Midtvejs i filmen er der en central scene, hvor Douglas Quaid (Arnold Schwarzenegger) skal vælge, om han vil sluge en pille. Hvis han gør, lærer han sandheden at kende. Hvis ikke, vil drømmen fortsætte.

En tilsvarende - og langt mere berømt - scene findes også i ni år yngre The Matrix.

Men i sidstenævnte film er valget nemt. Ingen er i tvivl om, hvorvidt pillen skal sluges. Virkeligheden er jo ovenud velbehagelig. Neo (Keanu Reeves) er ikke en ukendt, ensom, kontorarbejdende taber-hacker, men derimod "The One" - den forudbestemte redningsmand for hele menneskeheden.

Filmens historie bliver herefter vildere, sjovere og mere tilfredsstillende. Neo vinder over skurkene og får pigen. Ren Hollywood.

I Sidste udkald er virkelighed og drøm derimod byttet om. Og valget derfor et dilemma. Quaid ender derfor også med at spytte pillen ud.

Herefter bliver filmens historie ganske vist også - som i The Matrix - vildere, sjovere og mere tilfredsstillende. Quaid vinder også over skurkene og får pigen. 

Men det har en stor pris.

Quaid ser nemlig ikke virkeligheden i øjnene. Han fortrænger den - og drømmer videre.

Man kan godt finde alle mulige argumenter for, at Quaid i virkeligheden er agent på Mars. Er det ikke derfor, han har verdens smukkeste kone? Er det ikke derfor, Dr. Edgemar sveder i det afgørende øjeblik? 

Men filmen har med vilje sløret kendsgerningerne, så du selv må vælge (bevidst eller ubevidst): er jeg sådan en, som hellere vil se The Matrix og heppe på den røde pille? Eller foretrækker jeg den barske sandhed, så jeg i det mindste kan begynde at gøre noget ved mit eget elendige liv?

Når du ser filmen, sidder du nemlig allerede selv i det kybernetiske biografsæde - ligesom Quaid.

PS. Egentlig er det jo ikke nyt. Hollywood har med stolthed kaldt sig selv for drømmefabrikken i snart hundrede år. Sidste udkald udstiller det bare på sin egen undergravende måde.

Anmeldelse: The Matrix

5 ud af 5 bevidsthedsudvidende billeder. En omgang vildt underholdende og dybt filosofisk sf-ramasjang. Et af filmhistoriens allerstørste mesterværker. Se den, se den, se den! Men drop for guds skyld de totalt kiksede fortsættelser.