C.C. "Bud" Baxter (Jack Lemmon) er en ung, fremadstræbende mand i et stort forsikringsselskab. Han har en fin lejlighed centralt i New York, men er der sjældent om aftenen. Han låner nemlig lejligheden ud til diverse overordnede, som bruger den til hyrdetimer med yngre kvinder, mod lovning om hjælp til forfremmelse. Selv er han lun på elevatorpigen Fran (Shirley MacLaine), som egentlig godt kan lide ham, men selv har noget kørende med firmaets gifte direktør Jeff Sheldrake (Fred MacMurray) - som benytter sig af Buds lejlighed til stævnemøderne med Fran. Hvad gør man så? Er man loyal over for sin chef, som kan sikre en en god position i firmaet, eller skal man følge sit hjerte, selvom det kan koste en jobbet og lejligheden? Bud er i tvivl, men det er publikum næppe, og filmen ender selvfølgelig som den skal.

Billy Wilder har skrevet og instrueret filmen med vanlig veloplagthed, og hovedrolleindehaverne spiller deres roller godt. Især skal Jack Lemmon fremhæves i den bærende rolle som Bud. Når man ser hans mimik og kropssprog i filmen, er man ikke et øjeblik i tvivl om han har været et stort forbillede for gummimanden Jim Carrey, og jeg kom flere gange til at tænke på denne skuespillers figur i Fun With Dick and Jane. Når man ser filmen, kan man godt undres over om unge kvinder i 1960 virkelig var så let til fals for højtlønnede ældre mænd, som filmen antyder det - eller om det er overdrevet en smule for historiens skyld. Jeg hælder til det sidste, men måske er jeg bare naiv. Under alle omstændigheder er filmen god, velsmurt underholdning fra en tid hvor film blev båret af skuespil i stedet for effekter og flot fotografering.