'Doctor Zivago' er nok min yndlingsfilm. Mindst ti gange har jeg set den, og hver gang sker det samme: Den opsluger mig totalt. Jeg læste Pasternaks romanforlæg som ung, men det var David Leans film, der virkelig slog benene væk under mig. 

Filmen har den russiske revolution som bagtæppe, men kunne sådan set være foregået ethvert sted, hvor historien er løbet løbsk. 

Jurij Zivago (Omar Sharif) er både læge og digter — to roller, der bygger på individuel dømmekraft. En læge kan ikke vælge sine patienter efter ideologi. En digter kan ikke skrive på statens kommando. Zivago bliver derfor filmens humane blik i en verden, der vil gøre mennesker til ufølsomme robotter.

Han vokser op i et trygt borgerhjem i Moskva, gifter sig med Tonja (Geraldine Chaplin) og får børn. Han vil familieliv og anstændighed. Lara (Julie Christie) kommer fra en mere udsat verden. Hun udnyttes af den kyniske levemand Komarovskij (Rod Steiger) og søger redning hos Pasja (Tom Courtenay), en idealistisk revolutionær, som historien langsomt forvandler til et hårdt og umenneskeligt uhyre.

Krigen og revolutionen flår alle ud af deres vante tilværelse. Jurij sendes som læge til fronten, hvor Lara arbejder som sygeplejerske. De mødes i kaos, og deres romance opstår ikke som virkelighedsflugt, men som en emotionel eruption i en verden, der vil afskaffe følelser.

Med revolutionen forsvinder privatlivet. Familiens hus konfiskeres; staten flytter ind, og Jurij og Tonja flygter mod Ural. Togrejsen er et destillat af det nye Rusland: fanger, sult, vilkårlig vold, mennesker reduceret til redskaber.

I Ural findes et midlertidigt pusterum. Det holder ikke. Jurij bortføres af partisaner og tvinges til at arbejde som læge. Da det lykkes ham at flygte, er Tonja og børnene væk, fordrevet af systemet. Han genfinder Lara. De lever en kort, intens tid sammen i en sidste boble af lykke i en verden, der ikke længere tillader det. Komarovskij tilbyder Lara sikkerhed på systemets præmisser. Hun takker ja for sin datters skyld. Zivago bliver tilbage.

Han dør mange år senere på en gade i Moskva, få meter fra Lara, uden at de når hinanden. Lara forsvinder i systemet. Tilbage er kun digtene og efterkommerne.

Rammefortællingen, der indleder og afslutter filmen 30 år efter revolutionen, giver os nøglen til det hele. Zivagos halvbror Jevgraf (Alec Guinness), nu sovjetisk general, opsøger Tonja (Rita Tushingham), som han mener er Jurijs og Laras datter. Hendes musikalitet bliver beviset. “It's a gift.” Individualiteten overlever, selv når staten forsøger at slette den.

Jurij Zivagos akilleshæl er ikke moralsk svaghed, men følelsesmæssig åbenhed. Han kan ikke lukke verden ude. Isblomster på en rude, sne i modlys og spirende påskeliljer rammer ham med samme styrke som Laras ansigt. Det er derfor, David Lean lader naturen fylde så meget: Hans opulente landskaber er Zivagos indre gjort synligt.

Også Maurice Jarres musik spiller en afgørende rolle. Den binder erindring og længsel sammen og fungerer som filmens følelsesmæssige hukommelse. Det insisterende tema er en gentagen påmindelse om Jurijs tragiske tab af alt.

Selv om historien kan knuse mennesker, kan den ikke knuse menneskets natur. Det er filmens pointe.