Den illustrerede mand (1969)

Ray Bradbury kunne ikke lide denne film, og Rod Serling kaldte den "Den værste film, der nogensinde er lavet". Jeg har set værre film, men forstår mandens irritation.

Filmen er ligesom novellesamlingen af samme navn en rammefortælling. En vagabonderende, tidligere tivoliarbejder (Rod Steiger) møder en yngre mand (Robert Drivas), som han fortæller historien om, hvordan han blev tatoveret over hele kroppen af en mystisk tidsrejsende kvinde (Claire Bloom), som han nu leder efter. Hver af tatoveringerne fortæller en historie fra fremtiden, og vi får tre af dem.

Jeg finder valget af historierne fra samlingen problematisk. 'The Veldt' ('Landskab med løver', en af Bradburys mest kendte noveller) er den bedste, men de to andre, 'The Long Rain' og 'The Last Night on Earth' fungerer ikke. Hvorfor man ikke valgte fx 'The Man' eller 'Marionettes Incorporated', som er to langt bedre historier ud af samlingens 18 noveller, fatter jeg ikke.

Steiger, Bloom og Drivas har også bærende roller i de tre episoder, men det er rammefortællingen, der fungerer bedst. Alle spiller glimrende, og fotograferingen er okay, men manuskriptet er noget usammenhængende juks, og to af de tre historier er som sagt lige til skraldebøtten.