På overfladen er det en kinesisk kungfu-film fyldt med flotte kampscener og noget bittersød romance-drama, der binder det hele sammen.

Men i virkeligheden er det en meget europæisk/fransk film om eksistentielle livsvalg, selvrealisering og frihed. Blandet med buddistiske og taoistiske forsøg på visdom.

Man kan vel heller ikke forvente mindre fra Ang Lee.

Hovedpersonen er den unge Jen Yu, der hele tiden gør oprør. Hun vil ikke indgå i et arrangeret ægteskab (forståeligt). Men hun vil heller ikke lære af den erfarne kungfu-mester (uforståeligt).

Da kærligheden står for døren, vælger hun den fra. I stedet tager hun et bogstaveligt spring, som man må læse dybt ned i Søren Kierkegaard for at kunne forklare yderligere.

Hun har store talenter og store drømme, men mangler af samme grund den ydmyghed, der er forudsætningen for det lykkelige liv.

Det er ikke tilfældigt, at hun er kvinde. Og det er nok heller ikke tilfældigt, at hun - trods utrolig skønhed - er næsten androgyn. Det er feminisme, som samtidig er feminisme-kritik.

Filmen er fuld af symboler, og jeg kunne sagtens se den igen for at afsøge nye lag og forklaringer - som man siger.