True Detective, sæson 4 (2014)

Kaldes også True Detective: Night Country.

Starter ok. Mystiske dødsfald på isoleret forskningsstation i det øde ishelvede. Vækker glade minder om Det grusomme udefra, The Terror og The Dyatlov Pass Incident.

Overpanser og -detektiv er denne gang lille, sure Jodie Foster. Hendes makker er større, men mindst lige så sure, Kali Reis.

Tv-serien starter fint. Som de plejer. Der dynges mysterie på mysterie på. Der pirres med Grusomme Traumatiske Oplevelser i Fortiden for de fleste af hovedpersonerne.

... Og så fortsætter det bare med den velkendt mekanik:

Telefon. "Chef, vi har et problem". Dyster mine. Opdukken på nyt gerningssted.

Telefon. "Du skal se det her". Dyster mine. Opdukken på nyt gerningssted.

Lidt som Twin Peaks. Lidt sæbeopera. Lidt procedural. Stor cliffhanger i slutningen af hvert afsnit.

Hvad gør så serien dårligere end gennemsnittet?

• Alle de her scener, hvor folk rejser 10 km gennem mørke og frost for at udveksle fire territorieafpissende replikker med hinanden. Usandsynligt.
   
• Detektivernes enorme mangel på nysgerrighed. Ingen magter nogensinde at afhøre vidner ordentligt. Mysteriet skal jo endelig bevares til sidste afsnit.
   
• De skal være i familie med hinanden på kryds og tværs, så det hele kan være ekstra dramatisk.
   
• Dødt barn, død søskende, sindssyg (og død) mor. Slænget er leveringsdygtigt i alle dårlige forfatteres simpleste løsninger på drama-oppumpning. - Selvfølgelig lunes hovedpersonens Særligt Fine Traume løbende i alle afsnit. Indtil det sidste, hvor det så serveres i al sin gru og pragt. - Det virker bare ikke.
  Figurer bliver ikke dybe eller interessante af at have traumer eller være kyniske og gnavne.
   
• Tåkrummende ringe slutning.

Der er også boksafkrydsning fra tidligere sæsoner. "Tiden er en flad cirkel" (sæson 1) og "Dødsmarch" (sæson 2) og de evigt ineffektive og sampilsramte politistationer.

Det lort bliver skrevet af maskiner eller ligeglade mennesker. Jeg sværger.

Jeg magtede de første to afsnit uden hurtigspol. Derefter gik det frisk ud over indlandsisen til de to-tre intelligensfornærmende slutninger.

Hvorfor så jeg dog dette skrammel? Rotten Tomatoes-kritikerne gav den 93%. Men det er efterhånden videnskabeligt bevist, at man ikke kan stole på Rotten Tomatoes.

Anmeldelse: Det grusomme udefra

4½ ud af 5 ufærdige væsener. En af de bedste sci-fi-gysere nogensinde. De er isoleret i ishelvedet, monstret er uforståeligt, døden venter. En mand tager kampen op. Blev rost for de ulækre effekter i en samtid, der ikke var så glad for den. Men det er en...

Anmeldelse: The Terror, sæson 1

4½ ud af 5 nihalede katte. "Det grusomme udefra" møder "Mytteriet på Bounty" i denne usædvanlige miniserie, der følger en britisk ekspedition, som leder efter Nordvestpassagen sidst i 1840′erne. De to skibe, Erebus og Terror, fryser fast i isen, mismodet...

Kali Reis closer to being the undisputed 140-weight boxer

With a filmic finish, Kali ?Ko Mequinonoag? Reis retained the World Boxing Association super lightweight belt against Canadian Jessica Camara. This bout took place at the Road to Undisp?

Sæbeopera - Wikipedia, den frie encyklopædi

Police procedural - Wikipedia

Cliffhanger - Wikipedia, den frie encyklopædi

BEDSTE! FILM! NOGENSINDE!

Jeg sad med fornemmelsen af, at Rotten Tomatoes Critics-bedømmelsen af de fleste film er alt, alt for høj. Det skyldes flere forhold. Kritikere er blevet mere logrende for at holde sig på god fod med udgiverne. Kritikerne er blevet mindre dygtige. Mange kan...