Efter at have afværget et bombeattentat i Washington DC's metro får en ung FBI-agent tilbudt verdens kedeligste job, der består i sidde i en kælder og tage en telefon, der aldrig ringer. Men hey ... det er i Det Hvide Hus, og det er et pænt skridt op ad karrierestigen. Og naturligvis ringer telefonen, hvorefter vor helt kommer på sporet af en morderisk sammensværgelse, der kan spores til ... du gættede det: Det Hvide Hus.

Selv om det er en flot produceret serie, er manuskriptet noget hø fra nederste skuffe, og kemien mangler mellem de to hovedpersoner, agenten og den kvinde han skal beskytte (ja, romantik er også en af dusin-ingredienserne), så hvis du får begrundet mistanke om, at det ikke rigtig er noget for dig allerede efter sådan cirka tyve minutter, bør du bestemt stå af, for bedre bliver det ikke. Hvis man undtager Hong Chau, som vi netop har kunnet nyde i The Whale og The Menu, består ensemblet af mere eller mindre talentløse B-skuespillere. Det hjælper heller ikke, at klicheerne og plothullerne slås om at komme forrest i køen, og selv om der her og dér er fuld fart på handlingen, bremses den ofte unødigt af lange samtaler, som ville have været bedre tjent med at blive klippet ud. Det hele er med andre ord discount-underholdning for og af amøber.