Såvel i 2025 som i 1949 lever vi i et propagandamareridt. Dét er budskabet i denne film, og jeg er voldsomt enig. I Raoul Pecks nye dokumentarfilm, Orwell: 2 + 2 = 5, præsenteres vi for en biografisk gennemgang af Eric Arthur Blairs (a.k.a. George Orwells) livshistorie, med fokus på hans dårlige helbred i de sidste måneder. Allerede i sin pureste ungdom var Blair udstationeret i Indien og Burma, hvilket formede hans kritiske holdninger til Vestens imperialisme, og siden blev udbygget til et rasende had mod totalitær propaganda og statskontrolleret folkeforførelse.

I filmen placeres George Orwells profetier – for dét er hvad de er – direkte i vores eget nutidige geo-politiske kaos. Vi konfronteres med et samtidsspejl, der er så poleret og nådesløst, at det gør ondt at se ind i det, for tingene har ikke ændret sig noget særligt siden Blairs egen tid. Der er også i dag utallige brændpunkter og lokale rædselsregimer over hele verden, hvor der stadig begås tortur, voldelige undertrykkelse, folkedrab, og andre umenneskelige uhyrligheder.

Hvor Kammerat Napoleon (1945) var en bidende satire over fortidens totalitarisme, står 1984 som det ultimative varsel. Raoul Peck og den kompromisløse producer Alex Gibney – manden bag afslørende værker som Taxi to the Dark Side og The Bibi Files – viser os med kirurgisk præcision, hvordan de berømte slagord ”Uvidenhed er styrke” og ”Krig er fred” ikke længere er litterære virkemidler, men aktive strategier i moderne politik. Filmen væver mesterligt citater sammen med optagelser fra vores egen tid, og ender med at plastre disse Orwell-citater op på billboards og reklamestandere i indkøbscentre – fuldstændig som vi så det i John Carpenters samfundskritiske sci-fi mesterværk They Live! Fra 1988. Vi bevidner fremtoningen af fascismens grimme ansigt i takt med Trumpismens indtog, hvor sandheden er blevet en flydende størrelse, der gradbøjes af dem med adgang til den største megafon: de milliardær-ejede nyhedsmedier.

Specielt må omtales sekvenserne om Kinas massive sociale overvågningssystem med ”social credits” og allestedsnærværende ansigtsgenkendelse. Jeg havde godt hørt om det før, men her perspektiveres det med Orwells ord: ”Imagination does not breed in captivity”. Det er en skarpt rammende kritik af et samfund, der praler med have trukket millioner ud af fattigdom, men i sin maniske iver efter at ”eliminere kriminalitet” gennem total kontrol (hver eneste lille overtrædelse sendes straks til alle personens familiemedlemmer, så vedkommende udskammes maksimalt!), alligevel ender med blot at producere social udstødelse, indskrænket frihed og ny fattigdom – mens al kritik af staten forbydes, hvilket selvfølgelig er det egentlige formål.

Her i 2025 erfarer vi, hvordan algoritmer og ”dark money” i amerikansk politik (som Gibney også belyser i Dark Money Games) skaber den samme form for mentale lænker, som Orwell frygtede. Raoul Peck trækker på en imponerende arv af politisk filmkunst, fra I Am Not Your Negro til hans udforskning af den unge Karl Marx. I Orwell: 2 + 2 = 5 bruger han eksklusivt arkivmateriale og referencer til bl.a. Terry Gilliams dystopiske Brazil for at understrege pointen: Orwell så det hele komme. Han analyserede det, og han advarede os. Eneste plaster på såret er at hans ord faktisk også er blevet meget udbredte, så vi i det mindste holder bevidstheden om hvad der foregår i live, og dermed håbet om en skønne dag at kunne gøre noget ved det.

Det er ikke tilfældigt, at filmen var nomineret til Golden Eye i Cannes. Det er en teknisk overlegen montage, der fryser beskuerens øjne fast på lærredet. Som Peck selv formulerer det, er vi nødt til at konfrontere myten med realiteterne i det ulideligt klare lys af en overhængende fare: ”I vore usikre tider er 2+2 helt sikkert lig med 5, hvis vi ikke vågner op nu.” Så Orwell: 2 + 2 = 5 er helt enkelt et politisk opråb. Den er en hilsen fra graven til vores forkvaklede nutid, skabt af indignationen over, at vi har ladet historien gentage sig, selvom vi fik udleveret manuskriptet for 75 år siden. Gå ind og se den – før tankepolitiet beslutter, at du ikke må. Frihed er ikke slaveri.

Anmeldelse: They Live

4 ud af 5 solbriller. Den hjemløse mand Nada kommer til Los Angeles i jagt på et job, og det lykkes ham at få et på en byggeplads. Indtil han får sin første løncheck, må han dog overnatte i en teltlejr. Der sker mystiske ting i kirken på den anden...