"Poor Things", der er baseret løst på romanen af samme navn (1996) af den skotske forfatter Alasdair Gray, er en feministisk hybrid mellem Frankenstein,  Alice i Eventyrland og Pygmalion.

Tony McNamaras manuskript har taget de vigtigste narrative elementer fra Grays roman for at præsentere os for historien om frigørelsen af Bella (Emma Stone), som bliver skabt i en surrealistisk steampunkudgave af dronning Victorias London af den gale og vansirede videnskabsmand Godwin Baxter (Willem Dafoe), der udstyrer liget af en selvmorder med hjernen fra hendes ufødte barn. Baxters studerende Max McCandles (Ramy Youssef) får derefter til opgave at holde øje med Bella, studere hende og følge hendes udvikling.

Den genopstandne Bella lærer at gå, pludre, gentage ord og lave spilopper. Hun opdager også, at hvis hun rører ved sig selv mellem benene på en bestemt måde, føles det godt i hele kroppen. Inden længe går Bella et skridt videre med det, hun selv kalder "furious jumping" ─ først med mænd, så med kvinder ─ og indser, at livet har meget mere at byde på uden for de fire vægge, som hendes skaber ønsker at holde hende indespærret bag. Hendes billet til den store verden bliver den lumre advokat Duncan Wedderburn (Mark Ruffalo), men også han kommer til at sande, at intet kan styre Bellas uudtømmelige nysgerrighed, totale mangel på moral og usvigelige frihedstrang. Hen ad vejen opdager hun ligesom navnesøsteren i Buñuels  "Bella de día" (Dagens skønhed), at prostitution er et respektabelt job, da den prostituerede jo er ejer af sine egne produktionsmidler. 

Filmen tilhører Emma Stone, der er på lærredet 90 procent af tiden, men den overdådige scenografi spiller en lige så stor rolle, og ligeså humoren, der leveres af både Stone og et galleri af excentriske figurer, hvor især Mark Ruffalo springer ud som oscarværdig komiker i sin rolle som slibrig, kvindeglad livsnyder. 

Der er masser af sex og frontal nøgenhed i filmen, så hvis du væmmes ved den slags, skal du nok ikke se den. Filmen er i skrivende stund nomineret til 11 Oscars, og også jeg dømmer den tæt på mesterværk og er så godt som sikker på, at Emma Stone vinder sin anden gyldne statuette her.