Jeg vil give filmen point for at være gennemført kompromisløs i sin indforståede leg med b-filmsæstetik og hedengange serieformater. 

Jeg vil også gerne give filmen point for at være fuldstændig ligeglad med sit publikum.

Fra start til slut er man i overvejende grad overladt til selv at finde ud af, hvem der er hvem, og hvad der sker i handlingen. Og det kunne i princippet godt være sjovt.

Men - desværre - bliver man på intet tidspunkt belønnet for at holde ud. Filmen er konsistent lukket om sig selv, til trods for at dens inspirationskilder altid har haft den stik modsatte hensigt.

Den eneste belønning, jeg kan komme i tanker om, er - måske - at hvis bare man ser filmen nok gange, så vil man - over tid - langsomt opbygge så meget intellektuel kapital, at man til sidst kan sige "kejserens nye klæder" uden at blive modsagt.

Bonus: Oplev en skør John Lithgow med italiensk accent, en Christopher Lloyd, man kun kan genkende på stemmen, og ikke mindst en ung Jeff Goldblum, der spiller den helt samme rolle på helt samme måde, han har gjort lige siden.