Hovedpersonen er en ung pige ved navn Maren Yearly, spillet af Taylor Russell. Efter at være inviteret til et pyjamasparty, hvor hun pludselig og uventet bider fingeren af en af de andre piger, flygter hun og hendes far over hals og hoved, og kort efter forlader han hende, da han indser, at han ikke længere kan holde hendes kannibalistiske impulser i skak. Fortabt og ensom beslutter den 18-årige pige at opspore sin mor, Janelle, og møder på vejen andre “eaters”, først den ældre uhyggelige Sully (Mark Rylance) og siden den unge karismatiske Lee (Timothee Chalamet). Sidstnævnte bliver hendes kæreste, og førstnævnte forfølger hende hele vejen gennem parrets blodige odyssé, indtil … ja, det vil jeg naturligvis ikke røbe.

Selv om hun er kannibal, er Maren på mange måder en sympatisk og moralsk person, der væmmes ved de andre “eaters”, som nyder deres last, og bliver fortvivlet, da Lee dræber og æder en familiefar. Hun er forbandet med en umenneskelig trang, men forsøger at være normal, og Russell spiller rollen fremragende. Chalamet er også god, og der er en fantastisk kemi mellem ham og Russell, men den langt bedste præstation leveres af Mark Rylance, der portrætterer det menneskelige rovdyr Sully, en rolle der kunne have været spillet koldt og glædesløst, men Rylance giver den klamme menneskeæder humor og personlighed og får ham til at virke ubehageligt ægte. Der er en potentiel oscarnominering her.

Filmen fik mig til at tænke på Cronenbergs “Crash”, der også handler om mennesker fanget i en destruktiv subkultur. Luca Guadagnino, der gav os “Call Me by Your Name” og “Suspiria”, har her lavet et mesterværk, der går lige i sjælen. Den gjorde i hvert fald voldsomt indtryk på mig.

Anmeldelse: Suspiria

3 ud af 5 forheksede danseskoler. Jeg er født skeptisk og stort set uimodtagelig for overnaturligt pladder, så jeg formåede ikke at mønstre den suspension of disbelief, der skal til for at blive fejet omkuld af en historie om en danseskole styret af en...