The Banshees of Inisherin (2022)

Efter de amerikanske anmeldere at dømme er dette en film, der vil give Grand/Gloria-segmentet serieorgasmer, og god fornøjelse med det. Men det er godt nok den værste gang artsy-fartsy bullshit, jeg længe har set. Når den alligevel får 1.5 point, er det på grund af skuespillerne og de smukke billeder af den irske natur. Historien er desværre en gabefest uden hoved, hale og mening.

Det er ellers de to hovedroller fra mesterværket “In Bruges”, der atter mødes her, igen under ledelse af auteuren Martin McDonagh, der har instrueret og skrevet historien. Efter “In Bruges” har jeg trofast (og dybt skuffet) set hans næste film, “Seven Psychopaths” og “Three Billboards outside Ebbing, Missouri”, og nu gider jeg simpelthen ikke spilde tid på en film af den mand igen.

Handlingen er på ingen måde uforståelig, blot dybt meningsløs. Det hele foregår i 1923 under den irske borgerkig på en lille ø ud for Irlands kyst, og hvis man vil prøve at finde en mening med McDonaghs langtrukne vrøvl, kan historien måske ses som en allegori over krigens meningsløshed. To gamle venner er pludselig ikke venner længere, og konflikten imellem dem eskalerer ganske uforståeligt til bloddyppende højder. Filmen kan sikkert også ses som et psykiatrisk portræt af to bonderøve ramt af økuller. Jeg ved det ikke. Desværre kan jeg ikke gå i detaljer uden at spøjle de par overraskelser, der trods alt dukker op undervejs.

Colin Farrell kæmper bravt med et hav af dumme og ligegyldige replikker gentaget ad eternum, men viser dog nye og interessante sider af sit talent, og Brendan Gleason spiller som sædvanlig bare Brendan Gleason. De er begge glimrende og må åbenbart have manglet penge eller skyldt McDonagh en tjeneste. Jeg tvivler på, de har læst manuskriptet, før de gik i gang.

Det er åbenbart en film, der deler vandene, men hvis I har samme smag som undertegnede og eksempelvis synes, at “Nomadland” var røvhamrende kedelig, vil I takke mig for denne velmente advarsel. Se “Big Business” med Gøg og Gokke i naboslagsmål med James Finlayson i stedet. Det er præcis samme tema, men til gengæld morsomt og hurtigt overstået.