Faye Dunaway spiller titelrollen som en eksklusiv modefotograf, hvis modeller en efter en bliver slået ihjel af en gådefuld morder. Endnu mere besynderligt er det, at hun er i stand til at se mordene, mens de sker, ved midlertidigt at indtage den psykotiske morders synsvinkel.

Filmen er tydeligvis inspireret af Dario Argentos samtidige giallo-film, men skruer ned for den grafiske vold og horror. Det er der nødvendigvis ikke noget galt i, bortset fra at vi aldrig får nogen forklaring på, hvordan hun kan se drabene gennem morderens øjne, og hvorfor filmens skabere har valgt denne overnaturlige vinkel.

Faye Dunaway, som ellers lige havde fået en Oscar for 'Network', er ikke særlig overbevisende i rollen som en kvindelig Helmut Newton, der ikke virker spor fortrolig med sit fotoudstyr. 

Tommy Lee Jones er heller ikke spor troværdig som den unge politimand, der sættes på sagen. Det var først senere i karrieren, han fandt bedre fodfæste som myndighedsperson.

Bedst er filmens bifigurer: Rene Auberjonois som Lauras agent og (især) Brad Dourif som hendes chauffør, men han er jo altid god.

Manuskriptet er krediteret til John Carpenter, som senere har erklæret sig utilfreds med, at det blev skrevet om til ukendelighed af andre. Og det er da også noget rod, instruktøren Irvin Kershner ender med at servere. Men det rettede han så op på et par år senere med 'Imperiet slår igen'. 

Efter min mening havde filmen været langt bedre, hvis den var blevet fortalt som klassisk whodunit, men så ville det naturligvis have været rart at få forklaret morderens motiv. Det sker heller ikke.