I en lille californisk provinsby i 1949 lever barberen Ed Crane (Billy Bob Thornton) et liv i tavshed og fravær. Han klipper hår, kæderyger og ser verden passere uden at gribe ind. Et tilbud om at investere i et nyt, “fremtidssikret” forretningsprojekt vækker ham akkurat nok til, at han begår en fatal fejl: afpresning. Derfra ruller en klassisk noir-skæbne i gang, hvor misforståelser, begær, vold og skyld driver Ed mod et uundgåeligt sammenbrud. Som i al god noir er det ikke ond vilje, men passivitet og forkert timing, der besegler hans skæbne.

Filmen er et teknisk og performativt mesterstykke. Thornton leverer en hovedrollepræstation, der både er ekstremt kontrolleret og dybt tragisk. Hans Ed Crane er ikke blot antihelt, men et tomrum – en mand, der lader ting ske, og netop derfor bliver ansvarlig for dem. Præstationen bæres af pauser, blikke og monoton rytme. Næsten hver eneste scene med Thornton ledsages af en cigaret, og det er ikke bare stemning, men karaktertegning: Hvor andre noir-figurer handler, reagerer og begærer, gør Ed intet. Han ryger. Cigaretterne markerer et tomt, mekanisk tidsforbrug og en langsom selvudslettelse. I et liv uden retning er gløden det eneste, der pulserer. Han bevæger sig ikke aktivt mod sin skæbne – han ryger sig ind i den.

Ensemblet omkring ham er ulasteligt: Frances McDormand er isnende præcis som den emotionelt utilgængelige hustru, James Gandolfini giver brutal tyngde til en figur, der ellers kunne være karikeret, og Tony Shalhoub balancerer elegant mellem det komiske og det truende. Michael Badalucco, Richard Jenkins og Jon Polito bidrager med hver deres variant af myndighed og smålighed – figurer, der håndhæver systemer, de selv ikke helt forstår, men som alligevel får fatal vægt. Scarlett Johansson optræder som den unge pianist, der mekanisk øver Beethovens klaversonater – ikke som romantisk ideal, men som endnu et udtryk for disciplin uden forløsning. Musikken spilles korrekt, koncentreret og uden entusiasme. For Ed Crane fremstår hendes spil som et håb, en mulighed for flugt og forandring. Netop derfor er valget af Beethovens mol-sonater så præcist: de tilfører filmen et mørkt, alvorligt klangrum, der understøtter noir-stemningen uden at love forløsning. Et perfekt musikalsk akkompagnement til filmens melankoli.

Visuelt er filmen en genistreg. Roger Deakins’ sort-hvide, oscarnominerede fotografering er ikke nostalgi, men disciplin: lys, skygge og komposition arbejder konsekvent for at understøtte temaet om menneskelig ubetydelighed. Klipning, lyddesign og musik er tilsvarende stramt afstemt. Intet stritter. Intet er overflødigt. Alt peger i samme retning.

Men midt i den stramt komponerede noir indsætter Joel og Ethan Coen desværre et perifert spor – antydninger af UFO’er, bortførelser og et “blik ovenfra” – som aldrig integreres dramatisk. Det er ikke, fordi symbolikken er uforståelig; den er bare unødvendig. Den tilfører ingen konsekvens, ingen erkendelse, ingen dramatisk nødvendighed. Den bryder filmens ellers lukkede, deterministiske univers og åbner for en parentes, der ikke kan – og ikke vil – lukke sig igen.

Resultatet er ikke dybde, men støj. Ikke tvetydighed, men uklarhed. Filmen beder tilskueren om at rydde op i et rod, den bare kunne have udeladt.

'The Man Who Wasn't There' er tæt på et fuldendt mesterværk: en næsten perfekt noir-skæbnefortælling, båret af sublimt skuespil og teknisk virtuositet. Havde den holdt sig til sin egen strenge logik og ladet stilheden tale til ende, kunne den være endt på min topti.

Som den står, er den stadig fremragende – men ligesom Kubricks ' Rumrejsen år 2001' og Villeneuves 'Enemy' forsynet med et artsy-fartsy sidespor, der skader totaloplevelsen.

Anmeldelse: Enemy

4 ud af 5 edderkopper. Ekstremt veldrejet arthouse-bullshit. Rendyrket narrefisse, men så elegant serveret af mesteren Denis Villeneuve, at man næsten glemmer, man er til grin.