Ulighed, boligmarkedet og den fælles samfundsøkonomi

Den økonomiske ulighed i Danmark har været voksende i de sidste 30 år. Udviklingen har været drevet af økonomisk globalisering, en strøm af skattelettelser til de mest velhavende, en bevidst forarmelse af de fattigste hvis de ikke er statsborgere, samt ikke mindst: Boligmarkedet.

Der er flere steder vi kan se problemet:

For det første er mulighedsforskellen mellem den nye milliardærklasse i Danmark og den enlige, psykisk sårbare kontanthjælpsmodtager på 25 blevet enorm, og der er i dag mennesker i samfundet, der må leve i reel fattigdom. Og hvis du ikke tror på mig, så kan du selv prøve at betale husleje, købe mad og medicin, få tøj på kroppen og finde energi til at søge en arbejdsgiver der vil ansætte en med svær angst og ocd, når kontanthjælpssatsen er 7.205 kroner om måneden. Før skat.

For det andet har vi samtidig for længst passeret det punkt, hvor en politimand gift med en pædagog kan købe deres egen beskedne bolig i hovedstaden.  Nu er det kun dem med store indkomster eller velhavende forældre, der kan købe sig ind i det, der giver de suverænt største gevinster for den øvre middelklasse i DK, nemlig de arbejdsfrie, skatteyderfinansierede boligværdistigninger.

Begge dele er problematiske.

Jamen Rune, er du ikke en slags liberal? 

Gør det overhovedet noget at nogen bliver rige på deres boliger - og at toppen af samfundet bliver MEGET rige på deres underbeskattede arv – så længe de fleste bare ikke bliver fattigere? Er stigende ulighed ikke bare med til at skabe dynamik, vækst og arbejdsvilje i samfundet?

Både og. Det ER godt at man kan arbejde, opfinde eller innovere sig til en personlig gevinst. Det skaber faktisk både vækst og dynamik – jo det gør, også selv om Ole Birk også siger det. For selv om drømmen om et samfund hvor alle har det samme og kan det samme i princippet er smuk, så er den ikke alene urealiserbar, den er også gift for enhver udvikling og innovation. 

Problemet er, at for stor ulighed ikke fremmer innovation, vækst og fremgang, men monopoler, oligarker og korruption. Og at en voksende ulighed der ikke bunder i arbejde, innovation eller talent men i nedarvede pengearistokratier og passive værdistigninger er direkte giftigt for samfundet. Specielt når den udvikling følges op af en økonomisk svækkelse af de svageste.

Og ja, det ser vi tydelige tegn på, også i Danmark.

Flertallet af de 1% rigeste danskere har ikke startet en virksomhed. De har ikke opfundet noget nyt, de har ikke arbejdet sig til tops, og de er ikke engang fantastisk dygtige til at spille fodbold. De har nemlig arvet deres velstand. Deres muligheder og voksende magt skyldes intet de selv har ydet, men snarere at en af deres bedsteforældre har tjent formuer på legoklodser, termostater, pumper, landbrug eller noget helt andet.

Og dem der købte en ejerbolig i KBH indenfor de sidste 10 år har siden da tjent flere penge på værdistigninger end den gennemsnitlige dansker tjener på sit arbejde efter skat. Det har altså bedre kunne betale sig for dem at sove i deres bolig end at passe et arbejde og yde en indsats for fællesskabet 
Det er ikke en sund udvikling.

Hvad kan vi så gøre ved det? Hvordan kan vi undgå et arveligt pengearistokrati med oligarker i spidsen for samfundet, hvordan kan vi gøre det muligt for almindelige mennesker at eje deres egen bolig i de store byer, og hvordan kan vi sikre at hårdt arbejde og talent belønnes, uden at nogen danskere omvendt skal leve i fattigdom?
Det skal jeg fortælle jer – Man kan vælge nogen med en lille smule mod og vilje til rent faktisk at gøre noget ved uligheden, uden at afspore samfundsøkonomien eller reducere arbejdsudbuddet. 😊

Helt konkret kunne vi på indtægtssiden starte med at: 

• Gradvist udfase rentefradraget på boliggæld over 2 millioner
• Indføre en beskeden provenu-beskatning på 5% ved salg af ejerboliger 
• Tilbagerulle skattelettelserne på privatfly og store både (Også bare fordi disse lempelser er helt  absurde ift Co2-belastnignen)
• Aftrappe den lempelige beskatning af landbruget, så de på sigt beskattes ligesom alle andre erhverv. 
• Hæve arveafgiften på arv over 1 million så den matcher beskatningen af almindelig indkomst, specielt når det handler om virksomheder (Oh jamen hvad så med de familieejede virksomheder? Så bliver de jo solgt? Ja og det er fint. For det er ikke i sig selv en kvalifikation for en leder, at hans farfar startede butikken.) 

Så kunne vi på udgiftssiden omvendt:

• Tilbagerulle de dele af kontanthjælpsreformen der lige nu presser de mest psykisk sårbare borgere
• Afskaffe de særligt lave ”hjemsendelsesydelser” til folk der alligevel ikke skal nogen steder og sikre et ensartet ydelsesniveau for alle, uanset etnicitet eller baggrund
• Investere massivt i uddannelse, så vi sikrer mere reelt lige muligheder for fremtidige generationer
• Opprioritere lighed i sundhedsvæsnet og sikre bedre behandlingsmuligheder også for borgere uden privat sundhedsforsikring. 

Og så har jeg ikke engang sagt noget om den grønne omstilling, svinefabrikkerne der ødelægger vores miljø, pensionssystemet der trænger til en gennemgribende reform, de videregående uddannelser som vi tåbeligt har nedprioriteret, eller al den anden politik jeg også gerne ville gennemføre. 😊

Men pointen er simpel: 

Ulighed ER et voksende og reelt problem i Danmark. Og det er faktisk relativt nemt at gøre noget ved det. Hvis blot vi har modet.
Kommenter, debatter og del gerne. 🙂

Såvidt kloge Rune Christiansen i et Facebook-opslag.

Jeg er 100% enig.

Rune Christiansen - Radikale Venstre