Civil War (2024)

I en nær fremtid, eller en alternativ nutid, raser en borgerkrig i USA. Den diktatoriske præsident sidder i Washington  DC og fortæller seerne på sin statskontrollerede tv-kanal at hans styrker er tæt på at vinde over modstanderne, the Western Forces (Texas og Californien),  the New People's Army og Florida-alliancen, selvom det modsatte er tilfældet. I New York beslutter krigsfotografen Lee (Kirsten Dunst) og journalisten Joel (Wagner Moura) sig for at køre til Washington inden de oprørske styrker kæmper sig frem for at interviewe og fotografere præsidenten inden han bliver dræbt (overgivelse er ikke en mulighed), selvom præsidenten har en lang historie med at likvidere nærgående journalister. Med på rejsen har de den unge wannabe-krigsfotograf Jessie (Cailee Spaeny) og den aldrende og dårligt gående journalist Sammy (Stephen McKinley Henderson). Undervejs slutter nogle af Joels bekendte, Tony og Bohai, sig til.

Vejen til Washington er bestemt ikke ufarlig. Undervejs bliver de, både velvilligt og modvilligt, inddraget i krigshandlinger og bliver vidne til grove krigsforbrydelser af alskens art, som de ivrigt fotograferer, men ikke kommenterer. Som Lee udtrykker det: "Vores opgave er at dokumentere, ikke at tage stilling." De kommer frem netop som de vestlige styrker er ved at indtage byen, og det lykkes dem at komme helt frem til - og ind i Det Hvide Hus, hvor Lee får taget nogle billeder og Joel får et sidste (ganske kort) interview med præsidenten.

Det er ganske kort handlingen i Civil War. Man får et godt indtryk af borgerkrigens brutalitet og hvordan den forrår nogle mennesker og giver andre, der allerede er forråede, carte blanche til at forfølge deres egen ulovlige og morderiske agendaer. Der sker ingenting i filmen, som ikke sker alverdens krigszoner i dag, og der ingen af krigsforbrydelserne er ikke i forvejen begået af amerikanske soldater rundt om i verden - men her sker det i USA, og så bliver det straks mere vedkommende, i hvert fald for amerikanere. På den måde minder filmen mig om The Handmaids's Tale, som netop også skildrer grusomheder og overgreb, som foregår verden rundt i dag; men det er først når ofrene er amerikanere, at amerikanerne gyser over det. Man er vel sig selv nærmest...

Filmen er flot, og lydsiden endnu mere, især mod slutningen når Washington DC bliver indtaget af kampvogne, helikoptere og kanoner. Skuespilpræstationerne er også i top, og det er rart at se Kirsten Dunst i en seriøs rolle, som hun bærer godt. Plottet er til gengæld ret tynd og består nærmest af en række enkeltstående episoder, der kun er bundet sammen af vores hovedpersoners rejse. Temaet synes at være at krig er forfærdeligt og at krigsjournalisters arbejde er farligt - ting vi udmærket godt vidste i forvejen. En af mine med-biografgængere kommenterede at filmen formål må være at få amerikanere til at indse, hvor galt det kan gå, hvis Trump bliver genvalgt, eller med større held end sidst forsøger at tage magten med magt hvis han taber. For ikke at gøre dette for tydeligt, har oprørsstyrkerne ikke noget klart politisk tilhørsforhold - de hovedallierede er det ærkekonservative Texas og det socialliberale Californien. Denne uklarhed kan dog resultere i at Trumpstøtter tror at det handler om hvad der sker, hvis Trump ikke bliver genvalgt, så det er absolut ikke givet at budskabet (hvis det er det faktiske budskab) vil blive forstået af alle. I starten af filmen fortæller Lee at hun blev krigsfotograf for at dokumentere krigens grusomheder, så noget lignende ikke ville ske i hendes hjemlige USA, men at folk selvfølgelig ikke fattede budskabet. Det samme kan sagtens ske for Civil War.

Alex Garland, som har skrevet og instrueret filmen, har tidligere skrevet og instrueret blandt andet de udmærkede science fiction-film Ex Machina og Annihilation, der dog som denne lider lidt under et ret tyndt plot båret oppe af en flot billedside og gode skuespilpræstationer. Det samme kan sides om de tidligere film han har skrevet (men ikke instrueret), for eksempel Dredd, 28 Days Later og Sunshine  Med andre ord: Der er mange ting, som Civil War kan anbefales for; blot ikke plottet. Den er flot, spændende, og til tider dybt foruroligende, men nogen klassiker bliver den næppe.