Love, Death & Robots er det absolut bedste og mest forfriskende, jeg har set på Netflix.

Der er tale om en antologi af korte, enkeltstående historier i sci-fi/fantasy-genren. Indholdet er (halv)voksent, mørkt, ofte kynisk eller bizart, og ofte med en uafklaret morale. Stilen er eksperimenterende og varieret.

De fleste episoder er tegnet animation, andre ligner computerspil eller stop motion. Enkelte episoder bruger live action med kendte skuespillere.

"Right up my alley", som de siger.

Det korte format er nøglen til seriens vellykkede udkomme. Der er kun tid til det absolut allermest væsentlige, uden spild og uden for mange formkrav. Det er overraskende, hvor meget filmskaberne formår at fortælle på de 6-18 minutter, hver enkelt episode varer. Hvis man, som jeg, efterhånden ikke orker at skulle igennem en hel spillefilm, er det virkelig befriende.

Sæson 4 er netop udkommet på Netflix, men er desværre svagere end de første tre sæsoner. Den kreative kærlighed er falmet noget, og for mange episoder er egentlig ikke andet end pubertets-jokes med sort humor (som sjældent virker på mig).