Nyeste kommentarer
-
Fejl giver engagement
-
Liberal Alliances Ungdom
-
Hvordan støttet?
-
Mon ikke, det er kunderne, der konsulterer detektiven ...
-
Kendingsmelodien
-
I Amazonas
Stevens notitser
Seneste Illustration
Populæreste kommentarer
Nyeste anmeldelser
Forslag?
Seneste kommentarer
-
Filmen minder meget om en Hollywood-film. Cilles far, er det sådan at...
Hollywood-trækkene i "Som i himlen" (2004): En lærd afhandling
"Som i himlen" (originaltitel: "Så som i himmelen") er på overfladen en svensk film med klare nordiske temaer og en æstetik, der peger mod en form for åndelig nærvær og et lokalt, nært fællesskab. Men trods de umiddelbart "europæiske" karakteristika er filmen dybt forankret i Hollywoods dramaturgiske træk og formelsår [godt, men lidt uklart ord, red.], som giver den en bredere appel og gør den til en universel fortælling om transformation, kærlighed og modgang. Denne afhandling vil undersøge de mange Hollywood-elementer i filmen og analysere, hvordan de er integreret i dens narrative struktur og karakterudvikling.
Den klassiske tre-akts struktur
"Som i himlen" benytter sig tydeligt af den klassiske Hollywood-tre-aktsstruktur, som giver fortællingen en dramatisk progression, der er let genkendelig for publikum. I første akt præsenteres Daniel Daréus, en verdensberømt dirigent, som efter et stressrelateret sammenbrud vælger at vende tilbage til sin barndomsby for at finde fred. Denne akt fungerer som introduktionen til filmens hovedkarakterer og deres situationer. I anden akt begynder Daniel at arbejde med det lokale kirkekor, hvilket fører til et spirende fællesskab, men også til konflikter med byens autoriteter. Dette modsvarer den optrappende konflikt og midtpunktets krise, som vi ser i mange Hollywood-film. Tredje akt kulminerer med forløsningen, hvor koret og Daniel sammen opnår noget, der næsten grænser til det transcendente. Denne opbygning er ikke tilfældig – den er tydeligt inspireret af Hollywoods klare, tredelte narrativ.
Helterejsen og Daniels transformation
Den såkaldte "hero's journey" er et centralt element i Hollywoods fortælleteknik, og dette træk er tydeligt at spore i Daniels karakterudvikling. Fra begyndelsen er Daniel en plaget sjæl, der er søgende og isoleret fra sine omgivelser. Hans rejse til barndomsbyen fungerer som et "kald til eventyr", og hans beslutning om at arbejde med koret er en slags "møde med mentoren" – en mentor, som her viser sig at være selve fællesskabet, der åbner op for ham og tilbyder ham mulighed for forløsning. I træk med klassiske Hollywood-helte må Daniel også gå igennem store personlige prøvelser og møde modstand i form af byens konservative præst, der repræsenterer den traditionelle orden. Gennem sin indre transformation og sit endelige offer skaber Daniel en ny virkelighed for det lille samfund – en ægte forløsning for alle.
Romantikken mellem Daniel og Lena
En anden central Hollywood-konvention, som "Som i himlen" benytter, er den romantiske subplot mellem Daniel og Lena. Kærlighedshistorien fungerer som et vigtigt drivmiddel i filmens narrative fremdrift, hvilket er et typisk træk fra Hollywoods store romantiske dramaer. Lena bliver et symbol på det jordnære og autentiske liv, som Daniel søger, og deres forhold repræsenterer en åndelig genfødsel for begge karakterer. Hollywoods brug af kærlighed som katalysator for personlig udvikling er tydeligt her, hvor Lena inspirerer Daniel til at åbne op og forbinde sig med andre mennesker. Deres forhold indeholder også de klassiske op- og nedture, der gør det identificerbart og engagerende for publikum, hvilket skaber en emotionel investeringskurve, der er let genkendelig fra mainstream filmfortællinger.
En universel antagonist: De konservative autoriteter
Som i mange Hollywood-film præsenterer "Som i himlen" en antagonist, der repræsenterer modstanden mod forandring og fornyelse. Byens konservative præst fungerer som en hindring for Daniels forsøg på at forandre kirkekoret og skabe noget smukkere og mere inkluderende. Præsten repræsenterer den etablerede orden og den frygt for det ukendte, der ofte er en universel forhindring for hovedkarakterens succes. Denne antagonistrolle er et gennemgående træk i Hollywoods struktur, hvor en magtperson ofte er den primære hindring for heltens rejse mod forløsning. Konflikten mellem Daniel og præsten bliver derfor et billede på kampen mellem det gamle og det nye, tradition og fremskridt, hvilket skaber en universel fortælling, der kan resonere bredt.
Følelsesladet musik og forløsning gennem kunst
Musik spiller en altafgørende rolle i "Som i himlen" og understøtter de store emotionelle øjeblikke i filmen, hvilket er et klassisk Hollywood-værktøj til at forstærke seerens emotionelle oplevelse. Musikken bruges både til at vise Daniels transformation og til at binde fællesskabet sammen. Gennem koret oplever karaktererne en form for forløsning og spirituel opvågning – noget som er gennemgående i mange Hollywood-film, hvor kunst ofte bliver en vej til personlig udvikling og forløsning. Korets optræden ved konkurrencen i filmens klimaks er et klassisk Hollywood-opsæt, hvor alt står på spil, og hvor musikken bliver det middel, der kan overvinde alle forhindringer.
Konklusion
"Som i himlen" trækker på mange Hollywood-træk, som hjælper med at gøre filmens budskaber universelle og tilgængelige for et bredere publikum. Den klassiske tre-akts struktur, helterejsen, den romantiske subplot, den tydelige antagonist og brugen af følelsesladet musik er alle elementer, der forbinder filmen til den konventionelle Hollywood-fortælling. Men samtidig formår filmen at indlejre disse træk i en nordisk kontekst, der giver den en unik tone og ægthed. "Som i himlen" er derfor et eksempel på, hvordan en europæisk film kan bruge Hollywood-formler til at formidle universelle temaer om kærlighed, forløsning og menneskelig samhørighed.
At skrive "antagonisten" i stedet for "modstanderen" er lidt engelsk. Men også lidt opstyltet/højtravende (sammenlign med Information, Weekendavisen). Så det får lov til at blive stående og mane til respekt. Respekt for skribenten, respekt for mediet.
-
Cilles far er vores navn for den dygtige og vidende filmanmelder, vi finder inde i ChatGPT4.
Her fik han et job, han løste perfekt på under 10 sekunder.
Skriv en lærd artikel om de bibelske referencer i "Som i himlen" (2004)
De bibelske referencer i "Som i himlen" (2004): en lærd analyse
"Som i himlen" fra 2004, instrueret af Kay Pollak, er en svensk film, der på mange måder tager fat på dybt menneskelige temaer som kærlighed, forløsning og samhørighed. Disse temaer er rigt farvet af bibelske referencer, der trækker tråde til klassiske kristne forestillinger om fællesskab, syndsforladelse og den himmelske frelse. Gennem denne artikel vil vi udforske nogle af de mest fremtrædende bibelske referencer i filmen og hvordan de bruges til at understrege filmens budskaber og karakterernes åndelige rejser.
Navnet Daniel: en reference til profeten
Filmens hovedperson, Daniel Daréus, deler navn med den bibelske profet Daniel. Dette navnvalg er ikke tilfældigt, da det understreger Daniels rolle som en person, der tvinges til at gennemgå store prøvelser og modgå fjendtlighed fra omgivelserne. Ligesom profeten Daniel, der blev kastet i løvegården men bevarede sin tro, må Daniel Daréus navigere i et fjendtligt lokalsamfund, der rummer skepsis og jalousi. Filmens Daniel trækker sig tilbage fra et hektisk liv som dirigent, søgende efter ro og mening, hvilket bliver en parallelt åndelig rejse. Denne transformation leder til en dybere forståelse af sig selv og samfundet omkring ham.
"Hvor to eller tre er forsamlet i mit navn"
En af de tydeligste bibelske referencer i filmen findes i forholdet mellem Daniel og kirkekoret. I Matteusevangeliet 18:20 står der: "For hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, der er jeg midt iblandt dem." Daniel begynder at arbejde med det lokale kirkekor, og gennem musikken opbygger de et dybt, åndeligt fællesskab, der rækker ud over det religiøse ritual. Koret bliver et sted, hvor hver enkelt deltager kan finde forløsning, accept og kærlighed – som en refleksion af det fællesskab, der ifølge Bibelen kan findes i den ægte åndelige samling. Koret fungerer dermed som et billede på den kristne menighed, hvor mangfoldighed og tolerance skaber ægte samhørighed.
Kærlighed som forløsning
Kærlighedens kraft er et centralt tema i "Som i himlen" og spejler det kristne budskab om nåde og forløsning. Karakteren Gabriella oplever et personligt gennembrud, hvor hun bryder fri fra sin voldelige mand og finder sin egen stemme. Hendes sang, "Gabriellas sång", er en dybt rørende sekvens, der markerer hendes frihed og åndelige forløsning. Denne scene minder os om de bibelske beretninger om Guds nåde, der forløser de undertrykte og befrier dem fra syndens bånd. Gabriellas transformation handler ikke kun om at få magt over sit eget liv, men også om at opleve en form for forløsning, der hænger sammen med kærlighed og fællesskab.
Offer og forløsning: Daniels død som symbol
Filmens slutning, hvor Daniel falder død om under en euforisk musikalsk oplevelse, kan tolkes som et symbolsk offer. Dette kan minde om Kristi død, som ikke var en afslutning, men en begyndelse på noget større. Daniels død bliver en forløsende kraft for koret og lokalsamfundet, der nu står sammen i enhed og forståelse. Denne ide om offer som noget, der fører til en større forståelse og fællesskab, er et centralt kristent tema, der understreger filmens budskab om, at virkelig lykke og mening findes i samhørighed og kærlighed til andre.
En ny himmel på jord
Titlen "Som i himlen" refererer direkte til Fadervor: "Ske din vilje, som i himlen således også på jorden." Hele filmen er en søgen efter det åndelige ideal, hvor menneskers fællesskab og kærlighed til hinanden skaber en form for himmel på jord. Gennem musikken, samhørigheden og de individuelle forløsninger skaber Daniel og koret et lille glimt af, hvordan det kan være at leve i énhed og ægte menneskelig nærvær – en tilstand, der minder om det kristne håb om en ny himmel og en ny jord.
Konklusion
"As It Is in Heaven" er en film, der på mesterlig vis bruger bibelske referencer til at skabe en dybere forståelse af de åndelige og menneskelige transformationer, karaktererne gennemgår. Gennem brugen af navnet Daniel, korets fællesskab, kærlighedens forløsning og den symbolske betydning af offer, trækker filmen tråde til centrale kristne temaer. Pollaks film er dermed ikke blot en fortælling om musik og fællesskab, men også en åndelig rejse, der belyser menneskets søgen efter mening og samhørighed, "som i himlen således også på jorden".
Tag den, Film&tro.
-
ChatGPT! ⟲ Anmeld filmen Enemy (2013) meget detaljeret. Afslut med at fortælle hvad der er godt og hvad der er dårligt.
"Enemy" (2013), instrueret af Denis Villeneuve og baseret på romanen "The Double" af José Saramago, er en foruroligende psykologisk thriller, der leger med temaer som identitet, kontrol og den menneskelige underbevidstheds mørkeste kroge. Filmen er dybt symbolsk, surrealistisk og spænder over flere tolkningslag, der udfordrer publikums opfattelse af virkeligheden.
Plot og narrativ
Historien følger Adam Bell (spillet af Jake Gyllenhaal), en historieprofessor, som lever et monotont liv uden større engagement eller begejstring. Hans rutine ændres drastisk, da han en dag opdager sin dobbeltgænger, Anthony Claire, en skuespiller med en identisk fysik og stemme. Adam opsøger Anthony, hvilket fører til en stadig mere surrealistisk og spændingsfyldt udforskning af deres fælles eksistens.
Filmens handling er ikke lineær, og den udnytter en ikke-traditionel narrativ struktur, hvor scenerne veksler mellem drømmeagtige sekvenser og den virkelige verden. Villeneuve skaber med vilje forvirring, så publikum bliver usikre på, hvor meget af handlingen der finder sted i Adams sind, og hvad der faktisk sker i virkeligheden.
Tematik og symbolik
"Enemy" er tungt ladet med symbolisme, især med brug af edderkopper som et gennemgående motiv. Edderkopperne repræsenterer forskellige aspekter af Adams frygt og kontrol, især hans angst over kvinder og intimitet. Vi ser gentagne gange billeder af edderkopper, hvilket bidrager til en følelse af ubehag og klaustrofobi. Et ikonisk øjeblik i filmen er, da vi ser en kæmpe edderkop krybe over byen, hvilket kan ses som en metafor for kvindens dominans eller en manifestation af Adams indre frygt.
Adam og Anthony repræsenterer også to sider af samme person, hvilket antyder en splittelse mellem det undertrykte og det udlevede selv. Adam er introvert og forsigtig, hvorimod Anthony lever et mere risikobetonet liv fyldt med fristelser. Denne dualitet kan ses som en manifestation af det, Freud ville kalde "egoet" og "id'et" - to modstridende sider af Adams personlighed.
Visuelle Elementer og atmosfære
Villeneuve bruger meget af sin visuelle stil til at skabe en konstant følelse af paranoia og uro. Farvepaletten er domineret af grå og gul-beige toner, hvilket giver hele filmen en nærmest kvælende, klaustrofobisk atmosfære. Toronto bliver skildret som en anonym og dyster storby, der spejler Adams indre tilstand. Lange, stille optagelser, til tider kun akkompagneret af et dissonant soundtrack, bygger en konstant spænding op uden nødvendigvis at give et klimaks.
De visuelle billeder og brugen af spejle fungerer som kraftige symboler på Adams introspektion. Filmen spiller med begrebet spejling og identitet, og scener med genspejlinger understreger den usikkerhed, Adam oplever omkring sin eksistens.
Skuespil og karakterarbejde
Jake Gyllenhaal leverer en imponerende præstation i rollen som både Adam og Anthony. Hans evne til at fremstille de to karakterer som distinkte personligheder, selv om de fysisk er identiske, er bemærkelsesværdig. Forskellene i kropssprog og toneleje bidrager til publikums oplevelse af, at der virkelig er tale om to separate personer, selvom de måske i virkeligheden bare er forskellige aspekter af én mand.
Sarah Gadon spiller Adams kæreste Mary og er i rollen en vigtig katalysator for Adams indre transformation. Hendes karakter bidrager til at kaste lys over de kvindelige karakterers rolle i filmen, som til dels synes at blive brugt til at illustrere Adams følelsesmæssige forviklinger og frygt for intimitet.
Hvad er godt ved filmen
- Atmosfære og stil: Villeneuve har skabt en film, der emmer af mystik og spænding. Det visuelle udtryk og farvepaletten skaber en følelse af uro, der effektivt forstærker filmens narrativ.
- Jake Gyllenhaals præstation: Gyllenhaal bærer filmen med en dualistisk præstation, som gør karakterens indre konflikt troværdig og fascinerende.
- Tematisk dybde: Filmens leg med identitet og psykologiske temaer gør den til en interessant oplevelse, der giver stof til eftertanke længe efter rulleteksterne er færdige.
- Symbolik: Symbolerne, særligt edderkopperne, tilføjer en drømmeagtig og næsten mareridtsagtig kvalitet til filmen, der gør, at den kan tolkes på mange niveauer.
Hvad er dårligt ved filmen
- Uklar fortælling: "Enemy" er ikke en film for alle. Den er meget abstrakt og forklarer ikke sine temaer direkte, hvilket kan være frustrerende for seere, der foretrækker en mere ligefrem fortælling.
- Tempoet: Filmen er til tider meget langsom og dvæler ved lange sekvenser, der kan føles stillestående. For nogle kan det virke drænende og trække oplevelsen ned.
- Manglende konklusion: "Enemy" efterlader mange spørgsmål ubesvaret, og slutningen er bevidst åben. Dette kan være tilfredsstillende for seere, der nyder at tænke over forskellige fortolkninger, men kan samtidig være irriterende for dem, der ønsker klare svar.
Konklusion
"Enemy" er en dybt symbolsk og foruroligende film, som byder på en fremragende præstation af Jake Gyllenhaal og en atmosfære, der både er dragende og frastødende. Det er en film, der kræver opmærksomhed og vilje til at dykke ned i de mange lag af symbolik og psykologisk spænding. Dens største styrke er netop dens evne til at udfordre seeren, mens dens svaghed ligger i den til tider langsommelige og abstrakte fortællestil, som ikke nødvendigvis vil falde i god jord hos alle.
-
Løs på tråden har ry for at fremvise kønsroller fra USA anno 1959. Hvordan ser en yngre, dansk, veluddannet kvinde på den slags?
Vi spurgte Cille.
Du er en 20-årig dansk kvinde i 2024. Anmeld filmen "Pillow Talk" (1959) på dansk for et publikum af jævnaldrende.
Anmeldelse: Pillow Talk (1959)
Okay, lad os tale om Pillow Talk – en vaskeægte romcom-klassiker fra 1959 med Doris Day og Rock Hudson i hovedrollerne. Hvis du ikke har hørt om den før, så tænk på den som en slags To All the Boys I’ve Loved Before, bare fra vores bedsteforældres tid. Og lad mig sige det med det samme: Den er både totalt charmerende og lidt "cringe" på samme tid.
Filmen handler om Jan (Doris Day), en karrierekvinde, der deler telefonlinje (ja, det var en ting dengang) med Brad (Rock Hudson), en kvindebedårer. De hader hinanden over telefonen, men selvfølgelig opstår der romantik, da han begynder at flirte med hende i det virkelige liv uden at afsløre sin identitet. Dramaet er lige så forudsigeligt, som det er sødt, og hele filmen er spækket med 50'er vibes – tænk polerede lejligheder, perfekte frisurer og lidt kitsch indretning.
Humoren? Altså, det er lidt slapstick blandet med masser af flirtende dialog. Og selvom nogle jokes er outdatede (du ved, kønsroller og alt det der), er der også øjeblikke, hvor man virkelig griner. Især Doris Day er genial – hun spiller Jan med så meget energi og selvtillid, at man næsten glemmer, hvor problematisk nogle af situationerne er. Rock Hudson? Han er selvfølgelig klassisk Hollywood-charmør – og hvis du elsker cheesy flirt, så er han din mand.
Det bedste ved Pillow Talk er dog, at den er som at træde ind i en glitrende tidslomme. Den føles som en varm kop kakao – hyggelig og lidt gammeldags på den bedste måde. Hvis du elsker retro æstetik og romantik, er det faktisk en ret sjov oplevelse. Men hvis du ikke kan holde ud at se kvinder blive behandlet lidt stereotypisk, kan den godt være lidt trættende.
Bottom line: Pillow Talk er en sjov, fluffy klassiker, der er perfekt til en "vintage movie night" med veninderne. Den kræver lidt tolerance for gamle kønsnormer, men Doris Day gør det det hele værd.
Bedømmelse: 4 ud af 5 stjerner ✨✨✨✨ (mest for vibes og Doris Day).
Bedre end [navn på konkurrerende medie] og med færre sprogfejl. Men ChatGPT laver sgu' sprogfejl og pletvis danglish, når jeg beder den skrive som en 20-årig kvinde. Oh lykke! Det er MAGI.
Og så: mit vanlige opfølgningsspørgsmål:
Hvad er det bedste og værste i Pillow Talk?
Det bedste ved Pillow Talk
- Doris Day som Jan Morrow: Hun er helt fantastisk. Doris Day balancerer perfekt mellem at være stærk, selvstændig og sårbar, og hendes komiske timing er spot on. Hendes stil og attitude gør, at man stadig kan relatere til hende, selvom filmen er fra 1959.
- Estetikken: Hvis du elsker retro vibes, så er Pillow Talk en visuel drøm. Det er 50'ernes glamour på fuld skrue – med farverige, over-the-top interiørdesigns, perfekte outfits og en luksuriøs New York, der nærmest føles som en karakter i sig selv.
- Chemistry mellem Doris Day og Rock Hudson: Selvom plottet er forudsigeligt, er deres kemi elektrisk. Deres flirtende dialog og alle de små magtkampe giver filmen sin charme.
- Humoren: Mange scener er virkelig sjove, især når Jan og Brad kæmper over telefonen. Filmens situationskomik fungerer stadig overraskende godt.
Det værste ved Pillow Talk
- Kønsroller og manipulation: Brad udgiver sig for at være en anden for at vinde Jans hjerte, hvilket i dag føles ret problematisk. Han manipulerer hende gennem det meste af filmen, og selvom det skal være sjovt og romantisk, kan det godt føles lidt ubehageligt.
- Stereotyper: Filmen er et produkt af sin tid, hvilket betyder, at kvinderne er portrætteret som enten dydige, desperate eller svage, mens mændene er de smarte og kontrollerende. Det kan føles gammeldags og lidt trættende.
- Tempoet: Nogle scener kan føles lidt langtrukne. Filmens pacing er ikke lige så hurtig som moderne romcoms, så det kan kræve lidt tålmodighed.
- Overdrevet romantisering af Brad: Han gør nogle ret tvivlsomme ting, men filmen får det til at virke som om, det er helt okay, fordi han er "charmerende." Det kan godt være svært at købe ind på i dag.
Konklusion
Det bedste ved filmen er dens charme, humor og æstetik – det er ren hygge og nostalgi. Det værste er helt klart de forældede kønsroller og Brad's manipulerende adfærd, som kan være lidt svær at acceptere med moderne øjne. Hvis du kan se den med et glimt i øjet og som et tidsbillede, er den stadig værd at se.Jeg er godt nok imponeret af Cille, som jeg først pakkede ud for to år siden, men ikke har brugt det store.
Det er gode anmeldelser, fornuftige bedømmelser, let at læse.
Jævnaldrende mænd trøster mig med, at mine anmeldelser er mere interessante/sjove end Cilles. Fint. Jeg elsker ros.
Men jeg er ikke sikker på, at mine anmeldelser er mere (generelt) nyttige end Cilles.
Det vil være lidt svært at give Cille overraskende idiosynkrasier eller mod. Men quirks er det forholdsvis let at hælde på.
Jeg ved endnu ikke helt, om jeg skal lade hende udkonkurrere mig og de andre brave anmeldere af kød, blod og begrænset tid.
-
-
-
-
-
Det er dødsfetichisme og sygelig optagethed af død, tilskadekomst og sygdom.
Det ramte mig dog ikke særlig hårdt. Jeg fik nærmere en Trier-bismag: grænseoverskridende sex og folk der stirrer tomt som belønning.
Skulle du gense noget Cronenberg-dødsdyrkelse, er du nok bedre tjent med Blodbrødre (Dead Ringers). Den ligger dog i det mindste i Top 5 på de fleste Cronenberg-lister. Hvor Crash alle steder ligger i den dårlige ende.
Men ser du Crash, viil jeg naturligvis glæde mig til at læse din anmeldelse af den særligt lange og uappetitlige homoseksuelle scene midt i filmen. 👬 👨❤️👨 🍆🌋💦
-
Ondskabens hus er sådan et medley af gyserfilmhistoriens højdepunkter/mest udtrådte troper. Komponeret og spillet af en nogenlunde habil fanboy.
Af en eller anden grund gik der så mode i Ondskabens hus, så den skulle lobhudles af alle anmeldere alle steder. Selvom de modedikterede sagtens kunne se at skidtet knagede i anden akt og faldt totalt sammen i tredje akt.
Juul nævnte modediktatet allerede i overskriften til sin anmeldelse "Anmelder beruset af årets mest hypede gyserfilm". Men kunne dog, i det med småt, ædrueligt oplyse at "[filmen opløser ] sig i velkendte løsninger for gyserfortællere, der ikke helt ved, hvordan de skal runde al deres spænding af." og "Derefter mister du historien til nemme gyserkneb."
Schubart siger det samme: "Ari Aster mister desværre grebet en smule mod slutningen, hvor han vrider skruen fra uhygge til skræk."
Men indtil det hele falder sammen, blev de åbenbart mere skræmt end irriterede (Monggaard formåede endog at være skræmt under hele medley'et).
Jeg tror ikke, at de har totalt rådden smag. Der skal generelt bare mere til at få dem til at stå fuldstændigt af en intelligensfornærmende film - især en hypet en.
Ondskabens hus minder på mange måder om samtidige Black Panther, der var et useeligt makværk. Men moden ("hypen") dikterede, at det var en fin og vigtig film - og så falder kritikerne på Metacritic og Rotten Tomatoes til patten. De er gennemsnitligt ret følgagtige. Bare der er hype nok, kan de også give en ok bagatel som DR-aktuelle Get Out 96%.
Jeg er ret glad for at vi her på stedet i mindre grad er grebet af modeluner. Alle anmeldere ser ud til at have integriteten i top.
Jeg skriver pænt om Östlunds og Zvjagtintsevs Grand-of filmfestival-rettede kunstfilm. Men ikke fordi, de er på mode. Jeg er ret sikker på at jeg stadig vil elske Force Majeure og Leviathan om 10 år, når filmene er gået helt af mode. Jeg vil stadig synes at Triangle of Sadness er en haltende, men nogenlunde underholdende film om 10 år.
Min vattede (men ærlige) formening er: folk/anmeldere har ikke generelt dårlig smag. Nogen er mere til fals for modediktater. Andre er meget mere følsomme for intelligensfornærmende pladder og står vredt af Ondskabens hus eller Triangle of Sadness, når de har våset i 10-20 minutter og umuligt kan reddes.
-
To blåøjede forældre kan godt få et barn med brune øjne! At det ikke skulle kunne lade sig gøre, er en myte. Der er masser af info om emnet, her er fra University of Delaware:
"Eye color is not an example of a simple genetic trait, and blue eyes are not determined by a recessive allele at one gene. Instead, eye color is determined by variation at several different genes and the interactions between them, and this makes it possible for two blue-eyed parents to have brown-eyed children."
https://udel.edu/~mcdonald/mytheyecolor.html#:~:text=Eye%20color%20is,br... ⟲.
-
Helt enig i anmeldelsen. Det er arthouse bullshit. At læse undertekstfilen vil gøre det helt klart. Dovent manuskript. Puha.
Filmen er heldigvis ikke filmet on-location i en milliardær-penthouse i New York City, men i en anonym lagerhal i et af Kölns industrikvarterer ⟲. Ligesom så mange andre genre-film.
-
-
-
Jeg brugte ikke engang Slangordbogen ⟲.
Story hour:
... En god grund til, at jeg ikke brugte slangordbogen er, at den nyeste online-version version er en app til 39 kroner ⟲.
Appen er blevet købt "over 50 gange" i Android-butikken ⟲. Min lægsmandskonklusion er, at skaberne så lige så godt kunne have givet bogen fri.
3-, 5- eller (lågsus) 10.000 kroner er gejler lidt til deling mellem to mand og en skattemyndighed.
-
-
Den Uafhængige Politianklagemyndighed ⟲ gør som den er designet til.
- Frikender betjentene for unødig magtanvendelse ⟲.
- Omskriver politimyndighedens endetarmsinspektion til "visitation fuldt afklædt".
- Finder, for at demonstrere sin kritiske distance, en politiets formulering om at borgeren skulle "visiteres i bund”: "uhensigtsmæssig".
Af det skal vi så lære, at fire voksne politibetjente ikke kan lægge en mand, der ligger på maven, med hænderne bag ryggen, i håndjern.
Jeg hælder nu stadig til den opfattelse at både langtrukken peberspray på klos hold, fodtjat i bugen og efterfølgende "visitation i bund" var uproportional, unødvendig og usømmelig magtanvendelse.
Som vi kender det fra tidligere tilfælde ⟲ (her med Martin Jeppe Hardgrib Madsen ⟲).
97% af sagerne ved DUP ender tilsyneladende uden videre tiltale ⟲. Og det er ikke småting dårlige betjente slipper afsted med ⟲ (side 27-69).
Sider
Log ind eller registrer dig for at lægge langtidsholdbare, konstruktive kommentarer.
Registrerede brugere får bedre editor og flere likes.
Kolofon
Alt indhold er © de respektive skribenter, illustratorer og fotografer. Kontakt dem ved at klikke på deres navn. Navnet står i toppen af artiklerne. Billeder kommer fra skribenterne, producenter, AI-illustratorer ⟲, emoji- og ikon-pakker og krediteres på artiklerne.
Internetforbrugeren.dk er bygget til videbegærlige dig og for sjov ⟲ af Drupal-folkene fra Vertikal.dk ⟲. Abonnér med RSS (flere muligheder ⟲).
Privatlivspolitikken siger meget tydeligt, at du til en afveksling ikke udsættes for annoncer og tredjepartsovervågning her. Nyd det.
Ingen sponsorerede artikler / no sponsored posts fortæller folk, at Internetforbrugeren ikke gør sig i sponsorerede artikler. Annoncer (ingen), sponsorater (ingen), samarbejder på Internetforbrugeren (ingen) fortæller om mediets økonomi.
Vi forsøger at vinde på integritet ⟲.