"Woke" i film og tv-serier er flere forskellige ting.
I sin mildeste form bliver raketingeniøren - der typisk har været en midaldrende, hvid mand á la Dr. Wernher Magnus Maximilian friherre von Braun - udskiftet med en ung, afro-amerikansk kvinde. Den positive effekt er, at en masse unge, afro-amerikanske kvinder pludselig kan se sig selv i rollen som raketingeniører, studerer hårdt og forbedrer deres socio-økonomiske status i fabelagtig grad. Den reelle positive effekt er svær at måle, men laver man en sci-fi serie er det ikke urealistisk, at raketingeniøren kan være en ung, afro-stiftelses kvinde. Mild woke er til at leve med.
Men laver man et historisk drama eller en helt almindelig sovs-og-kartofler-krimi der foregår i Berlin i 1939 og lader fortrinlige Rosario Dawson spille Wernher von Braun, begår man historieforfalskning. Rosario kan heller ikke være dommer, retsmediciner eller noget som helst andet respektindgydende i Berlin i 1939. For sådan så samfundet ikke ud dengang. Historieforfalskningen kan være nok så velmenende. Men det er stadig historieforfalskning. Cirka lige så elendig som den de i Orwells 1984 bedriver i Ministeriet for Sandhed ("Ministeriet beskæftiger sig med nyheder, underholdning og kunst. Dets formål er at omskrive historien og ændre kendsgerningerne så de passer til partiets doktriner.").
"Woke" eller "Politisk korrekthed" kan også få forfattere eller censorer til at ødelægge sproget i film og tv-serier. I Missisippi Burning siger en af skurkene, helt og aldelses historisk korrekt, "Du lugter som en nigger, jødedreng". I Halløj på badehotellet vrøvler den senile major, helt samfundshistorisk korrekt om "wogs" og "niggers". Det lyder ikke pænt i nutidens ører. Men det er autentisk. Ændrer man på disse replikker, eller bortcensurerer filmene/tv-serierne, begår man også en slags historieforfalskning. Skriver man en ny tv-serie, der forfalsker sprog og holdninger i en given tidsperiode, bedriver man også historieforfalskning.
Woke-regler ("Representation and inclusion standards") kan også skævvride historier og ødelægge dramaer. Der Untergang foregår i Hitlers bunker under Berlin i krigens sidste dage. Den blev nomineret til en Oscar for 20 år siden. Skulle det ske i dag, skulle producent og forfatter uelegant proppe folk i bunkeren, der helt sikkert ikke var til stede og/eller dreje dramaet over i nogle uinteressant sidehistorier om hvor svært det er at være homoseksuel latino i nazi-tyskland.
De rigide woke Oscar-regler er måske ikke så forskellige fra hårdhændede regler, vi kender andre steder fra. I nordiske film og tv-serier er der ofte en såkaldt "finansierings-svensker" med. Drysser man nogle svenskere, danskere og nordmænd ind, bliver filmen/tv-serien nemlig finansieret fra tre lande og købt af tv-stationer i tre lande. Et godt nyligt eksempel er Exit. En norsk serie, der lige har et par svenskere og danskere med for økonomiens skyld. Det virker lidt aparte, men skæmmer sjældent i voldsom grad.
Men med tv-stationers woke krav om LGBT+-repræsentation begynder dramaer dog hist og pist at tage skade. I Exit sæson 3 påtvinger producenterne og forfatterne en ældre, stærkt heteroseksuel herre fra sæson 1 og 2 et uforklaret 180 graders skift til homoseksuel. Selvfølgelig skal det være enhver forundt at skifte de kvindelige fotomodeller ud med 74-årige Jesper Christensen (finansierings-danskeren). Men enhver kan se, at det er ekstremt urealistisk og kun gøres for at tækkes woke-kommissærer og woke-købere. De laver præcis samme manøvre i Tokyo Vice sæson 2.
