Den ene søster ligger for døden i barndomshjemmet, den anden søster kommer på besøg. Kender man sin Bergman ved man, at det du er tid til skrigeri og bebrejdelser.

Og der skriges og bebrejdes i et væk blandt de i alt tre kvinder, mens de tre mere eller mindre tilhørende mænd nosser halvhjertet rundt i periferien.

Hanne Dooses film er tordnende uambitiøs. Alle bebrejdelserne er skreget før og bedre andre steder, og meget af filmen føles som (og er) uinspireret improvisation.

Ligesom Holywood producerer tusinder af ligegyldige panserdramaer, producere Europa også  hundreder af ligegyldige kunstnerdramaeer.

Filmen kan dog i min optik lige slæbe sig op middelmådige 2½ skrigende bebrejdelser ude af 5 fordi der er flotte, vellydende synthesizere med, en realistisk væmmelig kræftsygdom, og fordi man undervejs lærer, at det om muligt er endnu værre at være lille landmand m/k uden på landet end at være lille kunstner i storbyen.

Plakaten lokker med nøgen sandhed, men filmen byder kun på påklædte, ligegyldige bebrejdelser.