Tolv nævninge samles i et trangt juryværelse for at afgøre skæbnen for en ung mand, der er anklaget for mordet på sin far. Alt tyder på en hurtig kendelse, men én mand stritter imod – ikke af overbevisning om skyld eller uskyld, men af pligt til at tage bevismaterialet alvorligt. Det, der kunne have været en rutinesag, forvandles til et intenst psykologisk drama, hvor fordomme, temperamenter og personlige erfaringer kolliderer. I takt med, at rummet bliver mere og mere indelukket, og hedebølgen udenfor vokser i styrke, folder sagen sig ud som en studie i menneskelig svaghed, stædighed og moral.

Filmen drives af sit ensemble. Henry Fonda er i centrum som den urokkelige ener, men hver eneste af de øvrige nævninge leverer mindeværdige præstationer, der tilsammen giver en kalejdoskopisk skildring af den hvide amerikanske mand anno 1957. Lee J. Cobb giver vrede og bitterhed fysisk form, E.G. Marshall indfanger den kølige rationalist, Jack Warden spreder nonchalant energi, og Ed Begley legemliggør rå og ubehagelige fordomme. Hver nævning får vægt og tydelighed. Vi har her noget så sjældent som en film, hvor alle får plads og vægt.

Sidney Lumets instruktion er præcis og kompromisløs. Han udnytter det lille rum, så vi gradvist føler det samme pres som nævningene: kameraet kryber tættere på, vinklerne sænkes, og atmosfæren fortættes. Dialogen gnistrer uden overflødigheder, tempoet er skarpt, og dramaturgien balancerer perfekt mellem logisk opbygning og følelsesmæssig intensitet.

Det er en sjældenhed i filmhistorien at møde en debut, der står så fejlfrit. Lumet skabte med 'Tolv vrede mænd' ikke blot en fremragende retssalsfilm, men et skoleeksempel på, hvordan filmmediet kan bruge begrænsninger til at skabe maksimal effekt. Man kan med rette kalde det verdens bedste debutfilm.