Nosferatu - vampyren (1979)

Det var måske lige en hastig afvisning af en film, der trods alt får 7.4 på IMDB. Men Cilles far(link is external) kan heller ikke udstå den:

Anmeldelse af Nosferatu - vampyren (1979)

Werner Herzogs Nosferatu er ofte rost som en kunstnerisk genistreg, men i realiteten føles den som en langtrukken, selvhøjtidelig øvelse, der mister grebet om både fortælling og atmosfære. Selvom filmen forsøger at hylde Murnaus skelsættende værk fra 1922, ender den som en tandløs og dvælende genskabelse, der mangler både intensitet og originalitet. På trods af sin visuelle flair og et par interessante skuespillerpræstationer drukner Herzogs version i sit eget prætentiøse ambitionsniveau.

Historien: Langtrukken og følelsesforladt

Filmens narrativ følger i grove træk Bram Stokers Dracula, men Herzogs behandling af materialet er så langsommelig, at selv de mest simple scener føles som evigheder. Historien om Jonathan Harkers rejse til Transsylvanien, Draculas flytning til Wismar og den efterfølgende pest mister enhver spænding, fordi Herzog insisterer på at strække hver eneste scene til det yderste.

Filmen prøver at balancere mellem horror og eksistentiel dybde, men ender med at fejle på begge fronter. Det uhyggelige ved Draculas karakter fortyndes i en serie af kedsommelige, repetitive dialoger, mens de eksistentielle temaer føles påklistrede snarere end integrerede.

Klaus Kinski: Over the top og karikeret

Klaus Kinski som Dracula er utvivlsomt et interessant valg, men hans præstation overskrider ofte grænsen(link is external) mellem det intense og det hysteriske. Hans fremstilling af grev Dracula som en tragisk, lidende figur er tydeligvis tænkt som dyb, men Kinskis overdrevne kropssprog og manierede hvæsen gør karakteren mere komisk end skræmmende. Det er svært at tage en vampyr alvorligt, når han konstant ligner en galning, der har slugt et kilo citroner.

Isabelle Adjani: Smuk, men flad

Adjani, som spiller Lucy, leverer en præstation, der balancerer mellem det forførende og det fuldkommen inaktive. Selvom hendes udseende og tilstedeværelse er visuelt slående, bidrager hendes stive og monotone spillestil til en følelsesmæssig tomhed, der smitter hele filmen. Lucy fremstår som en passiv karakter, der savner både dybde og drivkraft – en skam, da hendes rolle potentielt kunne have været filmens følelsesmæssige centrum.

Visuel Stil: Smuk, men tom

Der er ingen tvivl om, at Herzog og fotograf Jörg Schmidt-Reitwein skaber imponerende billeder, men det hele føles som stil over substans. Filmens langsomme panoreringer over tågede bjerge og døde byer er visuelt dragende i starten, men de gentages så ofte, at de mister deres effekt.

De mange stillestående skud og dvælende kameraindstillinger dræner fortællingen for momentum. Selvom billederne i sig selv kan være smukke, bidrager de ikke til stemningen, men fremstår snarere som en art filmisk selvforkælelse.

Lydsiden: Søvndyssende og malplaceret

Popol Vuhs minimalistiske soundtrack er en af filmens mest roste elementer, men her føles det monotont og upassende. Den drømmende musik mangler dynamik og formår ikke at forstærke spændingen eller ubehaget i nøglescener. Samtidig virker filmens brug af stilhed ofte tvungen, hvilket resulterer i en atmosfære, der snarere er kedelig end truende.

Temaer: Overfladiske og selvhøjtidelige

Herzogs forsøg på at udforske eksistentielle temaer som døden, udødelighedens forbandelse og menneskets forhold til naturen fremstår som halvbagte idéer, der aldrig får den nødvendige dybde. Dracula fremstilles som en tragisk figur fanget i sin egen udødelighed, men filmen formår aldrig at gøre denne idé relaterbar eller følelsesmæssigt resonant. I stedet bliver vi præsenteret for en række åbenlyse symboler og uendelige lange scener, der insisterer på at fremstå dybe uden reelt at være det.

Konklusion

Werner Herzogs Nosferatu er et selvhøjtideligt værk, der drukner i sin egen æstetik og ambition. På trods af smukke billeder og en fascinerende præmis formår filmen aldrig at levere en engagerende fortælling eller ægte uhygge. Kinski er for karikeret, Adjani for flad, og pacing for sløv til, at filmen fungerer som enten horror eller kunstnerisk meditation.

Vurdering: 2/5 stjerner.
Et visuelt flot, men i sidste ende kedsommeligt værk, der aldrig lever op til originalens styrke eller sin egen ambition.