"Daughter, daughter. I'm not a well man!". Ralph Filthy er en snusket, syg og ubrugelig showbiz-agent, der taler det mest imponerende polari.

"Ooooh, I'm strapped to the rack of my own GENIUS!". Richie Rich er en utålelig, selvoptaget, talentløs frikadelle, en d-liste kendis, der fedter, jamrer og udskælder dagen lang. Gerne med meget abrupte skift.

"[Blows raspberry]". Eddie Hitler er Richies fordrukne, ligeglade og nihilistiske oppasser.

Sammen forsøger de tre tabere at skrabe penge nok sammen til en næsten udholdelig tilværelse.

Komedieserien er en ung Ben Eltons hårde opgør med BBC, autoriteter, gamle røvhuller, let underholdning, umorsomme (folkekære) komikere og nærmest alt andet latterligt, forløjet bræk, hans øje strejfede i midt-80'erne.

Sjovt nok formår serien alligevel at være woke. I afsnit 4 får vi fx. en hel #MeeToo-belæring om ældre, fede, talentløse mænd i BBCs hierarki, der gramser på de ansatte og snyder lavstatus-folk.

Et par bøsser mobbes og socialisten og humanisten Elton springer ind og prædiker, at man må "frigøre sin seksuelle politik".

Elton er dog ikke mere hellig, end at han i afsnit to har to meget fimsede kunstkritikere, kaldet P'Farty og N'bend, hvor P'Farty (spillet af Stephen Fry) bla. har replikken "It gives me enormous pleasure to sit on bath taps."

Han kan altså både nyde at sige alt det forbudte og tage behørig afstand fra det.

Serien fik aldrig mere end første sæson og nærmest halvdelen af vitserne kræver at man er bekendt med let, britisk underholdning fra 70'erne og 80'erne.

Alligevel er det, sammen med The Young Ones, The Dangerous Brothers, Comic Strip Presents og Blackadder, noget af det morsomste komedie 80'erne afgav.

Just a moment...