Civil War (2024)

Alex Garlands film er et sindsoprivende mesterværk, der skildrer krigens rædsler på nærmeste hold.

»Jeg synes, at vold er meget tvetydig i film. For eksempel påstår nogle film, at de er antikrigsfilm, men jeg tror ikke, jeg har set en antikrigsfilm. Alle film om krig ender med at være for krig,« sagde François Truffaut, og lige siden har man diskuteret, om det kunne være rigtigt.

Det er svært at mene, at Garland ligefrem skulle være for krig, sådan som han skildrer det i "Civil War", måske fordi han ikke interesserer sig særlig meget for, hvorfor krigen føres, men nøjes med blot at skildre den. Ifølge pressematerialet er baggrunden, at flere fraktioner har rejst sig mod præsidenten, der har brudt forfatningen ved at beholde magten efter at have siddet i to perioder. Men det nævnes ikke i selve filmen, og Garland forsøger ikke at holde med nogen af parterne. Som en tilfældig soldat i filmen siger: "Nogen prøver at slå os ihjel, så vi prøver at slå dem ihjel." 

Midt i dette kaos har journalisten Joel (Wagner Moura) og fotografen Lee (Kirsten Dunst) sat sig for at interviewe og fotografere præsidenten, der ikke har udtalt sig til pressen i månedsvis. De er fra New York på vej mod Washington DC sammen med den ældre Sammy (Stephen McKinley Henderson), der er en gammel bekendt af Lee, og Jessie (Cailee Spaeny), en ung fotografspire, der beundrer Lee og mod hendes vilje har fået et lift på bagsædet af Joel.

Hvis Garlands mission, som jeg tror, er at vise krigens rædsler objektivt, er pressefolk et velegnet medium, da det netop er deres opgave at observere og rapportere. Vi lærer teamet rigtig godt at kende gennem deres hårrejsende oplevelser på den lange køretur gennem helvede og kommer tæt på den antikrigsfilm, som Truffaut mente, det var umuligt at lave. Dog krydres frygten og elendigheden med flotte actionskud af mere eller mindre vanvittige mennesker i et samfund i total opløsning, og det var jo nok denne uundgåelige æstetik, den afdøde franske instruktør snakkede om. Billedsiden er i hvert fald fantastisk, og der er ligesom i en anden berømt (anti)krigsfilm, 'Dommedag nu', uvirkelige, halvt surrealistiske oplevelser på den farefulde færd mod mørkets hjerte, her symboliseret af Det Hvide Hus.

Selv om jeg aldrig har set Kirsten Dunst bedre, er filmens mest interessante person ─ og den, der udvikler sig mest undervejs ─ Jessie, der er et yngre spejlbillede af Lee. Hun er endnu ikke gennemhærdet af mange års uudslettelige billeder af død og ulykke, men da filmen slutter, er hun godt på vej. 

Det er en virkelig fin historie med fremragende personskildringer, Garland har fået skruet sammen her.