“Amour” møder “Interstellar” i en sf-historie, som vor mor lavede dem tilbage i halvtredserne ─ med mindelser om stjerneforfattere som Ray Bradbury, Clifford D. Simak, Robert Heinlein og Jack Finney samt tv-serien “Twilight Zone”, der forstod at sætte mennesket i centrum i et kaotisk, men eventyrligt univers. Så kom Star Wars til det actionhungrende publikum, og vi glemte helt den gode historie. Men den får vi her. Så mens vi venter på tv-udgaven af Simaks “Way Station”, er der “Night Sky” i samme dur. Vi følger et aldrende ægtepar, fremragende spillet af J.K. Simmons og Sissy Spacek, som har en hemmelighed i lillebyens baghave: Et mystisk teleportationskammer, der giver dem udsigt og ultimativt adgang til en fjern planet guderne må vide hvor. Det oplever vi allerede i traileren og første afsnit, og fanget af denne narrative hook ser vi tålmodigt videre i håb om at få kastet lys over, hvad pokker der foregår. Det tager sin tid, men belønningen kommer i afsnit 8, og indtil da må vi trækkes med en slowburner, der dog krydres med sidehistorier og bipersoner, som holder interessen i live. En ung mand dukker op i teleportationskammeret. Hvem er han? Hvor kommer han fra? En sydamerikansk mor og datter arbejder for … ja, hvem? Tilsyneladende nogen, der er langt bedre informeret om teleportationssystemet end os andre. Og så videre. Der er masser af løse tråde, men de fleste samles på forbilledlig vis til sidst, og resten må svæve i det uvisse, for sidste nyt fra Prime er, at der ikke kommer nogen sæson 2. Serien burde egentlig have et femtal, men der er et par ting, der trækker en smule ned i karakterbogen: Selv om Simmons og Spacek spiller forrygende, bremses tempoet tit af overflødige scener med netop de to. Jeg tror, mange action-aficionados står af undervejs, og det er synd, for det er faktisk en forrygende og gribende fortælling, da der først kommer fut i den. En god historie er hverken plot- eller persondrevet, men afbalanceret mellem begge dele, og i alt for mange andre underholdningsfilm og -serier er problemet det modsatte: at persontegningen negligeres. Der er givetvis nogle, som vil nyde ombytningen, men historien kunne efter min mening sagtens være skåret ned til seks afsnit. Og så er der castingen. Både Simmons og Spacek har meget karakteristiske næser, og pyt med det, men kunne casteren dog ikke have fundet et par unge skuespillere, der lignede dem bare en lille smule til de scener, hvor der hoppes tilbage til deres forhistorie? Ud over det er der intet at sætte fingeren på. Intet. Sæt lige otte timer af til en sofakartoffelkur.