140 minutter om en kølig mestertyv og en politimand med knas i ægteskabet, der jagter hinanden rundt i et smukt filmet Los Angeles. Den beder næsten om at blive sammenlignet med ”Heat”.

Vi er ikke på klassiker-niveau. Men filmen er velproduceret, den har et vildt cast, og den er underholdende hele vejen. Den er også ret åndssvag og sentimental. Den måler karakterernes ægthed i, om de kan lide burgere, Steve McQueen og gamle amerikaner-biler. Den har Jennifer Jason Leigh på rollelisten og giver hende kun en enkelt scene. Mestertyven er også mesterchauffør, så han ræser rundt som en vanvittig – selv om man tænker, at en dygtig forbryder ville køre væk i roligt tempo i en kedelig bil. Det sjoveste er, da han under en vild flugt skifter fra én vild muskelbil til en anden vild muskelbil.

De tre hovedkarakterer har dumme chefer: Mark Ruffalo har sin ambitiøse politikommisær der rask væk ser gennem fingrene med betjentenes ulovligheder, bare tallene er pæne. Badr! Forsikringsdamen Halle Berry har et røvhul af en chef, der hellere vil flirte med den unge nye forsikringsdame end forfremme dygtige og stabile Berry. Buuh! Og Chris Hemsworth får sine kup fra gennem-upålidelige Nick Nolte, der både forråder ham og taler lige som Robert F. Kennedy Jr. Føj!

Bedst er Barry Keoghan som filmens svar på Waingro i ”Heat”. Han er en lille, brutal rotte med afbleget hår, og han ligner virkelig en kriminel. Det kan man ikke sige om Chris Hemsworth, der hele tiden ligner noget fra et modeblad. Jeg er så absolut den sidste at spørge om, hvad kvinder kan lide, men du godeste hvor er han kedsommelig. Lækre blå øjne ("blue steel"!), store muskler og verdens mest ligegyldige barndomstraume er sgu ikke nok til at fange min interesse. Men damerne elsker ham. Mark Ruffalo som lurvet, overvægtig politimand er efterhånden typecasting 101.

Nå ja, og de rige er onde!