“Groundhog Day” møder “Kill Bill” i denne forrygende actionkomedie om en mand, der hver morgen samme dag bliver vækket af en hær af lejemordere og skridt for skridt må lære at overleve og finde ud af, hvad fanden der foregår. Efter at være blevet dræbt et par hundrede gange begynder han endelig at skimte en sammenhæng og mulig vej ud af tidssløjfen. Hvad der er med til at gøre denne film anderledes og særdeles underholdende, er, at vi faktisk får en (om end pseudovidenskabelig) forklaring på galskaben, og i modsætning til “Edge of Tomorrow”, der også var en rigtig god tidssløjfefilm, er der en dejlig portion humor oven i den totalt overgearede og effektmættede handling. Det er længe siden, jeg har hygget mig så meget med en actionfilm. Hvis man spiller computerspil, ved man, hvordan det er at blive slået ihjel igen og igen og komme et lille stykke videre hver gang, og det er naturligvis det, titlen hentyder til. Den sidste bane og mødet med bossen. Hovedpersonen portrætteres perfekt af Frank Grillo, som jeg tidligere kun har set i biroller, og han suppleres fint af Naomi Watts, Mel Gibson, Michelle Yeoh og et fantastisk manuskript af blandt andre Joe Carnahan, der også har både produceret og instrueret.

Anmeldelse: Edge of Tomorrow

4½ ud af 5 tidssløjfer. Private Ryan møder Groundhog Day, og så går det ellers derudad for fuld udblæsning i to timer. Historien er det reneste, skæreste vrøvl med flere huller end en emmentaler, men det bemærker man ikke, mens musikken spiller....