Seneste kommentarer

Vi spurgte Cille.

Du er en 20-årig dansk kvinde i 2024. Anmeld filmen "Pillow Talk" (1959) på dansk for et publikum af jævnaldrende.

Anmeldelse: Pillow Talk (1959)

Okay, lad os tale om Pillow Talk – en vaskeægte romcom-klassiker fra 1959 med Doris Day og Rock Hudson i hovedrollerne. Hvis du ikke har hørt om den før, så tænk på den som en slags To All the Boys I’ve Loved Before, bare fra vores bedsteforældres tid. Og lad mig sige det med det samme: Den er både totalt charmerende og lidt "cringe" på samme tid.

Filmen handler om Jan (Doris Day), en karrierekvinde, der deler telefonlinje (ja, det var en ting dengang) med Brad (Rock Hudson), en kvindebedårer. De hader hinanden over telefonen, men selvfølgelig opstår der romantik, da han begynder at flirte med hende i det virkelige liv uden at afsløre sin identitet. Dramaet er lige så forudsigeligt, som det er sødt, og hele filmen er spækket med 50'er vibes – tænk polerede lejligheder, perfekte frisurer og lidt kitsch indretning.

Humoren? Altså, det er lidt slapstick blandet med masser af flirtende dialog. Og selvom nogle jokes er outdatede (du ved, kønsroller og alt det der), er der også øjeblikke, hvor man virkelig griner. Især Doris Day er genial – hun spiller Jan med så meget energi og selvtillid, at man næsten glemmer, hvor problematisk nogle af situationerne er. Rock Hudson? Han er selvfølgelig klassisk Hollywood-charmør – og hvis du elsker cheesy flirt, så er han din mand.

Det bedste ved Pillow Talk er dog, at den er som at træde ind i en glitrende tidslomme. Den føles som en varm kop kakao – hyggelig og lidt gammeldags på den bedste måde. Hvis du elsker retro æstetik og romantik, er det faktisk en ret sjov oplevelse. Men hvis du ikke kan holde ud at se kvinder blive behandlet lidt stereotypisk, kan den godt være lidt trættende.

Bottom line: Pillow Talk er en sjov, fluffy klassiker, der er perfekt til en "vintage movie night" med veninderne. Den kræver lidt tolerance for gamle kønsnormer, men Doris Day gør det det hele værd.

Bedømmelse: 4 ud af 5 stjerner ✨✨✨✨ (mest for vibes og Doris Day).

 

Bedre end [navn på konkurrerende medie] og med færre sprogfejl. Men ChatGPT laver sgu' sprogfejl og pletvis danglish, når jeg beder den skrive som en 20-årig kvinde. Oh lykke! Det er MAGI.

Og så: mit vanlige opfølgningsspørgsmål:

Hvad er det bedste og værste i Pillow Talk?

Det bedste ved Pillow Talk

• Doris Day som Jan Morrow: Hun er helt fantastisk. Doris Day balancerer perfekt mellem at være stærk, selvstændig og sårbar, og hendes komiske timing er spot on. Hendes stil og attitude gør, at man stadig kan relatere til hende, selvom filmen er fra 1959.
• Estetikken: Hvis du elsker retro vibes, så er Pillow Talk en visuel drøm. Det er 50'ernes glamour på fuld skrue – med farverige, over-the-top interiørdesigns, perfekte outfits og en luksuriøs New York, der nærmest føles som en karakter i sig selv.
• Chemistry mellem Doris Day og Rock Hudson: Selvom plottet er forudsigeligt, er deres kemi elektrisk. Deres flirtende dialog og alle de små magtkampe giver filmen sin charme.
• Humoren: Mange scener er virkelig sjove, især når Jan og Brad kæmper over telefonen. Filmens situationskomik fungerer stadig overraskende godt.

 

Det værste ved Pillow Talk

• Kønsroller og manipulation: Brad udgiver sig for at være en anden for at vinde Jans hjerte, hvilket i dag føles ret problematisk. Han manipulerer hende gennem det meste af filmen, og selvom det skal være sjovt og romantisk, kan det godt føles lidt ubehageligt.
• Stereotyper: Filmen er et produkt af sin tid, hvilket betyder, at kvinderne er portrætteret som enten dydige, desperate eller svage, mens mændene er de smarte og kontrollerende. Det kan føles gammeldags og lidt trættende.
• Tempoet: Nogle scener kan føles lidt langtrukne. Filmens pacing er ikke lige så hurtig som moderne romcoms, så det kan kræve lidt tålmodighed.
• Overdrevet romantisering af Brad: Han gør nogle ret tvivlsomme ting, men filmen får det til at virke som om, det er helt okay, fordi han er "charmerende." Det kan godt være svært at købe ind på i dag.

 

Konklusion
Det bedste ved filmen er dens charme, humor og æstetik – det er ren hygge og nostalgi. Det værste er helt klart de forældede kønsroller og Brad's manipulerende adfærd, som kan være lidt svær at acceptere med moderne øjne. Hvis du kan se den med et glimt i øjet og som et tidsbillede, er den stadig værd at se.

Jeg er godt nok imponeret af Cille, som jeg først pakkede ud for to år siden, men ikke har brugt det store.

Det er gode anmeldelser, fornuftige bedømmelser, let at læse.

Jævnaldrende mænd trøster mig med, at mine anmeldelser er mere interessante/sjove end Cilles. Fint. Jeg elsker ros.

Men jeg er ikke sikker på, at mine anmeldelser er mere (generelt) nyttige end Cilles.

Det vil være lidt svært at give Cille overraskende idiosynkrasier eller mod. Men quirks er det forholdsvis let at hælde på.

Jeg ved endnu ikke helt, om jeg skal lade hende udkonkurrere mig og de andre brave anmeldere af kød, blod og begrænset tid.

"Du skal visiteres i bund". Skatteyderne kommer nu til at betale for ustyrlig og urimelig adfærd blandt politifolk, der ikke kommer til at mærke nogen konsekvenser af deres handlinger.

I 2012 besøgte et af børnebørnene villaen.

I 2021 havde Daily Mail billeder fra Höß-villaen og datter Birgitte huskede tilbage.

Samtidig begyndte opførelsen af filmens villa.

Udryddere bruger også eufemismer om koncentrationslejre i dag: “special infrastructure project”.

Juul nævnte modediktatet allerede i overskriften til sin anmeldelse "Anmelder beruset af årets mest hypede gyserfilm". Men kunne dog, i det med småt, ædrueligt oplyse at "[filmen opløser ] sig i velkendte løsninger for gyserfortællere, der ikke helt ved, hvordan de skal runde al deres spænding af." og "Derefter mister du historien til nemme gyserkneb."

Schubart siger det samme: "Ari Aster mister desværre grebet en smule mod slutningen, hvor han vrider skruen fra uhygge til skræk."

Men indtil det hele falder sammen, blev de åbenbart mere skræmt end irriterede (Monggaard formåede endog at være skræmt under hele medley'et).

Jeg tror ikke, at de har totalt rådden smag. Der skal generelt bare mere til at få dem til at stå fuldstændigt af en intelligensfornærmende film - især en hypet en.

Ondskabens hus minder på mange måder om samtidige Black Panther, der var et useeligt makværk. Men moden ("hypen") dikterede, at det var en fin og vigtig film -  og så falder kritikerne på Metacritic og Rotten Tomatoes til patten. De er gennemsnitligt ret følgagtige. Bare der er hype nok, kan de også give en ok bagatel som DR-aktuelle Get Out 96%.

Jeg er ret glad for at vi her på stedet i mindre grad er grebet af modeluner. Alle anmeldere ser ud til at have integriteten i top.

Jeg skriver pænt om Östlunds og Zvjagtintsevs Grand-of filmfestival-rettede kunstfilm. Men ikke fordi, de er på mode. Jeg er ret sikker på at jeg stadig vil elske Force Majeure og Leviathan om 10 år, når filmene er gået helt af mode. Jeg vil stadig synes at Triangle of Sadness er en haltende, men nogenlunde underholdende film om 10 år.

Min vattede (men ærlige) formening er: folk/anmeldere har ikke generelt dårlig smag. Nogen er mere til fals for modediktater. Andre er meget mere følsomme for intelligensfornærmende pladder og står vredt af Ondskabens hus eller Triangle of Sadness, når de har våset i 10-20 minutter og umuligt kan reddes.

https://udel.edu/~mcdonald/mytheyecolor.html#:~:text=Eye%20color%20is,br....

Filmen er heldigvis ikke filmet on-location i en milliardær-penthouse i New York City, men i en anonym lagerhal i et af Kölns industrikvarterer. Ligesom så mange andre genre-film.

Så fik sosserne og de blå gjort det endnu mere profitabelt at arve.

Bidrager man selvstændigt til økonomien som lønarbejder eller iværksætter vil man blive beskattet LANGT hårdere.

Jeg brugte ikke engang Slangordbogen.

Story hour:

... En god grund til, at jeg ikke brugte slangordbogen er, at den nyeste online-version version er en app til 39 kroner.

Appen er blevet købt "over 50 gange" i Android-butikken. Min lægsmandskonklusion er, at skaberne så lige så godt kunne have givet bogen fri.

3-, 5- eller (lågsus) 10.000 kroner er gejler lidt til deling mellem to mand og en skattemyndighed.

Men måske den bliver købt fri ved lejlighed.

I Norge kunne de faktisk dømme en politibetjent for vold.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg aldrig er kommet helt igennem en bog af hverkende Ayn Rand eller L. Ron Hubbard. Er jeg så gået glip af dyb indsigt? Næppe. Ayn Rand, kendt modtager af sociale ydelser og fangirl af psykopater, stinker.