Frit fald (2023)

Jeg har lige spildt 2½ time af mit dyrebare liv på årets guldpalmevinder, som ganske uforståeligt har givet kritikerne serieorgasmer, selv om det er en af de kedeligste film, jeg nogensinde har set. Ligesom Otto Premingers "Et mords anatomi" er en stor del af filmen et retsalsdrama, og titlen ("Et falds anatomi") er næppe et tilfælde, men herefter ophører så enhver lighed, hvis vi skal tale underholdningsværdi.

De begejstrede anmeldere kalder filmen "cerebral". Hvis det er et synonym for "ikke underholdende", har de ganske ret. Det er en krimi af typen "mord eller uheld?" hvilket burde være bare en smule spændende, men det er det altså ikke, for det er i virkeligheden "Scener fra et ægteskab" af Bergman i (kejserens) nye klæder. Snak, snak, snak og samlivsfilosofiske overvejelser i 2½ time, afløst af kedsommeligt juridisk tovtrækkeri i en retssal. Fortællestilen er ikke engang artsy fartsy (hvilket nok heller ikke havde hjulpet), men lige ud ad landevejen, blot mindst en time for længe, og det allerværste er slutningen, som jeg ikke kan komme nærmere ind på her, men der er en skjult spøjler forneden, hvis du ikke agter at se filmen.

Jeg føler mig totalt til grin over denne gang pseudointellektuel narrefisse. Livet er virkelig for kort til (visse) franske film. Lad os trøste os med, at nutidens gæve gallere tæller filmfolk som Luc Besson og Jean-Pierre Jeunet, der ved, hvordan kagen skal skæres.