1942, Frankrig. En ung belgisk jøde undgår henrettelse ved at påstå, han er perser. En ren tilfældighed redder ham – den tyske officer Koch ønsker at lære farsi og tager ham til sig som sproglærer. Gilles, der nu må skifte identitet til perseren Reza, opfinder et sprog på stedet, baseret på navnene på de andre fanger. Og han må huske hvert ord, hver løgn – for livet.

Filmens instruktør, eksilukraineren Vadim Perelman, som i 2003 gav os 'House of Sand and Fog' har her skabt et nyt mesterværk, der på en knivsæg balancerer mellem det absurde og det gribende. Det hele kunne let være faldet sammen, men skuespillet bærer det hele. Nahuel Pérez Biscayart er overbevisende som Gilles/Reza, der mirakuløst overlever krigen gennem et sindrigt bedrag. Lars Eidinger stjæler dog billedet som den høfligt hensynsløse SS-officer Koch, der måske nok fornemmer, han bliver snydt – men vælger at ignorere det.

"Persiske lektioner" undgår storladne klichéer. Den handler ikke så meget om krigen som om to mennesker i dens skygge. Den skildrer ondskabens natur gennem små banale, dagligdags handlinger, krydret med galgenhumor og en næsten uhyggelig spændingskurve.

Slutningen er ganske enkel. Og forfærdelig smuk.