Det er afgørende at slå fast fra begyndelsen, at denne anmeldelse handler om det europæiske director’s cut på 133 minutter, ikke den amerikanske, nedklippede og 24 minutter kortere version, som blev vist i biograferne, også her i landet, indtil den europæiske blev spredt via dvd og bluray. De to udgaver har ikke blot forskellige længder, men er også to forskellige fortolkninger af den samme historie. Den amerikanske udgave søger komfort. Den europæiske insisterer på ubehaget – og er derfor den stærkeste film.

Angående navnet Leon: jeg bruger det kun med accent i filmens titel, for manden i filmen er italiener (men i praksis fransk kodet i sensibilitet og konstruktion uanset den italienske baggrund).

Leon (Jean Reno) er professionel lejemorder i New York. Effektiv, ordknap, næsten mekanisk. Hans baggrund peger tydeligt mod svigt og disciplin frem for omsorg: fraværende forældre, træning, et liv uden følelsesmæssig dannelse. Han arbejder for smågangsteren Tony (Danny Aiello) for at afdrage sin gæld for overhovedet at være kommet til USA. Privat lever han asketisk og ritualiseret: han ser gamle film, passer sin potteplante og går gennem de samme rutiner dag efter dag. Leon er, i al væsentlighed, et barn i en voksen krop – uden fornemmelse for relationer, uden erfaring med intimitet, uden egentlig modenhed.

I samme opgang bor den 12-årige Mathilda (Natalie Portman) udsat for vold og forsømmelse af en far (Michael Badalucco), der er narkohandler og har snydt sine korrupte politikunder ved at stjæle ti procent af varen og fortynde resten. Da den ustabile DEA-agent Stansfield (Gary Oldman) dukker op med en kill squad, bliver hele hendes familie brutalt myrdet. Hun slipper ind hos Leon i sidste øjeblik, og det midlertidige skjul bliver permanent, fordi hun ikke har andre steder at gå hen.

Leon tager modvilligt mod hende. Hun gør rent og lærer ham at læse og skrive. Senere lærer han hende sit eget fag, ikke som idealistisk mentor, men som en mand, der ikke formår at sige nej. Mathilda har ét klart mål: hævn. Leons ambition er mere beskeden: at leve med hendes tilstedeværelse uden at begynde at føle for meget.

Det er her, Bessons director's cut for alvor adskiller sig fra den amerikanske version. Forholdet er ikke gjort spiseligt. Mathilda er ikke blot en 12-årig, der søger beskyttelse, men et barn, der er blevet voksen for tidligt. Hvor Leon er umoden og følelsesmæssigt fastfrosset, er Mathilda hypermoden, handlingsorienteret og grænseløs. Hun seksualiserer sig selv, erklærer sin kærlighed og søger fysisk nærhed. Ikke som forførelse i klassisk forstand, men som et barns desperate forsøg på at skabe en familie – også ved at påtage sig en rolle, hun tror voksne forventer.

Leon afviser hende. Ikke med klar moralsk autoritet, men med forvirring, tavshed og instinkt. Han forstår ikke helt, hvad hun vil, men fornemmer, at det er forkert. Den amerikanske version fjerner eller nedtoner netop disse scener og omformer relationen til noget næsten platonisk. Resultatet er en mere behagelig og mindre sandfærdig film. Instruktørversionen insisterer på asymmetrien og gør den til filmens egentlige konflikt.

'Léon' er derfor heller ikke primært en actionfilm. Actionsekvenserne er korte og pludselige, mens filmen i sin helhed dvæler ved stilstand, intimitet og psykologisk forskydning. Tempoet er bevidst ujævnt: relationen trækkes ud, og voldskurven dykker brat. Det føles akavet, og netop derfor fungerer det perfekt.

Jean Reno spiller Leon med næsten tom tilbageholdenhed. Gary Oldman er ekstrem som Stansfield – en grotesk, men effektiv modpol. Natalie Portman er bemærkelsesværdigt præcis i rollen som Mathilda, også når den lange version afslører scener med rå, ufiltrerede følelsesudladninger, som var klippet ud i den amerikanske udgave.

Instruktørudgaven er den kunstnerisk nødvendige version. Mere personlig, mere problematisk og langt mere konsekvent. Den amerikanske udgave glatter kanterne ud og gør filmen lettere at forsvare, men også langt mindre interessant.

'Léon: The Professional' bliver her en studie i forskudt modenhed: en voksen, der er et barn, og et barn, der er blevet voksen. Filmen romantiserer ikke nødvendigvis denne forskydning, men den normaliserer dens mulighed. Det er præcis derfor, den er værd at diskutere – og derfor denne version er et sammenhængende mesterværk.