Nosferatu (2024)

Filmen er en genindspilning af F. W. Murnaus skrækromantiske stumfilms-mesterværk 'Nosferatu, eine Symphonie des Grauens' fra 1922, verdens første seriøse vampyrfilm, som i øvrigt var et Dracula-plagiat, der modtog et sagsanlæg fra Bram Stokers arvinger. 

Historien er stort set den samme. En ung kontorist, Thomas Hutter, sendes til Transsilvanien for at sælge et gods til en derboende greve, her kaldet Orlok. I denne version har vampyren et overnaturligt bånd til Hutters hustru, som han pønser på at forføre og suge blod af. Hans plan forpurres i sidste ende af Hutter og okkultisten Albin Eberhart von Franz.

Filmen er i skrivende stund oscarnomineret i fire tekniske kategorier: Scenografi, hår/makeup, kostumer og fotografering, og resultatet er da også visuelt fremragende, men det er desværre ikke nok. 

Den vigtige rolle som Orlok er beklageligvis tildelt den kiksede Bill Skarsgård, der hverken når originalens Max Schreck eller Klaus Kinski (fra Werner Herzogs genindspilning i 1979) til sokkeholderne. 

De øvrige medvirkende spiller udmærket, især den p.t. allestedsnærværende Nicholas Hoult som Hutter, Simon McGurney som hans chef og Willem Dafoe som Eberhart von Franz samt Johnny Depps datter, Lily-Rose Depp, der klarer sin overeksponerede rolle som fru Hutter ganske fint.

Filmens problem er Eggers' kedelige manuskript og især filmens dialog, der er lige så pinagtigt opstyltet som i hans tidlige værker, 'The Witch', 'The Lighthouse' og 'The Northman', som jeg alle har relegeret til arthouse-bullshit, men her presser billedsiden mig halvhjertet op på et tretal.

Vil du se en rigtig god og original efterfølger til Murnaus 'Nosferatu', så få fat i 'Shadow of the Vampire' (2000), der foregår under optagelserne til filmen fra 1922 med John Malkovich som Murnau og en satanisk veloplagt Willem Dafoe som Max Schreck.
 

Anmeldelse: Nosferatu - vampyren

1½ ud af 5 anakronistiske tv-antenner. Werner Herzog har lavet en lortefilm. Dårligt billede, dårlig lyd, dårlig klipning. Goofs (fejl) i massevis. Isabelle Adjani beholder tøjet på, og ser grundløst dum ud hele filmen. Jeg fandt den sløset, doven og...

Anmeldelse: The Witch: A New-England Folk Tale

1 ud af 5 sorte geder. Arthouse-gylle. Halvanden time jeg aldrig får igen.

Anmeldelse: The Lighthouse

1 ud af 5 heroinhavfruer. De er i et barsk miljø. De bliver langsomt sindssyge. De taler gammeldags. Sikke noget lort! De positive anmeldelser (DR, Ekko, Politiken, JP) var ved at hive os i biografen.   Men filmen var dræbende kedelig og uvedkommende. Ja, de...

Anmeldelse: The Northman

2 ud af 5 distanceblændere. Ligesom Lars von Trier vil Robert Eggers meget hellere lave kunst end underholdning, og det har naturligvis sin pris blandt os, der bare gerne vil se en god film. Der er en del flotte islandske naturbilleder og en håndfuld effektfulde...