Efter 5 år og mere end 2000 sider er vi med Flammesværdet nået enden af Anne-Marie Vedsø Olesens fantasyværk Vølvens vej. I de tidligere bind har vores heltinde, den unge vølve Snehild, besøgt næsten alle de ni verdener fra nordisk mytologi, Midgård, Jotunheim, Alfheim, Nidavellir, Vanaheim, Muspelheim, Niflheim og Helheim. Kun gudernes verden, Asgård, mangler, og der skal Snehild selvfølgelig nå at komme forbi i dette sidste bind, inden det hele går til i Ragnarok, gudernes endeligt.

Inden da er der dog ting at gøre i Midgård, menneskenes verden. Også her bliver brændet lagt til et sidste, stort opgør. I kongebyen Himlinge sidder den unge Kong Roald Kamphøder på tronen, men både hans gamle rådgiver Brynjulf Ravneblik og hans ypperstepræstinde Ragnfrid har rænker i gang for at blive den reelle magt bag tronen. Uden for Himlinge står to rivaler også parat til at angribe. Kragedronningen Berghild Tvedræber har samlet og trænet en større hær i Vallev, og Høvding Une fra Alflev på grænsen til alfernes verden kan med den tidligere konge Aslaks søn Osvald ved sin side gøre trav på tronen. Det gryende Ragnarok gør sig dog også gældende i Midgård. Jorden skælver hver niende dag, horder af alfer flygter over grænsen fra Alfheim, og dværgene har rømmet et formørket Nidavellir og begiver sig ud i menneskenes verden.
Imens søger Snehild at få styr på sine svigtende vølveevner ved at opsøge sin far i Asgård, der er ramt af Fimbulvinteren, og siden sin gamle fostermoder Hyrrokin i Jotunheim. Begge steder bevidner hun begivenheder, der viser at Ragnarok rykker nærmere, og hun får også selv en rolle at spille. Selve det store opgør mellem aseguderne og deres fjender får vi kun set på stor afstand, men hvad der sker, er også velkendt for enhver med en smule kendskab til nordisk mytologi, om ikke andet ved at have læst tegneserien Valhalla. Fokus er på begivenhederne i Midgård, hvor alle skæbnetråde bliver samlet i et stort slag i Himlinge. Det bliver en dramatisk afslutning på historien, hvor mange de personer, vi har fulgt gennem bøgerne, dør eller står stærkt forandret tilbage.

Forfatteren har gennem serien skiftet mellem en nøgternt sprog til hændelserne i Midgård og et mere floromvundet, med mange lange, remsende sætninger, til Snehilds syner og rejser i de magiske verdener. Efterhånden som historien er skredet frem, og de magiske verdenerne er trængt mere ind i Midgård, er dette poetiske sprog også fulgt med. Det ender dog med at kamme en smule over til sidst, når ret jordnære begivenheder bliver fortalt med en masse sætninger adskilt af kommaer, hvor punktummer havde fungeret lige så godt eller bedre. Om man kan lide dette eller ej, ender dog nok med at være en smagssag.

Under alle omstændigheder får Vølvens vej med Flammesværdet en god afrunding og en værdig afslutning, Selvom Vedsø Olesen mig bekendt ikke planlægger nogen fortsættelser, bliver kimen til sidst lagt til flere historier - måske nogle som læserne selv kan digte. Med serien har Vedsø Olesen formået at bryde genrebarriererne og fået en stor læserskare blandt folk, som ellers  ikke læser fantasy, og alene af denne grund må Vølvens vej regnes som et hovedværk i moderne dansk fantasy - måske hovedværket. Man kan håbe at successen smitter bare en smule af på de mange dygtige, yngre forfattere i genren, som for tiden skyder op rundt omkring i Danmark og fortjener et større publikum.