Babylon (2022)

Babylon er en fantastisk film, hvilket en del kritikere da også kan se, men der er mange, som ikke kan lide den, heriblandt Oscar-komiteen, som kun har nomineret den for kostumer, musik og production design. Det er mig aldeles ubegribeligt, at den ikke er nomineret for bedste film, instruktion, klip og cinematografi. Jeg troede ellers, at folk i show business elskede film, der handler om dem selv. Og det her er en af de bedre. Det lugter et eller andet sted af internt fnidder.

Nå, men det må tosserne da selv om, og Damien Chazelle, som allerede har en Oscar (for “La La Land”) klarer sig nok. Men lad mig lige gentage, at Babylon er en fantastisk film, og den er over tre timer lang, så lav en spand popcorn, før du sætter dig i rutsjebanen. Plottet virker grundigt gennemtænkt, men fortællestrukturen er lige så sprælsk og episodisk som selve de brølende tyvere. Vi starter i 1926 med et gigantisk og meget imponerende orgie i Fellini-stil, hvor vi får præsenteret de tre hovedpersoner, som endnu ikke kender hinanden: Manuel Torres, en ung mexicansk immigrant (som er altmuligmand for den millionærproducer, der afholder festen, som ender i noget, der tydeligvis er inspireret af den famøse Fatty Arbuckle-skandale); den midaldrende Jack Conrad (Brad Pitt), som allerede er et stort navn i Hollywood; og stjernespiren Nellie LaRoy (Margot Robbie), en upoleret vildbasse fra et hjem uden klaver, men med et fotogent ydre og en gudbenådet evne til at græde på kommando. Hun er baseret på Clara Bow, ligesom Pitts figur bygger på John Gilbert, der ikke kunne håndtere overgangen fra stum- til talefilm. Og det er præcis (som i “Singing in the Rain”, som der refereres flittigt til) netop denne periode, der er filmens omdrejningspunkt. Gennem et væld af anekdotiske indslag krydsklippes der mellem disse tre personer og en masse andre. Takket være et medfødt organisatorisk talent stiger Manuel hurtigt i graderne og avancerer til chef for et filmselskab; Nellie ender som stumfilmsstjerne, men vi er sidst i tyverne, og lydteknikken lader sig ikke bremse, hvilket viser sig at være katastrofalt for Jack.

En skuespiller, der også bør nævnes, er Toby Maguire, som jeg ikke har set i menneskealder, men som hen imod slutningen uventet dukker op i en fin karakterrolle som bindegal gangsterchef i en elementært spændende sidehistorie.

Vi tager den lige en gang til: Babylon er en fantastisk film for alle sanser, og Damien Chazelle, som endnu ikke har lavet en dårlig film, kæmper lige nu med Denis Villeneuve om førstepladsen på min topti-liste.