Man tager det perfekte manuskript og skriver lidt tilfældigt om på det. Man tager de mest mindeværdige replikker og drysser dem lidt tilfældigt rundt i den nu allerede ødelagte dialog. Nogle af karaktererne lægges sammen (man kan kun gætte hvorfor). 

Man tager en hel masse cyberpunk-klicheér (evigt mørke og regnvejr, monstrøse betonbygninger, overfyldte gader med små madboder, kinesiske/japanske tegn på skilte, paraplyer med lysstofrør, skærme og neon alle vegne, flyvende biler) og lægger dem på som computergenereret baggrund i hver en scene.

Man udskifter så skurkens håndlangere med robotter, så filmen ikke bliver så voldelig som sit forlæg (man vil gerne ned på PG-13).

Og så overlader man ellers resten til elendig instruktion og et hold af gudjammerligt uoplagte skuespillere, der til tider ikke er til at skelne fra hinanden.

Simsalabim, så får man hurtigt tryllet det oprindelige mesterværk om til noget, der mere ligner et ligegyldigt afsnit fra en ligegyldig tv-serie.

Se den kun for at gense filmen fra 1990.

Anmeldelse: Sidste udkald

5 ud af 5 biografsæder med kybernetisk drømmeteknologi. Midtvejs i filmen er der en central scene, hvor Douglas Quaid (Arnold Schwarzenegger) skal vælge, om han vil sluge en pille. Hvis han gør, lærer han sandheden at kende. Hvis ikke, vil drømmen...