Filmen følger den aldrende newzealandske dommer Stefan Mortensen (Geoffrey Rush), der rammes af et slagtilfælde under arbejdet og indlægges på et plejehjem. Han klamrer sig til forestillingen om, at opholdet er midlertidigt, men erkendelsen indfinder sig langsomt og brutalt: kroppen svigter, magten er væk, og han kommer ikke tilbage til sit gamle liv.

Det er her, filmen er stærkest. Rædslen ved at miste kontrol – over kroppen, sproget, autoriteten – bæres overbevisende af Rush. Når filmen dvæler ved denne afmagt, strejfer den noget virkelig ubehageligt. Det lykkes dog ikke nær så godt som i 'The Skeleton Key', hvor John Hurt er fanget i et mareridt af lammelse og afasi, uden flugtveje eller narrativt alibi.

På plejehjemmet terroriseres beboerne af Dave Crealy (John Lithgow) og hans groteske hånddukke (kaldet Jenny Pen), men her begynder filmen at vakle. Lithgow, som ellers excellerer i psykopatiske roller – tænk 'Dexter' – ender her som mere irriterende end truende. Figuren bliver anstrengende snarere end skræmmende, og man tager sig i at håbe, han ikke dukker op igen. Det er et alvorligt problem for en gyser, der skal leve af sit monster.

Filmen kræver tidligt en betydelig grad af velvilje, men betaler den aldrig tilbage. Personalets ubegribelige passivitet, gentagelserne og de psykologisk uholdbare reaktioner udhuler spændingen. Det hele føles som en idé, der aldrig bliver konsekvent udfoldet.

Rush står tilbage som filmens eneste egentlige anker. Alt omkring ham falder fra hinanden.

Anmeldelse: The Skeleton Key

5 ud af 5 aflåste loftsrum. "The Skeleton Key" er en effektiv gyser med godt skuespil, uhyggestemning og en totalt overrumplende slutning. Historien udspiller sig i New Orleans' sumpede omegn og handler om den unge sygeplejerske Caroline (Kate Hudson), der...