Indiana Jones and the Dial of Destiny (2023)

Historien starter med den længste og mest forrygende indledning, vi endnu har set i Indiana Jones-serien, og forfølgelsesvanviddet bliver ved til den bittersøde ende, så ingen skal komme og sige, at den film er kedelig. Nogle vil nok påstå, at plottet, der involverer tidsrejseri, er for langt ude, men det er det i hvert fald ikke for mig, der elsker røverhistorier, så længe de hænger nogenlunde sammen. Og det gør den her ... nogenlunde, altså.

Nazisten Jürgen Voller (Mads Mikkelsen), der var fysiker under Hitler og nu har sendt de første amerikanere til Månen (man tænker uundgåeligt på Wernher von Braun) har fundet ud af, at historiens første computer, Antikythera-mekanismen, her kaldet Arkimedes' hjul, kan finde "sprækker i tiden", og nu vil han have fingre i den, så han kan rejse tilbage til Anden Verdenskrig og sørge for, at nazisterne vinder. Han og hans gorillaer er i hælene på Helena Shaw (Phoebe Waller-Bridge), som ved, hvor hjulet befinder sig, nemlig hos gamle Indiana Jones, som i sin tid stjal det fra Voller (i den forrygende indledning), men det har denne åbenbart glemt. Først da han får at vide, at Helena Shaw er Indys guddatter, dæmrer det for ham. Og så går den vilde skattejagt igen. Først i New Yorks gader under en tickertape-parade for Armstrong, Aldrin og Collins og videre til hest i metroen. Her møder vi endnu en gang ægypteren Sallah (John Rhys-Jones), som lige skal med for hyggens skyld.

Nå, men Voller vil altså rejse tilbage i tiden, og Indy vil have hjulet (som han åbenbart havde glemt alt om) anbragt på et museum, men Helena, der er mere praktisk anlagt, vil bare sælge det til den højestbydende, og det skal naturligvis ske i Tanger, så vi kan få en actionsekvens med skumle marokkanske gangstere. Og derefter ... nej, jeg siger ikke mere. Der skal jo også være et par overraskelser til jer andre.

Og det er der. Massevis ... og nogle af dem som sagt langt ude. Men som jeg sagde om "Krystalkraniets kongerige", er en dårlig Indy-film til enhver tid bedre end ingen Indy-film, og på trods af et par plothuller (eller måske snarere en snes) er det brandgod underholdning. Når jeg ikke giver den 5 point, skyldes det en lidt for vanvittig tilfældighed, der godt nok kæder det hele sammen, men også ødelægger enhver rimelig troværdighed. Men pyt med det. Den film skal bare ses.

Antikythera-mekanismen - Wikipedia, den frie encyklopædi

Hmmm