Sjakalen (1973)

Frankrig, 1963. Præsident Charles De Gaulle har besluttet at lade den nordafrikanske nation Algeriet blive uafhængig af Frankrig, hvilket har medført en blodig konflikt, som breder sig til Europa, da utilfredse franske officerer danner OAS, en terrorgruppe, som forsøger at myrde ham. Efter et mislykket forsøg på at dræbe præsidenten bliver lederen af OAS retsforfulgt og henrettet, og organisationen ligger i ruiner.

De overlevende terrorister hyrer en professionel snigmorder (Edward Fox) med kodenavnet Sjakalen til at myrde De Gaulle. Ved hjælp af forklædninger, falske pas og andre tricks arbejder Sjakalen sig fra Italien op gennem Europa, hvor han spores af den pragmatiske og jordbundne politichef Lebel (Michael Lonsdale), som har til opgave at finde og stoppe ham inden befrielsesdagen den 25. august, hvor han vil slå til.

Filmen, en engelsk/fransk koproduktion, der er baseret på Frederick Forsyths murstensroman af samme navn, er en af de absolut bedste i sin genre. Selv om historien er opdigtet, giver filmens stemning den en autenticitet, som kun få andre thrillere kan matche. Den har noget næsten dokumentarisk over sig, og det er en af hovedårsagerne til, at den er så vellykket.

En stor del af æren skyldes instruktøren Fred Zinneman, der på trods af en lang karriere med klassikere som 'Sheriffen', 'Herfra til evigheden' og 'Mand til alle tider' tit bliver overset, når man snakker om store instruktører. Måske fordi han ikke har nogen spektakulære kendetegn, men bare altid leverer 100 procent fejlfrit håndværk.

Også manuskriptet fortjener ros. Kenneth Ross har kogt Forsyths labyrintiske værk ned til et stramt og præcist screenplay, der formidler et væld af information med få ord. 

Filmens største aktiv er og bliver dog skuespillerne. Edward Fox er isnende troværdig i titelrollen som den ultimative snigmorder, der ved, præcis hvad han gør. Han er sindssygt god i rollen, og man kan slet ikke finde ud af, om man skal heppe på ham eller krydse fingre for, at han bliver stoppet. 

Fantastisk er også Sjakalens nemesis, politichef Lebel, som underspilles vidunderligt af Michael Lonsdale, en jævn og nøgtern politimand, som bruger sin hjerne og intuition til at opspore attentatmanden. Lonsdale og Fox giver to af de mest overbevisende præstationer, jeg nogensinde har set.

Resten af skuespillerne følger trop. Cyril Cusack er våbensmeden, som laver Sjakalens perfekte våben, Delphine Seyrig spiller en midaldrende fransk kvinde, som indleder en fatal affære med morderen, og Derek Jacobi er Lebels tro assistent. Alle, helt ned til den mindste rolle, leverer gode, troværdige præstationer.

'Sjakalen' er en genial politisk thriller, som holder den dag i dag. Kun få lignende film fra de forgangne halvtreds år når den til sokkeholderne. Genindspilningen med Bruce Willis fra 1997 står til dumpekarakter i sammenligning. Zinneman indfanger essensen af 1960'ernes Frankrig og skaber en unik atmosfære, der suger seeren ind i filmen, så man sidder på kanten af sædet i 2½ time uden at se på uret en eneste gang.