Streets of Fire (1984)

'Streets of Fire' er en film, der ikke bekymrer sig om moderne luksuslir eller alt det artsy fartsy bullshit, som visse kritikere elsker. Den gør bare, hvad den skal: underholder. Og den gør det fremragende.

Walter Hill, manden bag 'The Warriors', har her lavet et epos, der giver os lige præcis, hvad vi vil have ─ action, pigtråd og en sund portion coolness. Helt uden dybsindige og filosofiske sidespring. Det her er ren og skær pulp ─ af den slags, der får blodet til at bruse.

Filmen åbner i en anonym storby, fyldt med 50'er-americana og firsermusik. Neonoplyste gader, diner-skilte og klassiske biler skaber en atmosfære, der føles både nostalgisk og tidløs. Midt i denne by, hvor rock'n'roll aldrig døde, bliver en smuk kvinde, Ellen Aim (spillet af en purung Diane Lane med mere stjerneglans end en hel Hollywood-himmel), kidnappet af en bande ledet af den iskolde Raven Shaddock (en ung Willem Dafoe født til at spille bad guy).

Ind kommer Michael Paré som Tom Cody, den hårdkogte kriger med blakket ry og hjerte af guld. Han er typen, som løser problemerne med en pumpgun. Ved hans side er Amy Madigan som McCoy, en benhård tidligere soldat, der stjæler rampelyset med sin rapkæftede attitude. Hun har alt, hvad man kan ønske sig af en badass sidekick, og vi har aldrig set hende bedre.

Deborah Van Valkenburgh, som spiller Tom Codys søster Reva, bringer en nødvendig jordbundenhed til filmen. Hun er en stille, men vigtig del af historien ─ en person, der minder os om, at det vigtigste i livet er at beskytte dem, man elsker.

Og så er der en tidlig Bill Paxton som den flamboyante bartender Clyde, som tilføjer en god portion energi og humor, der gør filmen endnu mere fornøjelig.

Men 'Streets of Fire' er ikke kun en god historie. Hill giver os et visuelt festfyrværkeri, der blander neonoplyste gader og firsertoner med stenhård action. Hver scene er som et maleri, og musikken ... åh, musikken! Jim Steinman leverer episk rock'n'roll, der gør historien til et eventyr, man bare ikke kan slippe. Og Ry Cooder, manden bag filmens score, tilføjer en dyb, bluesy stemning, der perfekt understøtter filmens rå, intense energi. 

Der er ingen langtrukne, meningsløse samtaler her. Budskabet er klart og enkelt: kæmp for din kvinde, overvind den lede skurk og sørg for at ride ud i solnedgangen. Vi taler om en rå visuel abefest leveret med overlegen stil og et solidt spark i nosserne.

Anmeldelse: Krigerne

3 ud af 5 baseballkøller. Denne film af Walter Hill blev en kæmpesucces ved sin fremkomst, men virker ret tam i dag. Det var faktisk et ret skuffende gensyn. En bande ved navn Warriors er til stormøde mellem byens bander i Bronx, hvor manden, der har indkaldt...