Longlegs (2024)

Ligesom i 'Ondskabens øjne' følger filmen en ung nystartet FBI-agent, der jagter en seriemorder, og ligesom i 'Se7en' lykkes det instruktøren (Osgood Perkins, søn af Anthony Perkins fra 'Psycho') at opbygge en usædvanlig creepy stemning. 

Vi taler om flere ensartede sager med en række fædre, som har myrdet deres familier og bagefter begået selvmord. Det hele er begyndt omkring 30 år tilbage, og de enkelte sager er forbundet af kodede breve, der er fundet på hvert gerningssted og underskrevet af en mystisk person, der kalder sig Longlegs (Nicolas Cage).

FBI-agenten Lee Harker (Maika Monroe), som er sat på sagen, fordi hun har vist sig at have intuitive evner, der grænser til synskhed, efterforsker materialet og bliver mere og mere personligt involveret.

Det er en dyster film, som i løbet af de første to akter langsomt opbygger en ekstremt utryg stemning. Rædslen lurer i hver en krog, og selv dagligdags ting ─ åbne døre, snedækkede marker ─ vækker ængstelse. Fotografen Andres Arochi gør fremragende brug af lave vinkler. Himle og interiører tårner sig op over billedet og skaber en klaustrofobisk stemning, mens den konstant dæmpede belysning forstærker mørket i Perkins' historie.

Men desværre er netop historien dybt problematisk, og alt ramler sammen i tredje akt med en (klichéfyldt) slutning, der ikke giver nogen som helst mening. Longlegs, som bruger uforklarede overnaturlige metoder til at besætte de myrdende fædre, medvirker kun i ganske få scener, og man har beklageligvis givet Nicolas Cage lov til at overspille endnu mere grotesk, end han plejer, hvilket hver gang totalspolerer den omhyggeligt opbyggede stemning. Uden ham (og med en sammenhængende historie) kunne filmen have været et mesterværk i stedet for en billig fis i en billig hornlygte.

Vi krydser fingre for, at Perkins for fremtiden overlader manuskriptskrivningen til kompetente personer og koncentrerer sig om det tekniske.