Sæson 1 kørte i sneglefart. I sæson 2 er det endnu værre. Den store historie får nærmest kun lov til at rykke sig en lille bitte smule i de sidste minutter af hvert afsnit. Eller hvert andet afsnit.

Der er så til gengæld pøset godt på med overfladisk, ligegyldigt drama.

Alle erfarne tv-serie-kiggere genkender overfladisk drama, når de ser det.

Helten skal have en dims? Den ligger selvfølgelig utilgængeligt et sted. Noget vand skal forceres. Hvad kan ske i vand?

• Man kan sidde fast
• iltslangen kan sidde fast eller blive revet ud
• Man kan tro, at man ser noget
• idioten, der står og pumper luft, kan blive afledt, angrebet
• Man er ved at drukne, få dykkersyge

Hver gang, der skal ske noget i serien, har manuskriptforfatterne rakt ud efter den store mappe med spildtid og kaloriefattigt drama, og proppet optrin i manuskriptet indtil afsnittet nåede op på 55 minutter. Som vi kender det fra Babylon Berlin og 80% af alle mulige andre populære, mekaniske tv-serier.

Skuespillerne gør det ok. Selv når replikkerne er tåkrummende, og der ikke er noget videre belæg for dem.

Production design er fint. Siloen er en fascinerende blanding af art deco og brutalisme og alt tøjet er brunt.

Fotograferingen er lige til den kedelige side. Alt er brunt i brunt på en brun måde.

Efter ti lange en-times afsnit kunne jeg ikke længere mønstre meget entusiasme eller nysgerrighed, hvad angik den store historie.

Bruger man spoleknappen flittigt, kan man nok komme bedre igennem sæsonen på 3 timer end på de tiltænkte 10.

Eller også skal man bare se den, mens man laver noget andet.

Rygtet vil vide, at tv-serier skrives sådan nu om dage.