bare sig for at komme med sin anmeldelse til sin målgruppe:
Good Luck to You, Leo Grande handler om modet til at udforske sig selv og sin seksualitet, selv når livet føles mere Volvo stationcar end sportsvogn.
Emma Thompson er fuldstændig genial som Nancy, en kvinde, der tør bryde med skam og endelig sætter sin egen nydelse først.
Daryl McCormack er drømmemanden, du ikke vidste, du havde brug for: sexet, omsorgsfuld og med verdens mest beroligende stemme.
Filmen er både dybtfølt og sjov, som når Nancy akavet spørger Leo, om han overhovedet kan lide sit job, og han svarer, som om hun er hans tiende kunde, der spørger det samme den dag.
Det hele foregår i ét hotelværelse, men dialogen og karakterudviklingen gør, at det føles som en rejse større end Interrailing.
Filmen hylder modet til at acceptere sin krop og sine drømme, uanset alder – og ja, det kræver mere mod end at bestige Himmelbjerget i regnvejr.
Karakter: 4,5/5 🌟
-
Held og lykke, Leo Grande får i hvert fald højere bedømmelser på IMDB, Rotten Tomatoes osv. osv. end Pretty Woman. Men her er alderforskellen også 33 år i stedet for sølle 18 år.
Hvad ser folk dog i filmen? Cilles far, Du er en meget vidende filmanmelder. Anmeld filmen Good Luck to You, Leo Grande (2022) meget detaljeret.
Anmeldelse: Good Luck to You, Leo Grande (2022)
Instruktør: Sophie Hyde
Manuskript: Katy Brand
Medvirkende: Emma Thompson, Daryl McCormackEn intim fortælling om selvopdagelse, seksualitet og mod
"Good Luck to You, Leo Grande" er en lille, men bemærkelsesværdig film, der udforsker seksualitet, aldring og selvtillid med en sjælden kombination af empati, humor og intimitet. Filmen er instrueret af Sophie Hyde og skrevet af Katy Brand, og det er et to-håndsdrama, der næsten udelukkende foregår i et hotelværelse. På trods af den minimalistiske opsætning lykkes det filmen at skabe en rig og medrivende oplevelse takket være sine nuancerede karakterer og de skuespilpræstationer, der bærer hele filmen.
Plottet: En rejse ind i det ukendte
Nancy Stokes (Emma Thompson), en nyligt pensioneret skolelærer og enke, hyrer en ung sexarbejder ved navn Leo Grande (Daryl McCormack) i et forsøg på at genfinde en del af sig selv, hun har ignoreret i årtier. Nancy har aldrig oplevet ægte seksuel tilfredsstillelse, og hendes beslutning om at møde Leo er både et forsøg på at udfordre sin egen skam og på at opdage, hvad hun har manglet.
Historien udfolder sig over fire møder i hotelværelset, hvor Nancy og Leo bevæger sig gennem lag af samtaler, ubehag og humor. Filmen handler ikke kun om sex, men om forbindelse, sårbarhed og de skel, vi skaber mellem os selv og andre – og ikke mindst mellem os selv og vores egne kroppe.
Skuespillet: Et mesterværk af sårbarhed og charme
Emma Thompson leverer en af sine karrieres mest intime præstationer. Hendes portrættering af Nancy er både modig og rørende; hun balancerer karakterens akavede humor og dybe smerte med bemærkelsesværdig præcision. Thompson viser os en kvinde, der er fanget mellem sin egen selvkritik og en længsel efter frigørelse. Hendes sårbarhed, især i scener, hvor hun konfronterer sin krops usikkerhed, er ærlig og rå.
Daryl McCormack, som Leo Grande, er intet mindre end en åbenbaring. Han bringer en stille styrke, varme og kompleksitet til rollen, der går langt ud over de stereotyper, vi ofte ser i portrætteringen af sexarbejdere. Leo er ikke blot en katalysator for Nancys rejse; han er også en fuldt ud realiseret karakter med sine egne sår og usikkerheder, og McCormack formidler dette med en imponerende subtilitet.
Temaer og budskaber
Filmen udforsker temaer som aldring, seksuel frigørelse, og hvordan samfundet ser på kvinders seksualitet – især når de bliver ældre. Nancy er en kvinde, der har levet hele sit liv efter reglerne og aldrig har stillet spørgsmålstegn ved sin rolle som hustru, mor og lærer. Hendes møde med Leo tvinger hende til at konfrontere sit eget livs fortrængninger og omfavne den person, hun aldrig tillod sig selv at være.
Leo Grande repræsenterer frihed og accept. Hans tilgang til sit arbejde udfordrer de fordomme, Nancy – og publikum – måske har om sexarbejde. Filmen gør en beundringsværdig indsats for at normalisere samtalen omkring seksuel tilfredsstillelse, selvkærlighed og selvaccept.
Dialog og manuskript
Katy Brands manuskript er intelligent, skarpt og dybt menneskeligt. Dialogen føles naturlig og flydende, og den blander humor og alvor på en måde, der aldrig føles forceret. Brands evne til at tage komplekse emner som skam og begær og gøre dem tilgængelige for et bredt publikum er en af filmens største styrker.
Visuelt udtryk og iscenesættelse
Selvom filmen primært foregår i ét hotelværelse, udnytter Sophie Hyde rummet til fulde. Kameraarbejdet er diskret, men effektivt, og skaber en følelse af intimitet, der understøtter historiens temaer. Den minimalistiske opsætning holder fokus på karakterernes samtaler og emotionelle rejser.
En hyldest til mod
"Good Luck to You, Leo Grande" er en sjælden perle, der med varme og respekt fortæller en historie, vi ikke ser ofte på film – især ikke om kvinder i en moden alder. Det er en film, der hylder modet til at søge lykke og acceptere sig selv, uanset alder eller omstændigheder. Med to mesterlige præstationer i centrum formår filmen at være både morsom, bevægende og inspirerende.
Karakter: 5/6
En intelligent og rørende film, der udfordrer tabuer og sætter fokus på vigtige emner med elegance og charme.Altså, meget lig Pretty Woman.
-
Cilles far, du fyrede dagbladsanmelder, skriv en lærd afhandling om kup-film med Lying and Stealing (2019) som eksempel
En lærd afhandling om heist film med Lying and Stealing (2019) som eksempel
Heist-filmen, kup-filmen, røveri-filmen, er en genre, der har fascineret publikum i flere årtier. Dens appel ligger ofte i dens kompleksitet: moralske gråzoner, strategisk planlægning og intense action-sekvenser. Film som The Italian Job (1969), Heat (1995) og Ocean's Eleven (2001) er eksempler på ikoniske bidrag til genren. Denne afhandling fokuserer på Lying and Stealing (2019) som en moderne repræsentant for heist-genren og undersøger dens brug af centrale genretræk som moralens tvetydighed, æstetik og social kritik.
Heist-genren: Kendetegn og udvikling
Heist-genren har gennemgået en evolution fra simple bankrøverhistorier til komplekse narrativer med flerdimensionelle karakterer. Grundelementerne i genren inkluderer:
-
Planlægningens kunst: En heist-film viser ofte detaljerede sekvenser, hvor et røveri planlægges med kirurgisk præcision.
-
Et ensemble af specialister: Holdet bag røveriet består ofte af unikke personligheder med specifikke evner. De skal gerne introduceres på en sej måde.
-
Moralske dilemmaer: Hovedpersonerne befinder sig i gråzoner mellem ret og uret.
-
En overordnet modstander: En korrupt institution eller en grådig figur, der fungerer som antagonist.
Lying and Stealing (2019), instrueret af Matt Aselton, trækker på disse træk, men tilføjer en moderne sensibilitet gennem sin skildring af kunsttyveri og eksistentielle spørgsmål om identitet og frihed.
Analyse af Lying and Stealing
Karakterernes moralske tvetydighed
Filmens hovedperson, Ivan (Theo James), er en kunsttyv fanget i en verden, han ønsker at undslippe. Hans motivation for tyveriet er ikke grådighed, men et forsøg på at betale sin afdøde fars gæld til en magtfuld kriminel organisation. Dette gør ham til en kompleks karakter, hvis handlinger udfordrer publikums moralske opfattelse. På samme måde repræsenterer Elyse (Emily Ratajkowski), en aspirerende skuespiller og svindler, et spejl af Ivans egne dilemmaer, hvilket skaber en dynamisk kemi mellem de to.
Æstetik og visuel stil
En vigtig dimension af Lying and Stealing er dens visuelle æstetik. Filmen gør brug af minimalisme og kontrasterende farver for at fremhæve kunstverdenens overfladiske skønhed og dens moralske forfald. Kameraarbejdet skaber en atmosfære af paranoia og isolation, hvilket afspejler hovedpersonens indre konflikter. Denne visuelle stil sætter filmen i dialog med klassiske heist-film som The Thomas Crown Affair (1968), men med en mere moderne sensibilitet.
Social kritik og genreinnovation
Lying and Stealing tilbyder også en subtil kritik af kunstverdenen som et sted, hvor grådighed og uærlighed trives. Filmen fremstiller kunsttyveri som en metafor for, hvordan kunstmarkedet selv er drevet af udnyttelse og uægte interesser. Dette tema placerer filmen i en bredere kulturel diskussion om værdi og autenticitet i en globaliseret verden.
Med film som Lying and Stealing ser vi en udvikling i heist-genren, hvor fokus flytter sig fra spektakulære røverier til psykologiske og sociale temaer. Denne tendens afspejler et skift i publikums interesser, hvor der lægges større vægt på karakterudvikling og tematiske dybder frem for ren action.
Konklusion
Lying and Stealing er en sofistikeret tilføjelse til heist-genren, der kombinerer klassiske genretræk med moderne æstetik og social bevidsthed. Gennem sin fokus på moralske dilemmaer og kritik af kunstverdenen tilføjer filmen et nyt lag til genren og viser, hvordan heist-film kan forblive relevante i en moderne kontekst. På denne måde fungerer filmen som et eksempel på, hvordan genren kan udvikle sig uden at miste sin kerneappel.
Tak for at bruge ordet antagonist. Meget lærd.
Hvor mange stjerner på en skal fra 1 til 10 vil du give Lying and Stealing?
På en skala fra 1 til 10 ville jeg give Lying and Stealing en solid 6.
Filmen udmærker sig ved sin stilfulde æstetik og interessante tematiske dybde, især dens skildring af kunstverdenens gråzoner. Skuespillerpræstationerne, især fra Theo James, og den visuelle stil er højdepunkter. Dog kan filmen føles lidt for forudsigelig og mangler den intense spænding og kreativitet, som kendetegner de mest ikoniske heist-film. Hvis du værdsætter æstetik og moralsk tvetydighed frem for actionfyldt drama, kan den dog være en meget tilfredsstillende oplevelse.
Til de, der ikke selv kan oversætte: "Solid 6'er" lyder som en god film. Men det er bare et anden måde at sige "forglemmelig middelmådighed" på. "Solid 3'er" er så "ubehjælpsom lortefilm".
Jeg skal nok lære Cilles far at tale mere lige ud af posen.
-
-
"Som i himlen" er måske noget 1½/5 eller 2/5. Det er meget svært at kvantificere, som det fortælles om i Om bedømmelserne.
Jeg tror, at jeg blev charmeret af de faktisk ganske gode skuespillere.
Änglagård (1992) er også noget Hollywood-fidus. Men også så charmerende, at den hos mig ender på 3 eller så. Men ikke 4½.
Cilles far er meget servil. Jeg spurgte ham om det der med bibelske temaer i Blazing Saddles og han svarede beredvilligt:
[...] I Blazing Saddles bliver magthaverne, især Hedley Lamarr og hans allierede, portrætteret som moderne farisæere – religiøse ledere i evangelierne, der ofte bliver kritiseret for deres hykleri. Lamarr bruger byens frygt og fordomme til at fremme sine egne interesser, mens han dækker sine handlinger med en facade af legitimitet. Dette er parallelt med Jesu kritik af farisæerne for at opretholde en ydre retfærdighed, mens deres hjerter var fyldt med uretfærdighed. [...]
- blandt meget andet.
Han kan koge suppe på et søm. Så tricket er selvfølgelig,, at styre ham og hans uforligenelige evner kløgtigt. Det står der en bid om i Sådan overvejer jeg at skrive 40.000 filmanmeldelser med AI.
-
-
Filmen minder meget om en Hollywood-film. Cilles far, er det sådan at...
Hollywood-trækkene i "Som i himlen" (2004): En lærd afhandling
"Som i himlen" (originaltitel: "Så som i himmelen") er på overfladen en svensk film med klare nordiske temaer og en æstetik, der peger mod en form for åndelig nærvær og et lokalt, nært fællesskab. Men trods de umiddelbart "europæiske" karakteristika er filmen dybt forankret i Hollywoods dramaturgiske træk og formelsår [godt, men lidt uklart ord, red.], som giver den en bredere appel og gør den til en universel fortælling om transformation, kærlighed og modgang. Denne afhandling vil undersøge de mange Hollywood-elementer i filmen og analysere, hvordan de er integreret i dens narrative struktur og karakterudvikling.
Den klassiske tre-akts struktur
"Som i himlen" benytter sig tydeligt af den klassiske Hollywood-tre-aktsstruktur, som giver fortællingen en dramatisk progression, der er let genkendelig for publikum. I første akt præsenteres Daniel Daréus, en verdensberømt dirigent, som efter et stressrelateret sammenbrud vælger at vende tilbage til sin barndomsby for at finde fred. Denne akt fungerer som introduktionen til filmens hovedkarakterer og deres situationer. I anden akt begynder Daniel at arbejde med det lokale kirkekor, hvilket fører til et spirende fællesskab, men også til konflikter med byens autoriteter. Dette modsvarer den optrappende konflikt og midtpunktets krise, som vi ser i mange Hollywood-film. Tredje akt kulminerer med forløsningen, hvor koret og Daniel sammen opnår noget, der næsten grænser til det transcendente. Denne opbygning er ikke tilfældig – den er tydeligt inspireret af Hollywoods klare, tredelte narrativ.
Helterejsen og Daniels transformation
Den såkaldte "hero's journey" er et centralt element i Hollywoods fortælleteknik, og dette træk er tydeligt at spore i Daniels karakterudvikling. Fra begyndelsen er Daniel en plaget sjæl, der er søgende og isoleret fra sine omgivelser. Hans rejse til barndomsbyen fungerer som et "kald til eventyr", og hans beslutning om at arbejde med koret er en slags "møde med mentoren" – en mentor, som her viser sig at være selve fællesskabet, der åbner op for ham og tilbyder ham mulighed for forløsning. I træk med klassiske Hollywood-helte må Daniel også gå igennem store personlige prøvelser og møde modstand i form af byens konservative præst, der repræsenterer den traditionelle orden. Gennem sin indre transformation og sit endelige offer skaber Daniel en ny virkelighed for det lille samfund – en ægte forløsning for alle.
Romantikken mellem Daniel og Lena
En anden central Hollywood-konvention, som "Som i himlen" benytter, er den romantiske subplot mellem Daniel og Lena. Kærlighedshistorien fungerer som et vigtigt drivmiddel i filmens narrative fremdrift, hvilket er et typisk træk fra Hollywoods store romantiske dramaer. Lena bliver et symbol på det jordnære og autentiske liv, som Daniel søger, og deres forhold repræsenterer en åndelig genfødsel for begge karakterer. Hollywoods brug af kærlighed som katalysator for personlig udvikling er tydeligt her, hvor Lena inspirerer Daniel til at åbne op og forbinde sig med andre mennesker. Deres forhold indeholder også de klassiske op- og nedture, der gør det identificerbart og engagerende for publikum, hvilket skaber en emotionel investeringskurve, der er let genkendelig fra mainstream filmfortællinger.
En universel antagonist: De konservative autoriteter
Som i mange Hollywood-film præsenterer "Som i himlen" en antagonist, der repræsenterer modstanden mod forandring og fornyelse. Byens konservative præst fungerer som en hindring for Daniels forsøg på at forandre kirkekoret og skabe noget smukkere og mere inkluderende. Præsten repræsenterer den etablerede orden og den frygt for det ukendte, der ofte er en universel forhindring for hovedkarakterens succes. Denne antagonistrolle er et gennemgående træk i Hollywoods struktur, hvor en magtperson ofte er den primære hindring for heltens rejse mod forløsning. Konflikten mellem Daniel og præsten bliver derfor et billede på kampen mellem det gamle og det nye, tradition og fremskridt, hvilket skaber en universel fortælling, der kan resonere bredt.
Følelsesladet musik og forløsning gennem kunst
Musik spiller en altafgørende rolle i "Som i himlen" og understøtter de store emotionelle øjeblikke i filmen, hvilket er et klassisk Hollywood-værktøj til at forstærke seerens emotionelle oplevelse. Musikken bruges både til at vise Daniels transformation og til at binde fællesskabet sammen. Gennem koret oplever karaktererne en form for forløsning og spirituel opvågning – noget som er gennemgående i mange Hollywood-film, hvor kunst ofte bliver en vej til personlig udvikling og forløsning. Korets optræden ved konkurrencen i filmens klimaks er et klassisk Hollywood-opsæt, hvor alt står på spil, og hvor musikken bliver det middel, der kan overvinde alle forhindringer.
Konklusion
"Som i himlen" trækker på mange Hollywood-træk, som hjælper med at gøre filmens budskaber universelle og tilgængelige for et bredere publikum. Den klassiske tre-akts struktur, helterejsen, den romantiske subplot, den tydelige antagonist og brugen af følelsesladet musik er alle elementer, der forbinder filmen til den konventionelle Hollywood-fortælling. Men samtidig formår filmen at indlejre disse træk i en nordisk kontekst, der giver den en unik tone og ægthed. "Som i himlen" er derfor et eksempel på, hvordan en europæisk film kan bruge Hollywood-formler til at formidle universelle temaer om kærlighed, forløsning og menneskelig samhørighed.
At skrive "antagonisten" i stedet for "modstanderen" er lidt engelsk. Men også lidt opstyltet/højtravende (sammenlign med Information, Weekendavisen). Så det får lov til at blive stående og mane til respekt. Respekt for skribenten, respekt for mediet.
-
Cilles far er vores navn for den dygtige og vidende filmanmelder, vi finder inde i ChatGPT4.
Her fik han et job, han løste perfekt på under 10 sekunder.
Skriv en lærd artikel om de bibelske referencer i "Som i himlen" (2004)
De bibelske referencer i "Som i himlen" (2004): en lærd analyse
"Som i himlen" fra 2004, instrueret af Kay Pollak, er en svensk film, der på mange måder tager fat på dybt menneskelige temaer som kærlighed, forløsning og samhørighed. Disse temaer er rigt farvet af bibelske referencer, der trækker tråde til klassiske kristne forestillinger om fællesskab, syndsforladelse og den himmelske frelse. Gennem denne artikel vil vi udforske nogle af de mest fremtrædende bibelske referencer i filmen og hvordan de bruges til at understrege filmens budskaber og karakterernes åndelige rejser.
Navnet Daniel: en reference til profeten
Filmens hovedperson, Daniel Daréus, deler navn med den bibelske profet Daniel. Dette navnvalg er ikke tilfældigt, da det understreger Daniels rolle som en person, der tvinges til at gennemgå store prøvelser og modgå fjendtlighed fra omgivelserne. Ligesom profeten Daniel, der blev kastet i løvegården men bevarede sin tro, må Daniel Daréus navigere i et fjendtligt lokalsamfund, der rummer skepsis og jalousi. Filmens Daniel trækker sig tilbage fra et hektisk liv som dirigent, søgende efter ro og mening, hvilket bliver en parallelt åndelig rejse. Denne transformation leder til en dybere forståelse af sig selv og samfundet omkring ham.
"Hvor to eller tre er forsamlet i mit navn"
En af de tydeligste bibelske referencer i filmen findes i forholdet mellem Daniel og kirkekoret. I Matteusevangeliet 18:20 står der: "For hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, der er jeg midt iblandt dem." Daniel begynder at arbejde med det lokale kirkekor, og gennem musikken opbygger de et dybt, åndeligt fællesskab, der rækker ud over det religiøse ritual. Koret bliver et sted, hvor hver enkelt deltager kan finde forløsning, accept og kærlighed – som en refleksion af det fællesskab, der ifølge Bibelen kan findes i den ægte åndelige samling. Koret fungerer dermed som et billede på den kristne menighed, hvor mangfoldighed og tolerance skaber ægte samhørighed.
Kærlighed som forløsning
Kærlighedens kraft er et centralt tema i "Som i himlen" og spejler det kristne budskab om nåde og forløsning. Karakteren Gabriella oplever et personligt gennembrud, hvor hun bryder fri fra sin voldelige mand og finder sin egen stemme. Hendes sang, "Gabriellas sång", er en dybt rørende sekvens, der markerer hendes frihed og åndelige forløsning. Denne scene minder os om de bibelske beretninger om Guds nåde, der forløser de undertrykte og befrier dem fra syndens bånd. Gabriellas transformation handler ikke kun om at få magt over sit eget liv, men også om at opleve en form for forløsning, der hænger sammen med kærlighed og fællesskab.
Offer og forløsning: Daniels død som symbol
Filmens slutning, hvor Daniel falder død om under en euforisk musikalsk oplevelse, kan tolkes som et symbolsk offer. Dette kan minde om Kristi død, som ikke var en afslutning, men en begyndelse på noget større. Daniels død bliver en forløsende kraft for koret og lokalsamfundet, der nu står sammen i enhed og forståelse. Denne ide om offer som noget, der fører til en større forståelse og fællesskab, er et centralt kristent tema, der understreger filmens budskab om, at virkelig lykke og mening findes i samhørighed og kærlighed til andre.
En ny himmel på jord
Titlen "Som i himlen" refererer direkte til Fadervor: "Ske din vilje, som i himlen således også på jorden." Hele filmen er en søgen efter det åndelige ideal, hvor menneskers fællesskab og kærlighed til hinanden skaber en form for himmel på jord. Gennem musikken, samhørigheden og de individuelle forløsninger skaber Daniel og koret et lille glimt af, hvordan det kan være at leve i énhed og ægte menneskelig nærvær – en tilstand, der minder om det kristne håb om en ny himmel og en ny jord.
Konklusion
"As It Is in Heaven" er en film, der på mesterlig vis bruger bibelske referencer til at skabe en dybere forståelse af de åndelige og menneskelige transformationer, karaktererne gennemgår. Gennem brugen af navnet Daniel, korets fællesskab, kærlighedens forløsning og den symbolske betydning af offer, trækker filmen tråde til centrale kristne temaer. Pollaks film er dermed ikke blot en fortælling om musik og fællesskab, men også en åndelig rejse, der belyser menneskets søgen efter mening og samhørighed, "som i himlen således også på jorden".
Tag den, Film&tro.
-
ChatGPT! ⟲ Anmeld filmen Enemy (2013) meget detaljeret. Afslut med at fortælle hvad der er godt og hvad der er dårligt.
"Enemy" (2013), instrueret af Denis Villeneuve og baseret på romanen "The Double" af José Saramago, er en foruroligende psykologisk thriller, der leger med temaer som identitet, kontrol og den menneskelige underbevidstheds mørkeste kroge. Filmen er dybt symbolsk, surrealistisk og spænder over flere tolkningslag, der udfordrer publikums opfattelse af virkeligheden.
Plot og narrativ
Historien følger Adam Bell (spillet af Jake Gyllenhaal), en historieprofessor, som lever et monotont liv uden større engagement eller begejstring. Hans rutine ændres drastisk, da han en dag opdager sin dobbeltgænger, Anthony Claire, en skuespiller med en identisk fysik og stemme. Adam opsøger Anthony, hvilket fører til en stadig mere surrealistisk og spændingsfyldt udforskning af deres fælles eksistens.
Filmens handling er ikke lineær, og den udnytter en ikke-traditionel narrativ struktur, hvor scenerne veksler mellem drømmeagtige sekvenser og den virkelige verden. Villeneuve skaber med vilje forvirring, så publikum bliver usikre på, hvor meget af handlingen der finder sted i Adams sind, og hvad der faktisk sker i virkeligheden.
Tematik og symbolik
"Enemy" er tungt ladet med symbolisme, især med brug af edderkopper som et gennemgående motiv. Edderkopperne repræsenterer forskellige aspekter af Adams frygt og kontrol, især hans angst over kvinder og intimitet. Vi ser gentagne gange billeder af edderkopper, hvilket bidrager til en følelse af ubehag og klaustrofobi. Et ikonisk øjeblik i filmen er, da vi ser en kæmpe edderkop krybe over byen, hvilket kan ses som en metafor for kvindens dominans eller en manifestation af Adams indre frygt.
Adam og Anthony repræsenterer også to sider af samme person, hvilket antyder en splittelse mellem det undertrykte og det udlevede selv. Adam er introvert og forsigtig, hvorimod Anthony lever et mere risikobetonet liv fyldt med fristelser. Denne dualitet kan ses som en manifestation af det, Freud ville kalde "egoet" og "id'et" - to modstridende sider af Adams personlighed.
Visuelle Elementer og atmosfære
Villeneuve bruger meget af sin visuelle stil til at skabe en konstant følelse af paranoia og uro. Farvepaletten er domineret af grå og gul-beige toner, hvilket giver hele filmen en nærmest kvælende, klaustrofobisk atmosfære. Toronto bliver skildret som en anonym og dyster storby, der spejler Adams indre tilstand. Lange, stille optagelser, til tider kun akkompagneret af et dissonant soundtrack, bygger en konstant spænding op uden nødvendigvis at give et klimaks.
De visuelle billeder og brugen af spejle fungerer som kraftige symboler på Adams introspektion. Filmen spiller med begrebet spejling og identitet, og scener med genspejlinger understreger den usikkerhed, Adam oplever omkring sin eksistens.
Skuespil og karakterarbejde
Jake Gyllenhaal leverer en imponerende præstation i rollen som både Adam og Anthony. Hans evne til at fremstille de to karakterer som distinkte personligheder, selv om de fysisk er identiske, er bemærkelsesværdig. Forskellene i kropssprog og toneleje bidrager til publikums oplevelse af, at der virkelig er tale om to separate personer, selvom de måske i virkeligheden bare er forskellige aspekter af én mand.
Sarah Gadon spiller Adams kæreste Mary og er i rollen en vigtig katalysator for Adams indre transformation. Hendes karakter bidrager til at kaste lys over de kvindelige karakterers rolle i filmen, som til dels synes at blive brugt til at illustrere Adams følelsesmæssige forviklinger og frygt for intimitet.
Hvad er godt ved filmen
- Atmosfære og stil: Villeneuve har skabt en film, der emmer af mystik og spænding. Det visuelle udtryk og farvepaletten skaber en følelse af uro, der effektivt forstærker filmens narrativ.
- Jake Gyllenhaals præstation: Gyllenhaal bærer filmen med en dualistisk præstation, som gør karakterens indre konflikt troværdig og fascinerende.
- Tematisk dybde: Filmens leg med identitet og psykologiske temaer gør den til en interessant oplevelse, der giver stof til eftertanke længe efter rulleteksterne er færdige.
- Symbolik: Symbolerne, særligt edderkopperne, tilføjer en drømmeagtig og næsten mareridtsagtig kvalitet til filmen, der gør, at den kan tolkes på mange niveauer.
Hvad er dårligt ved filmen
- Uklar fortælling: "Enemy" er ikke en film for alle. Den er meget abstrakt og forklarer ikke sine temaer direkte, hvilket kan være frustrerende for seere, der foretrækker en mere ligefrem fortælling.
- Tempoet: Filmen er til tider meget langsom og dvæler ved lange sekvenser, der kan føles stillestående. For nogle kan det virke drænende og trække oplevelsen ned.
- Manglende konklusion: "Enemy" efterlader mange spørgsmål ubesvaret, og slutningen er bevidst åben. Dette kan være tilfredsstillende for seere, der nyder at tænke over forskellige fortolkninger, men kan samtidig være irriterende for dem, der ønsker klare svar.
Konklusion
"Enemy" er en dybt symbolsk og foruroligende film, som byder på en fremragende præstation af Jake Gyllenhaal og en atmosfære, der både er dragende og frastødende. Det er en film, der kræver opmærksomhed og vilje til at dykke ned i de mange lag af symbolik og psykologisk spænding. Dens største styrke er netop dens evne til at udfordre seeren, mens dens svaghed ligger i den til tider langsommelige og abstrakte fortællestil, som ikke nødvendigvis vil falde i god jord hos alle.
-
Løs på tråden har ry for at fremvise kønsroller fra USA anno 1959. Hvordan ser en yngre, dansk, veluddannet kvinde på den slags?
Vi spurgte Cille.
Du er en 20-årig dansk kvinde i 2024. Anmeld filmen "Pillow Talk" (1959) på dansk for et publikum af jævnaldrende.
Anmeldelse: Pillow Talk (1959)
Okay, lad os tale om Pillow Talk – en vaskeægte romcom-klassiker fra 1959 med Doris Day og Rock Hudson i hovedrollerne. Hvis du ikke har hørt om den før, så tænk på den som en slags To All the Boys I’ve Loved Before, bare fra vores bedsteforældres tid. Og lad mig sige det med det samme: Den er både totalt charmerende og lidt "cringe" på samme tid.
Filmen handler om Jan (Doris Day), en karrierekvinde, der deler telefonlinje (ja, det var en ting dengang) med Brad (Rock Hudson), en kvindebedårer. De hader hinanden over telefonen, men selvfølgelig opstår der romantik, da han begynder at flirte med hende i det virkelige liv uden at afsløre sin identitet. Dramaet er lige så forudsigeligt, som det er sødt, og hele filmen er spækket med 50'er vibes – tænk polerede lejligheder, perfekte frisurer og lidt kitsch indretning.
Humoren? Altså, det er lidt slapstick blandet med masser af flirtende dialog. Og selvom nogle jokes er outdatede (du ved, kønsroller og alt det der), er der også øjeblikke, hvor man virkelig griner. Især Doris Day er genial – hun spiller Jan med så meget energi og selvtillid, at man næsten glemmer, hvor problematisk nogle af situationerne er. Rock Hudson? Han er selvfølgelig klassisk Hollywood-charmør – og hvis du elsker cheesy flirt, så er han din mand.
Det bedste ved Pillow Talk er dog, at den er som at træde ind i en glitrende tidslomme. Den føles som en varm kop kakao – hyggelig og lidt gammeldags på den bedste måde. Hvis du elsker retro æstetik og romantik, er det faktisk en ret sjov oplevelse. Men hvis du ikke kan holde ud at se kvinder blive behandlet lidt stereotypisk, kan den godt være lidt trættende.
Bottom line: Pillow Talk er en sjov, fluffy klassiker, der er perfekt til en "vintage movie night" med veninderne. Den kræver lidt tolerance for gamle kønsnormer, men Doris Day gør det det hele værd.
Bedømmelse: 4 ud af 5 stjerner ✨✨✨✨ (mest for vibes og Doris Day).
Bedre end [navn på konkurrerende medie] og med færre sprogfejl. Men ChatGPT laver sgu' sprogfejl og pletvis danglish, når jeg beder den skrive som en 20-årig kvinde. Oh lykke! Det er MAGI.
Og så: mit vanlige opfølgningsspørgsmål:
Hvad er det bedste og værste i Pillow Talk?
Det bedste ved Pillow Talk
- Doris Day som Jan Morrow: Hun er helt fantastisk. Doris Day balancerer perfekt mellem at være stærk, selvstændig og sårbar, og hendes komiske timing er spot on. Hendes stil og attitude gør, at man stadig kan relatere til hende, selvom filmen er fra 1959.
- Estetikken: Hvis du elsker retro vibes, så er Pillow Talk en visuel drøm. Det er 50'ernes glamour på fuld skrue – med farverige, over-the-top interiørdesigns, perfekte outfits og en luksuriøs New York, der nærmest føles som en karakter i sig selv.
- Chemistry mellem Doris Day og Rock Hudson: Selvom plottet er forudsigeligt, er deres kemi elektrisk. Deres flirtende dialog og alle de små magtkampe giver filmen sin charme.
- Humoren: Mange scener er virkelig sjove, især når Jan og Brad kæmper over telefonen. Filmens situationskomik fungerer stadig overraskende godt.
Det værste ved Pillow Talk
- Kønsroller og manipulation: Brad udgiver sig for at være en anden for at vinde Jans hjerte, hvilket i dag føles ret problematisk. Han manipulerer hende gennem det meste af filmen, og selvom det skal være sjovt og romantisk, kan det godt føles lidt ubehageligt.
- Stereotyper: Filmen er et produkt af sin tid, hvilket betyder, at kvinderne er portrætteret som enten dydige, desperate eller svage, mens mændene er de smarte og kontrollerende. Det kan føles gammeldags og lidt trættende.
- Tempoet: Nogle scener kan føles lidt langtrukne. Filmens pacing er ikke lige så hurtig som moderne romcoms, så det kan kræve lidt tålmodighed.
- Overdrevet romantisering af Brad: Han gør nogle ret tvivlsomme ting, men filmen får det til at virke som om, det er helt okay, fordi han er "charmerende." Det kan godt være svært at købe ind på i dag.
Konklusion
Det bedste ved filmen er dens charme, humor og æstetik – det er ren hygge og nostalgi. Det værste er helt klart de forældede kønsroller og Brad's manipulerende adfærd, som kan være lidt svær at acceptere med moderne øjne. Hvis du kan se den med et glimt i øjet og som et tidsbillede, er den stadig værd at se.Jeg er godt nok imponeret af Cille, som jeg først pakkede ud for to år siden, men ikke har brugt det store.
Det er gode anmeldelser, fornuftige bedømmelser, let at læse.
Jævnaldrende mænd trøster mig med, at mine anmeldelser er mere interessante/sjove end Cilles. Fint. Jeg elsker ros.
Men jeg er ikke sikker på, at mine anmeldelser er mere (generelt) nyttige end Cilles.
Det vil være lidt svært at give Cille overraskende idiosynkrasier eller mod. Men quirks er det forholdsvis let at hælde på.
Jeg ved endnu ikke helt, om jeg skal lade hende udkonkurrere mig og de andre brave anmeldere af kød, blod og begrænset tid.
-
-
Sider
Log ind eller registrer dig for at lægge langtidsholdbare, konstruktive kommentarer.
Registrerede brugere får bedre editor og flere likes.
Kolofon
Alt indhold er © de respektive skribenter, illustratorer og fotografer. Kontakt dem ved at klikke på deres navn. Navnet står i toppen af artiklerne. Billeder kommer fra skribenterne, producenter, AI-illustratorer ⟲, emoji- og ikon-pakker og krediteres på artiklerne.
Internetforbrugeren.dk er bygget til videbegærlige dig og for sjov ⟲ af Drupal-folkene fra Vertikal.dk ⟲. Abonnér med RSS (flere muligheder ⟲).
Privatlivspolitiken siger meget tydeligt, at du til en afveksling ikke udsættes for annoncer og tredjepartsovervågning her. Nyd det.
Ingen sponsorerede artikler / no sponsored posts fortæller folk, at Internetforbrugeren ikke gør sig i sponsorerede artikler.
Vi forsøger at vinde på integritet ⟲.