Filmen følger umiddelbart formularen for en klassisk high school-komedie. Som altid handler det om outsiderne mod de populære.

Men her er der bare meget mindre på spil, end vi er vant til. Der er ingen stor kærlighed, der skal vindes; ingen dumme lærere, der skal ydmyges; ingen fraværende far, der skal imponeres.

Efter det underspillede slutopgør vender hovedpersonen sådan nogenlunde tilbage til, hvor han begyndte.

Hovedpersonen er lidt af en gåde. Han er et forvokset barn og har meget lidt selverkendelse. Han lyver, men uden noget klart formål. Han har ingen udtalte ambitioner. Han tøffer bare rundt og er småirriteret på det hele. Han lever halvvejs i en fantasiverden, som samtidig er den virkelige verden. 

Sådan er det måske bare at være teenage-nørd.

Filmen er hverken særlig dyb eller meget morsom. Og alligevel fungerer den utrolig godt. Jeg var lige så underholdt, som jeg da så den første gang for over 20 år siden. Og kunne sagtens se den igen.

Måske er det bare, fordi den er meget veludført og har gode, ukendte skuespillere i alle roller. Jeg kan ikke sætte fingeren på noget, der er dårligt.

Fraværet af computerspil er dog mistænkeligt.