Filmen følger Sam Walker (Kate Mara), der kommer i karantæne efter at være vendt tilbage til Jorden fra en solomission, hvor noget er gået galt, og hvor hun ikke længere er sikker på, hvad der er virkeligt. Hun fornemmer, at myndighederne skjuler noget for hende, og der antydes en konspiration af en art, uden at filmen magter at samle trådene til en meningsfuld helhed.

Flere anmeldere har påpeget, at billedsiden er flot – og det er svært at sige dem imod. Det er en visuelt kølig, stilren film med god sans for rum, lys, skygge og atmosfære. Det hjælper bare ikke, når resten smuldrer mellem fingrene. Plottet er klodset, og spændingen flader ud, længe før filmen når sin (anti)klimaks. Mara forsøger at give figuren tyngde, men manuskriptet driver hende rundt i skiftende toner, og hun ender fanget i en rolle uden retning. Dialogen er stiv, bifigurerne reduceres til brikker, og man spekulerer på, om produktionen løb tør for tid, penge eller begge dele. Selv de kritikerrosende ord om “slow burn” og “eksistentiel horror” ligner høflige forsøg på at retfærdiggøre en film, der forveksler stilhed med tomhed og langsommelighed med dybde. Kun billederne kan noget; alt andet falder tungt til jorden.